Kommentar: Den folkestyrede muslim

Asger Aamund: Når man flytter fra et diktatur til et demokrati, opnår man enorme forbedringer i livskvalitet, personlig sikkerhed, frihed og udfoldelsesmuligheder. Til gengæld må man også ofre noget, nemlig sin forankring i forældede undertrykkelsessystemer.

Hvis muslimer ønsker at være en accepteret og respekteret del af det danske samfund, bliver de nødt til at tilpasse sig moderne tider, ligesom kristne og jøder har gjort det. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Dansk Folkepartis Søren Espersen har naturligvis uret i, at islam og demokrati er uforenelige størrelser. Hvis det var rigtigt, ville samme antagelse også gælde kristendommen. I kristendommens knap totusindårige historie har de første lange syttenhundrede år absolut ikke ført til demokratiske tilstande i noget land. Tværtimod trækker kristendommen brutale og blodige spor efter sig fra korstogene over inkvisitionen, hekse- og kætterafbrændingerne i Guds navn og til de evindelige religionskrige mellem kristne fraktioner. Først da kristendommens fundamentale budskab om menneskeværd og medmenneskelighed møder oplysningstidens progressive politiske idéer, grundlægges den moderne demokratiske stat. Den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1772 og den efterfølgende forfatning er den smukkeste legering mellem et kristent livssyn og demokratiske principper, der tager udgangspunkt i, at alle mennesker er skabt lige, uanset samfundsklasse og formueforhold.

Kristendommen som lovreligion – for det var den i daglig praksis – var så heldig, at den efter mødet med den amerikanske og den franske revolution blev delt i to, således at loven blev en del af den sekulære stat, og religionen blev tilbage som en personlig trossag. Så heldig har islam ikke været indtil nu, og derfor står vi i de vestlige demokratiske lande med lovreligionen islam, hvor islam som religion, ligesom jødedom, buddhisme og kristendom fint kan trives i et folkestyret retssamfund, men hvor islam som politisk system absolut ikke kan det.

Det er jo rigtig nok, når Søren Espersen påviser, at i de lande, hvor statsgrundlaget hviler på en islamisk politisk opfattelse, er retsstaten og demokratiet en umulighed, idet islamisk politik ganske enkelt udelukker folkestyret som statsform.

Irak-felttoget var nødvendigt, fordi vi fjernede en af den nyere histories værste tyranner, men de efterfølgende demokratiseringsbestræbelser var – ligesom nu i Afghanistan – ikke nogen succes, fordi de ældgamle islamiske stamme- og klanstrukturer ikke er noget, man bare udskifter med et standardproduceret demokratimodul, som var det en defekt støvsuger. De islamiske politiske grundholdninger til statens indretning, borgernes rettigheder, straffemetoder og kvindens stilling og kunstens og videnskabens rolle i samfundet er stadig cementeret uhjælpeligt fast i en mørk middelalder.

Sagt lidt kontant kan det jo også være lige meget, så længe de passer deres egne sager, og vi passer vores. Vi kan således ikke indlade os på det Sisyfosarbejde, det vil være at tvangs­demokratisere de lande, der har politisk islam som styreform.

Derimod er det i høj grad vores demokratiske pligt at sørge for, at de indvandrere, der kommer til Danmark for at begynde en helt ny tilværelse for sig selv og deres efterkommere, opfylder integrationens fire søjler: Det danske sprog, uddannelse, arbejde og en accept af det danske demokrati og retssamfund.

De indvandrere med islamisk baggrund, som kommer hertil, må forstå, at islam som deres private religion er lige så velkommen som alle andre religioner i Danmark, men at islam som politik hører til den bagage, de må efterlade i deres gamle fædreland.

Når man flytter fra et diktatur til et demokrati, opnår man enorme forbedringer i livskvalitet, personlig sikkerhed, frihed og udfoldelsesmuligheder. Til gengæld må man også ofre noget, nemlig sin forankring i forældede undertrykkelsessystemer, der ikke hører til i et moderne samfund. Og det kan ikke nytte noget, at imamer som Abdul Wahid Pedersen hårdnakket påstår, at når du er muslim »køber du hele pakken«, altså både islam som tro og islam som politik sammentømret og udelelig. Sådan spiller demokratiets klaver ikke, og hvis muslimer ønsker at være en accepteret og respekteret del af det danske samfund, bliver de nødt til at tilpasse sig moderne tider, ligesom kristne og jøder har gjort det.

Netop derfor er islam og demokrati fuldt forenelige.

Men det kræver, at vore troende muslimske indvandrere som alle andre uanset tro og kultur kompromisløst bekender sig til folkestyrets principper og værdier. Ellers vil de muslimske indvandrere ende som andenrangs­borgere, aldrig accepterede, aldrig respekterede. Tilsidesatte dhimmier uden muligheder for reel integration. Og det kan og skal heller ikke være anderledes.