Kommentar: Hvor blev høfligheden af?

I Danmark er betjeningen på caféer, barer og restauranter ikke særlig høflig længere, men prøv at tage til Stockholm og oplev en markant forskel.

På de moderne, smarte og hurtige caféer i København står det sløjt til med høfligheden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bjørn Larsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg har lige været på flere dages besøg i Stockholm og undervejs frekventeret en stribe caféer, barer og restauranter. Og overalt slog det mig, hvor høflig betjeningen er. »God dag og velkommen«, »Værsgo at sidde ned. Hvad kunne jeg hjælpe med?« Smil og venlighed, direkte øjenkontakt, hurtig henvendelse, så snart man træder ind ad døren. Og smil hele vejen igennem. »Smager dette godt?« »Var der andet, jeg kunne hjælpe med?«

Uanset om det var på vegetarrestauranten Örtagården ved Saluhallen på Östermalms Torg, på Backfickan ved Operakälleren, Torget, caféen på Moderne Museet for Konst eller Chokoladkoppan. Alle steder samme, konsekvent venlige behandling, uanset hvornår på dagen det var. Og uanset hvem, der var på arbejde hvornår de pågældende steder. Ingen sure miner, ingen følelse af, at man var til besvær, ingen fornemmelse af, at den ansatte kedede sig på jobbet og opfattede kunden som irriterende og helst var fri for vedkommende.
Faktisk fik jeg samme indtryk, som de andre gange, jeg de sidste år har været i smukke og dejlige Stockholm, at de ansatte direkte kan lide deres arbejde og ikke er for fine til at servicere og betjene andre mennesker, men faktisk arbejder med faglig stolthed.

Og når man sidder med den klare fornemmelse i Stockholm, en klarere fornemmelse end i f.eks. Paris eller Rom, hvor betjeningen sådan set også for det meste er nogenlunde i orden, men sjældent på højde med Stockholm, så er der ikke langt til hukommelsen om dagens gængse betjening i København og Danmark som helhed.

MÅSKE GÅR JEG de forkerte steder, når jeg endelig går ud i København, men mit generelle indtryk er, at man er til besvær herhjemme. At man kommer til ulejlighed, og at man har værsgo at vente, til det passer betjeningen, som ofte passer sit arbejde med lidt surmuleri, højrøvethed og en klar given udtryk for, at man egentlig er for fin til at betjene andre.

Er jeg mon alene om den oplevelse? Kan jeg være den eneste, der oftest føler mig til ulejlighed, hvis jeg beder om en kop te eller andet at drikke. Beder om en sandwich i en bar eller skal sidde ned for at spise?
Jeg er efterhånden så gammel – årgang 1946 – at jeg bilder mig ind at kunne huske andre tider, andre manerer, andre former for høflighed og venlighed og imødekommenhed – eller er jeg bare forkalket og sandet til i en nostalgisk forestilling om gamle dage?

Jeg husker i både barndomsbyen Holbæk, i Odense, Middelfart og Allinge og i København, hvor jeg har boet gennem årene, de seneste snart 37 år i København, at det var anderledes i gamle dage. Kom man i den hedengangne Jordbærkælderen på Strøget, var det smil og venlighed og behagelig betjening. Kom man rundt på byens restauranter og barer, var det de fleste steder lige sådan. Husker jeg – eller tager jeg fejl? Jeg følte mig ikke til besvær, jeg følte mig velkommen og smilede igen til den smilende og venlige betjening, i hvert fald de fleste steder.

MEN I DAG. Man er nærmest en undskyldning for sig selv flere steder, hvis man tillader sig at gå ind på en café og ulejliger en ansat med at bestille et eller andet. Et halvsurt blik, et »Vent venligst«, »Det er ikke din tur endnu«, »Der er andre før dig«, »Jeg kommer, når jeg har tid« – og hvis blikke kunne dræbe, var jeg blevet dræbt flere steder i København, hvor jeg har tilladt mig at bestille et eller andet, jeg selvfølgelig skulle betale for.
Man er flere steder nærmest bange for at være til ulejlighed, man er bange for at være til besvær og at komme på tværs af de ansattes rytmer og arbejdsgange. Jeg har oven i købet flere steder set mig nødsaget til at vende om og gå igen, hvis surmuleriet og blikket har været for afvisende.
Nu kunne det jo lyde som en sur gammel mand, der helst vil have alt til at være som i gamle dage. Men jeg bilder mig altså ind at kunne huske andre tider og andre normer, end dem man bliver mødt med i dag. Og jeg har så heldigvis i tilgift min gode positive erfaring fra den svenske hovedstad bare fem timer herfra.
Eller prøv Malmø, meget tættere på. Også her er de åbenlyst venligere. Her oser det ikke af, at de ansatte hader deres job og er hævet over at have med service og betjening at gøre – på caféer, barer og restauranter – og sandelig også i byens butikker. I Malmø og Stockholm får man heller ikke automatisk dræberblikket, hvis man i en butik spørger efter noget, man ikke selv kan finde. Det være sig fødevarer eller tøj. Venligheden synes i højsædet.

SELVFØLGELIG KENDER JEG også til venlighed i København, flere steder endda – i både forretninger og hvor jeg skal have noget at spise eller drikke. Hos min gode ostemand, hos bageren og på apoteket. Og på f.eks. Bastholm, Fy og Bi og Esthers – eller andre gode spisesteder. Men på de mere moderne, smartere og mere og hurtige cafeer – det er altså her, jeg nu tillader mig at spørge: Hvor blev høfligheden af?
Eller: Hvor blev den høflige betjening og den behagelige og venlige omgangstone af? Hvad er der sket med os? Gider vi slet ikke behandle hinanden ordentligt og venligt mere? Og er det også derfor, at mange af os bare smider alt fra os på gaderne, så andre må komme og samle op? Eller opfører os uhøfligt og uværdigt i trafikken.

Har opdragelsen af de sidste generationer slet ikke lært børnene og de unge værdien af høflighed: at den åbner døre, baner vej og skaber gode kontakter. Helt almindelig høflighed, ikke overdreven, er en god ledsager gennem tilværelsen, det er da nyttigt at kende til begrebet.
Hvad med samfundssind og fællesskab og interessen for andre end sig selv? Er vi virkelig blevet så meget os selv nok, at det at servicere og betjene er langt under de flestes værdighed? Spørger altså nu den gamle mand med hukommelsen og erindringen om bedre og venligere tider. Og håb om at få dem tilbage igen. For høflighed og venlighed koster så lidt.