Kommentar: Det udanske Nørrebro

Thomas Johannes Erichsen: Man kan skelne mellem to former for kriminalitet. Rockernes, der bare rager til sig uanset de menneskelige omkostninger, og så indvandrerbanderne, der samtidig nærer et had til ordensmagten og til samfundet generelt.

Egentlig er det bizart, at netop Nørrebro er så hårdt ramt af indvandreroptøjer, når den alternative bydel måske i højere grad end nogen anden har hilst multikulturaliteten velkommen, skriver Thomas Johannes Erichsen. Her fra en demonstration i marts måned på Nørrebrogade. Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Sidste weekend blev politiet trængt ud af Nørrebro efter visitationen af en ung mand med indvandrerbaggrund. En betjent blev sparket i maven, barrikader blev sat op, biler blev brændt af, og Stengade forvandlede sig i løbet af få minutter til en kampzone. Ugen før måtte politiet i Odense-forstaden Vollsmose trække sig ud af kvarteret i forbindelse med arrestationen af en flugtbilist – uroligheder, der kulminerede med skud fra et automatvåben mod to betjente. Fænomenet er desværre ikke nyt, politiet oplever i stigende grad problemer med at håndhæve lov og orden i udsatte indvandrerkvarterer i danske storbyer, og senest har integrationskonsulenten Manu Sareen fra De Radikale været ude og jævnføre tendenserne med udviklingen i parisiske forstæder og ghettokvarterene i engelske byer som Leeds og Blackburn.

Hele København er blevet visitations­zone, og det er tilsyneladende til stor gene for mange unge nydanskere. At blive kropsvisiteret kan være en krænkende oplevelse, men på samme måde som dele af indvandrerungdommen på Nørrebro føler sig urimeligt behandlet, kan politiet fortælle, at de er stressede over ikke at kunne udføre deres arbejde normalt i bestemte kvarterer. Således blev betjente også på voldsom vis forhindret i at sikre gerningsstedet i Blågårdsgade i april, da en tilfældig indvandrer desværre var blevet skudt – optøjer, som blot bragte offerets liv yderligere i fare, da ambulancen måtte vente længe på fri passage.

Under urolighederne i Stengade på Nørrebro blev blot én person anholdt, selvom over hundrede unge gik til angreb på politiet. Set med de unge ballademageres øjne har de glimrende muligheder for at køre om hjørner med ordensmagten, det gælder tilsyneladende om at være tilstrækkeligt talstærke eller om på et sekund at sprede sig i flest mulige retninger.

Vidner til weekendens optøjer på indre Nørrebro fortæller, at de næppe nogensinde havde set en politibil køre så stærkt og vel at mærke væk fra balladen, en kørsel lig den man kun ser på film med hjulspind og udsving. Men det her er virkelighed for de børnefamilier, der spiser brunch på Blågårds Plads og især for de indvandrerforældre, der ser magtesløst til, mens deres børn rutsjer ud i kriminaliteten. Og så er forældrene naturligvis ikke uden ansvar, ligesom alle andre familier, der ikke kan kontrollere de unge. I den forbindelse er det vigtigt, at medierne og politisk korrekte personer ikke tilslører, hvem der står bag optøjerne på Nørrebro, Tingbjerg, Vollsmose og andre steder, for hvordan skulle indvandrerforældrene have en chance for at få styr på deres børn, hvis de slet ikke ved, hvad der foregår? Således er det eksempelvis forstemmende når Information stort set ikke skriver et ord om weekendens uro og politivold på Nørrebro, og der blot dukker en artikel om »Langeland-Blues« op, hvis man søger på ’Stengade’ på avisens hjemmeside.

Hvis man bor på Nørrebro, så ved man at politisirenerne i øjeblikket lyder så ofte, at det kan være svært at tro, at man befinder sig i fredelige velfærdsdanmark, i hvert fald at man befinder sig på det Nørrebro, der i sin tid var kendt for behagelig multikulturalitet og alternative livsformer. For sjov anvendte man udtrykket Nørre-Bronx, men det er ikke rigtig sjovt længere, fordi bydelen har ændret sig, eller også har den hele tiden været en etnisk krudttønde – hvem ved?

En ny undersøgelse viser imidlertid, at der ikke er sket nogen stigning i den grove vold i København. Undersøgelsen er lavet på baggrund af udrykninger til ofre for skud eller knivstik og blev også slået stort op i Politiken med den glædelige nyhed om, at opfattelsen af København »som en tiltagende rå storby ikke harmonerer med de senere års sager om skud og knivstik.« Men undersøgelsen viser kun, at der ikke er stigning i skudofre, ikke hvor mange skud der faktisk affyres, og der bliver affyret langt flere end nogensinde før. Bruger man som Politiken de nye tal som argument for, at hovedstaden ikke er blevet farligere, så må det jo betyde, at en storby, hvor kuglerne konstant flyver, faktisk er sikker, så længe de bare ikke rammer nogen. Det er netop den slags journalistik, der ikke er brug for i dag; man behøver ikke blive skudt for at føle sig utryg, det skulle være rigeligt, at projektilet borer sig ind i muren bag én.

Men hvor kommer de så fra, våbnene – grunden til vi har udvidet visitations­zonerne? Det er svært at sige, men de kan i hvert fald hverken købes i Silvan eller hos den lokale isenkræmmer – de kommer fra udlandet. I den forbindelse er det også blevet offentligt kendt, at blot ti mand kontrollerer den 72 kilometer lange tyske grænse, så hér gælder det bare med at få genindført en effektiv grænsekontrol, og det kan ikke gå for hurtigt.

Et håndvåben giver magt og respekt, og man er ikke rigtig gangster uden, hvilket både indvandrerbander og rockergrupperinger nok kan medunderskrive, men et håndvåben kan også sætte resolut punktum for tilværelsen, og således har flere uskyldige unge mennesker indtil videre måtte lade livet i bandekrigen, deres familier er ødelagt, traumet er totalt, alting stopper og kommer måske aldrig helt i gang igen.

Med fare for at bagatellisere rockernes anpart i de nuværende skyderier, er følgende bekymring over indvandrergrupperingernes fremfærd alligevel på sin plads. Man kan nemlig skelne mellem to forskellige former for kriminalitet, dels den der bare rager til sig uanset de menneskelige omkostninger, og så den der samtidig næres af et had til ordensmagten og til samfundet generelt. Sidstnævnte er et nyt, udansk fænomen, nå ja, i en grad praktiseret af autonome, men aldrig med automatvåben og skudsikre veste. Den samfundsfjendtlige kriminalitet lader til at vokse blandt utilpassede indvandrere, man bliver bedre til at organisere sig som én sammenhængende modstyrke, senest understreget af ildspåsættelserne i Tingbjerg, der ifølge politiet var en direkte udløber af balladen på Nørrebro. Egentlig er det bizart, at netop Nørrebro er så hårdt ramt af indvandreroptøjer, når den alternative bydel måske i højere grad end nogen anden har hilst multikulturaliteten velkommen.

Men hvem ved, måske er nogle af de unge velmenende cafegængere på Blågårds Plads begyndt at tvivle lidt på idealerne om et sammenhængende multietnisk Nørrebro, på at de stemte Enhedslisten ind på socialborgmesterposten, måske tog de fejl, måske mener de det faktisk, når de snakker om at flytte væk fra Nørrebro.