Kom frem, I forfattere der tør og ikke tier!

I en modig kronik har Pia Kjærsgaard påvist den hykleriske holdning omkring islamismen og dens undertrykkelse af ytringsfriheden. Hvor er de danske forfattere i dette spørgsmål?

Kom frem, I forfattere der tør og ikke tier! - 1
Foto: Scanpix

I en præcis, saglig og ikke mindst modig kronik i Berlingske Tidende 13. januar har formanden for Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard, påvist den hykleriske holdning omkring islamismen og dens undertrykkelse af ytringsfriheden.

Dette hykleri dokumenterer hun med en række eksempler lige fra dødsdommen over Salman Rushdie i 1988, mordet på den hollandske filminstruktør Theo van Gogh i 2004 frem til Muhammed-tegningerne i Jyllands-Posten i september 2005. Disse afstedkom som bekendt dødstrusler mod tegnerne og deres familier, afbrænding af de danske ambassader i Damaskus og Beirut og overfald på Arla-ansatte. Pia Kjærsgaard udtrykte endvidere sin undren over, at de kunstnere – internationale og danske – der ikke holder sig tilbage, når det gælder om at latterliggøre og tilsmudse vor kristne værdier, ikke tager til genmæle mod disse voldelige overgreb, da alle sker i Profetens navn.

Og der er virkelig grund til at undre sig ikke mindst over danske forfatteres og intellektuelles holdning – eller manglende holdning – over for den militante islamismes overgreb på menneskerettighederne. I december 2005 udsendte 12 forfattere, bl.a. de to mundrappe men kunstnerisk mindre betydelige Carsten Jensen og Hanne-Vibeke Holst, tværtimod en udtalelse, hvor regeringen blev beskyldt for et medansvar for den »stigende intolerance over for landets etniske minoriteter«. Denne beskyldning blev i sin groteske forvridning af kendsgerningerne kun overgået af endnu en erklæring af de samme forfattere i januar 2006 med bl.a. formuleringen »tavshed er farlig for demokratiet« og det siger sig selv, at faren ikke mindst kommer fra Dansk Folkeparti!

Hermed skød de samme forfattere faktisk sig selv i foden og diskvalificerede sig. For alle tænkende mennesker er det jo netop pga. deres udøvelse af ytringsfriheden, at Rushdie forfølges, van Gogh myrdes og Jyllands-Posten udsættes for de ubeherskede angreb, der fortsat rettes mod avisen.

Hvorfor tør ingen dansk forfatter kritisere sharia-lovgivningen, drabene på kristne i Tyrkiet, steningen af homoseksuelle i Arabien, henrettelsen af mindreårige i Iran og islams kvindeundertrykkelse? Michel Houellebecq og filosofferne André Glucksmann og Bernard-Henri Lévy i Frankrig, Martin Amis og Ian McEwan i England, Hans Magnus Enzensberger i Tyskland og Lars Gustafsson i Sverige gør det.

Det er beskæmmende i Berlingske Tidende 21. december at læse et interview af Michael Jannerup Andersen med Stig Dalager, en af de 12 forfattere, netop om denne fejhed, og blive vidne til, hvordan samme Dalager går uden om problemet som katten om den varme grød. Hans ynkelige forvar for ikke at ville kritisere den fundamentalistiske islamisme lyder, at det først og fremmest gælder om at fokusere »på tilstandene i Danmark«.

Jamen, hvilke forkastelige tilstande hentyder Dalager til? Han kan da ikke mene, at vi har udemokratiske tilstande herhjemme mens frihed og demokrati blomstrer i Saudi-Arabien? Eller det mener han måske? Eller repræsenterer han den fejhed, som forfatteren Preben Major Sørensen, der ligeledes interviewes af Jannerup Andersen, peger på, og som han i hvert fald ikke selv ligger under for: »Hvis man kigger mine bøger igennem, vil man kunne se, at jeg er fuld af hån over for den islamistiske galskab.«

Også vores store lyriker Henrik Nordbrandt har råbt vagt i gevær og i øvrigt forsvaret Muhammed-tegningerne, og ellers er det vel især forfatteren Ole Hyltoft, der ufortrødent tør, hvor andre tier! Men disse forfattere betegnes gerne efter venstrefløjens demagogiske opskrift som højrefløjsekstremister, hvilket vrøvlehovedet Anita Bay Bundegaard forsøger i Politiken 22. december samtidigt med, at hun beskylder Berlingske Tidende for »at kaste skam over danske forfattere, som ikke tager et opgør med islamismen«. Hus forbi, Anita!

Det er denne holdning – ofte ledsaget både af sympati for palæstinensiske terrorister og ubeherskede angreb på den demokratiske stat Israel – som fx Enzensberger i Tyskland ikke er ene om at protesterer imod. Også forfatteren Ralph Giordano, der har vendt sig mod planlagte byggerier af »giga-moskeer« i tyske byer, da disse udgør en krigserklæring mod vor kultur, og den kendte tidligere venstreaktivist, journalisten Günther Wallraff, er gået på barrikaderne. Wallraff vakte opsigt og blev genstand for hadske angreb inkl. dødstrusler fra islamistisk side, da han sidste sommer tilbød at læse Rushdies Sataniske vers op i en moske i Köln. Kan man overhovedet forestille sig Carsten Jensen, Stig Dalager eller Hanne-Vibeke Holst foreslå noget lignende? Nej, vel!

Man må give Pia Kjærsgaard ret i hendes vurdering og samtidigt skamme sig dybt.