Kommentar: Fejlslagen kamp mod opium i Afghanistan

Anne-Cathrine Riebnitzskys kronik »Ind med hvede – ud med valmuer« efterlader et helt ukorrekt, kritik- og historieløst indtryk af omfanget og effektiviteten i Vestens opiumbekæmpende programmer. Tallene taler deres tydelige sprog.

I 1980 produceredes både legalt og illegalt ca. 2.000 tons opium i verden. I 2006 producerede Afghanistan alene 6.100 tons, 92 procent af verdensproduktionen, mere end nogensinde før. Vestens indsats mod opium har simpelthen slået fejl. Fold sammen
Læs mere
Foto: John MacDougall/AFP
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Anne-Cathrine Riebnitzsky, stabiliseringsrådgiver i Udenrigsministeriet, har i Berlingske Tidende 5. januar lagt beslag på en hel kronik – »Ind med hvede – ud med valmuer« – der i store træk består af historieløs reklame for det ligegyldige hvede-program i Afghanistans Helmand-provins.

Riebnitzsky præsenterer enkelte tal, herunder at der er ca. 150.000 hektar landbrugsjord i Helmand, at hvede-programmet dækker 26.000 hektar og koster 10 millioner dollars, og at hvede deles ud til 32.000 bønder. Det nævnes også i forbifarten, at der er blevet beslaglagt 30 tons heroin til en værdi af 1,5 milliarder dollars på det europæiske marked.

Resten af kronikken er vel nærmest en slags actionnovelle, hvis obskure formål må være reklame; underholdende er det i hvert fald ikke. Nærværende reaktion skyldes dog den omstændighed, at kronikken efterlader et helt ukorrekt, kritik- og historieløst indtryk af omfanget og effektiviteten i Vestens opium­bekæmpende programmer.

For at repetere: I 1980 produceredes både legalt og illegalt ca. 2.000 tons opium i verden.

Som bevist i Mexico i 1978 kan opiummarker udryddes uden større problemer ved kemisk destruktion fra luften. Da markerne skal stå en sæson for at bære frugt, er dette logistisk ikke særligt udfordrende. Tilstedeværelsen af opiummarker i de pågældende områder taler derfor deres eget tydelige sprog: De tolereres af politiske og sikkerhedsmæssige årsager, og fordi de kan sikre en sort finansiering af visse aktiviteter, som f.eks. efterretningstjenester beviseligt har draget nytte af (Frankrig i Vietnam og CIA i Afghanistan).

I 1984 konkluderede USAs udenrigsministerium, at et årtis afgrødesubstitutionsprogrammer rettet imod koka-og opiummarker var nytteløse uden indsats mod de ansvarlige organisationers infrastruktur. Desuden var alle anslag mod etablerede ruter, herunder Tyrkiet-Marseille, nytteløse, da tilbagegang i produktionen ét sted historisk set afløstes af fremgang andetsteds.

Dette kunne Anne-Cathrine Riebnitzsky med fordel have nævnt i sin actionfyldte gengivelse af hvede-programmets lyksaligheder.

Det førte i 1994 til, at Clinton ændrede strategien hen imod politisk motivering og stabilisering.

Som følge af politisk ustabilitet og andre årsager, herunder svingende høstudbytter, flyttede opiumproduktionen væk fra Den Gyldne Trekant til Afghanistan, der i 1999 stod for ca. tre fjerdedele af verdens opiumproduktion ifølge UN Drug Control Program.

I 2000 forbød Talebans leder Mullah Omar opiumproduktion i Afghanistan.

Produktionen faldt 94 procent, og verdensproduktionen faldt tilsvarende til et uhørt lavt niveau.

Det var altså ikke noget problem for Taleban at stoppe produktionen, hvilket ligesom Clintons strategi og erfaringerne fra afgrødesubstitutionsprogrammerne i 70erne bekræfter, at kun politisk vilje og indsats mod selve infrastrukturen, herunder de mange obskure profittagere, kan gøre en forskel.

Året efter forbudet startede krigen i Afghanistan. Opiumproduktionen steg som følge deraf hvert år indtil 2008, hvor den lader til at have stabiliseret sig. I 2006 udgjorde den 6.100 tons, 92 procent af verdensproduktionen, mere end nogensinde før. Riebnitzskys omtalte 30 tons til en værdi af 1,5 milliarder dollars skal ses i dette lys. Værdien af Afghanistans opiumproduktion målt på Istedgade er derfor ca. 300 milliarder dollars. Ufattelige pengemængder omsættes nu i Vesten på opiumhandelen, og heroin etableres som det vigtigste hårde narkotikum brugt på gaden. Heroinhandelen har blomstret siden 2001, som undertegnede vesterbroer ikke behøver de tørre tal for at forvisse sig om.

Riebnitzskys glorværdige indsats i hvede-programmet skal ses i dette lys. Historien, den logistiske mulighed for afgrødedestruktion, og en simpel gennemgang af tallene viser, at Vestens opiumbekæmpende programmer er et sisyfosarbejde. Historien og objektiviteten skal respekteres. Derfor denne supplerende indsigt, som jeg mener burde være fulgt med enhver kronik vedrørende opiumproduktionen i Afghanistan.