Kommentar: Fædre i kvindelighedens kult

Finn Korsaa: Berlingskes klummeskriver Anne Sophia Hermansen startede sommerens debat om kvinder, mænd og familie. Debatten er udtryk for panik i intimsfæren, hvor børn for første gang i historien har fået to mødre og ingen far.

Forældreskabet fungerer bedst, når det har parforholdet som forudsætning. Parforholdet er for familien, hvad kølen er for et sejlskib. Og hvem vil nægte, at det moderne familieliv ligner et kæntret skib i havsnød? Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Når man taler om ’os’ i modsætning til ’dem’, er det ofte de fremmede, det drejer sig om, måske fordi man ikke kender dem og derfor står fremmed overfor dem. Men det bruges også for at markere en afstand til dem, man kun kender alt for godt, som når unge ønsker at skille sig ud fra forældregenerationen.

Mere mærkeligt er det, at mænd og kvinder i deres selvforståelse kan tale om dem og os, omtrent som i kønsopdelte klasser, og hvor fantasierne om de andre, drengene i den ene skolegård, pigerne i den anden, har mere frit spil.

Når Anne Sophia Hermansen gør sig lystig over de ubehjælpsomme mænd i 30erne, må man jo sige, at det ikke er nyt, at mænd bliver hængt ud som umodne. Man overser dog, at de næppe ville have så stort held med det, hvis ikke der var en kvindetype, der passede til den. Mange kvinder beklager sig ganske vist over deres mænds hjælpeløshed, men det viser sig at være spil for galleriet: de kan slet ikke fungere uden rollen som den alstyrende og kritiserende mor. Det er et emne, der så meget stof i, at det har kunnet fylde en hel bog (Naturens muntre søn. Hans Reitzels forlag, 2007).

På den anden side møder man også par, hvor det omvendt er manden, der fungerer som en far, mens kvinden giver den i rollen som den lidt hjælpeløse pige, der skifter mellem at underlægge sig og gøre oprør.

Det er sådanne forældreroller, der er blevet mere synlige siden det navnkundige ungdomsoprør i 1968, ikke mindst under indflydelse af det efterfølgende overflodssamfund. Kvinderne har, som de foregangsmænd de er, på dette område sat en standard, som har fået mændene til at følge trop. Mænd har til gengæld luret kvinderne kunsten af og pusler og nusser, så børnene må få det indtryk, at de har to omsorgsfulde mødre.

Således skriver Anne Sophia Hermansen: »Jeg kan faktisk ikke lade være med at undre mig lidt – på trods af at min søn er det vigtigste menneske i verden … jeg undrer mig helt overordnet over den hyper-omsorg, der er omkring vores børn, og som af og til får mig til at tænke, at vi virkelig gør alt, hvad vi kan for symbolsk at lade dem blive liggende i barnevognen til de er teenagere« (Berlingske Tidende 9. august).

Hvordan denne hyper-omsorg hænger sammen med, at forældre anbringer deres børn i vuggestuer på et tidspunkt i barnets liv, hvor det har allermest brug for deres forældre, er lidt af en gåde. Især i betragtning af den sakrale betydning forældreskabet har opnået. Det har måske at gøre med, at forældrefølelserne nok er en følelse for noget, men også handler om at få sin vilje. Det kommer til udtryk i en tilbøjelighed til at tilrettevise, påpege og irettesætte. Denne forældretrang falder meget passende i tråd med den demokratiske dyd, der tager udgangspunkt i, at man skal være uenig. For det ville jo være et mærkeligt demokrati, hvis alle var enige med hinanden.

Moderne forældre går så højt op i deres forældreroller, at de slet ikke kan lade være at praktisere den over for hinanden, hvilket kommer til udtryk i de allerede nævnte mor-søn- og far-datter-relationer. Forældretilbøjeligheden ville dog næppe finde en så massiv udbredelse, hvis den ikke blev ledsaget af glæden over at vide mere og kunne delagtiggøre andre med det. Hvilket er en naturlig følge af, at vi lever i et videnssamfund. Det er således blevet populært at påtage sig forældrerollen og holde belærende foredrag også i sociale sammenhænge – eller man kan indtage en lederstilling, hvor man frit kan udfolde forældrerollen, endda uden at coachen opdager det.

I parforholdet er det blevet hovedårsagen til de evindelige skænderier. Aldrig så snart er forelskelsen overstået, før rollerne er sat. Ofte er det sådan, at man på god demokratisk vis skiftes, sådan at det i det ene øjeblik er den ene, der læser og påskriver, mens den anden protesterer og forsvarer sig. Mens rollerne i næste øjeblik er byttet om. Kærlighedsforholdet mellem mand og kvinde i familien er derimod ikke særligt populært. Det er kun noget, man skriver om, taler om, længes efter, og måske stjæler sig til i ny og næ. Det synes meget mere tilfredsstillende at kommentere og irettesætte. Som de fleste ved, er det forældres lod at udtrykke deres budskaber 117 gange, men i kampen med partneren, er det nok lidt lavt sat.

Dermed er en alvorlig vanskelighed ved forældreskabets suverænitet allerede antydet. Hvor et spurvepar i stor enighed kan enes om at flyve i rutefart mellem rede og hegn for at drage omsorg for deres unger, har moderne forældre svært ved at udfolde forældreskabet uden at komme i konflikt med hinanden. Af den grund tilbringer mange moderne børn deres barndom i skudlinjen mellem forældrene, hvilket er grunden til, at det hedder hjemmefronten. Det er også grunden til at børnene, når de bliver voksne, søger selskab med voldsomheder. For som bekendt føler man sig bedst hjemme i det velkendte.

Flere og flere par har opgivet at finde frem til enighed, og denne beklagelige tilstand har ført til en mærkbar stigning af skilsmisseraten. Det er i denne situation, at kvinderne har trukket et trumfkort. Siden januar 2007 har en lov, vedtaget i folketinget, givet alle danske kvinder adgang til at blive insemineret med donorsæd, hvis man er under 46 år. Forfatteren Henrik Jensen, der har skrevet om »Det faderløse samfund«, gør opmærksom på, at kvinders mulighed for at blive mødre uden fædre, alvorligt truer mændenes rolle i familien.

Hertil kan man indvende, at en mor er bedre end to, når det betyder, at der er fred i huset. Og da naturen samtidig har indrettet det så praktisk, at kvinder, ifølge Marie Wandel Kampmann (Berlingske Tidende 4. august) er tvunget til at handle mens tid er på grund af det tikkende biologiske ur, kan hun så to fluer med et smæk.

For øvrigt er tanken om insemination bygget på selve samfundets fundament, idet overflodssamfundets etiske grundindstilling naturligvis må være, at børn er et forbrugsgode for borgerne. Og da man jo ikke med rimelighed kan forbyde nogen at komme til varerne i supermarkedet, er det indlysende, at det må være et hvert menneskes ret, i det mindste hvis man er kvinde, at få et barn i kurven.

Det er påfaldende at kønsdebatten ikke har drejet sig om det, der nok burde være grundlaget for det hele. Nemlig det erotiske forhold mellem mand og kvinde. Men det er der en god grund til. Det skyldes udviklingen af de samfundsmæssige betingelser i overflodssamfundet, der har forrykket ligevægten mellem det kvindelige og det mandlige. På den ene side den kvindelige skaberfryd, på den anden side den maskuline forløsningstrang. Kvinden sørger, ifølge sin natur, for at barnet fysisk bringes ind i verden, mens manden bryder båndet mellem barn og moder, når tiden er inde, og dermed hjælper barnet til det, som William James har kaldt »den anden fødsel«, nemlig til det brud med moderen, der skaber betingelsen for personlighedens udvikling frem mod modenhed. Denne proces tilvejebringes ved at faderen viser sit barn, at moderen ikke for altid er til rådighed: det er adskillelsen, der starter barnets individuation.

Forældreskabet fungerer bedst, når det har parforholdet som forudsætning. Parforholdet er for familien, hvad kølen er for et sejlskib. Og hvem vil nægte, at det moderne familieliv ligner et kæntret skib i havsnød? Sommerens debat har båret præg af panik i intimsfæren, hvor børn for første gang i historien har fået to mødre og ingen far. Fædre har sviget deres maskuline forpligtelse ved at tilslutte sig kvindelighedens kult.