Kørner og Krigen

Vi har brug for kunstnere, der ligesom Kørner tør engagere sig i verden. Vi har brug for endnu flere film og samtidsromaner, der tør sætte krigen på spil. Indtil videre er Kørners malerier krigens mest direkte kunstneriske knytnæveslag, og han fortjener faktisk at blive taget alvorligt og på ordet.

Maleri: John Kørner Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Uden vi rigtig har bemærket det, er Danmark blevet en krigsførende nation. Siden 2006 har danske tropper været involveret i en regulær angrebskrig i Helmand-provinsen i Afghanistan, og situationen nærmest skriger på billeder og ord, der kan bearbejde og fortolke Danmarks nye rolle. Maleren John Kørners lærreder af døde, danske soldater er et provokerende og velgørende første bud – men der er meget mere at sige, når Danmarks moderne krige skal indrammes og fortælles.
John Kørner (f. 1967) malede over sommeren seksten voldsomme dødsscener – én for hver dræbt dansk soldat i Afghanistan – og de vakte berettiget furore på efterårets U-Turn udstilling i Carlsbergs gamle tappehal E. Med titlen War Problems drager Kørners billeder videre til Storbritannien, der ligesom Danmark har betalt en høj pris for engagementet i Afghanistan. Da Storbritannien ligesom Danmark – og i modsætning til USA – ikke har haft de store kunstneriske bearbejdelser af krigen, vil Kørners dramatiske billeder give et velplaceret spark i debatten. Men hvor meget bidrager Kørner egentlig med, når chokket først har lagt sig?
I det mindste er Kørner ikke bange for at kaste sig ud i tabubelagt territorium og tage de nødvendige chancer. De 16 billeder har titler efter de døde soldaters fornavne – Anders, Mikkel, Thorbjørn – og dødens insisterende fremmedhed kombineres her med noget uhyggeligt hjemligt og velkendt. Det kunne være din fætter eller ham du gik i skole med. Nogle af billederne er enorme i format, og virkningen er ekstrem og appellerende i al sin gru – i Kørners signaturstil med vandfyldt akryl i både stærke og sært udviskede farver, gul, rød, brun, skildres en elegisk situation med en dansk soldat og et dansk flag i centrum. Det er hjerteskærende at blive konfronteret med sin egen angst og dybtliggende depression og tristhed over de tilsyneladende meningsløse skæbner. Hvad laver de drenge der, og hvorfor løber deres blod ud i ørkensandet?

Kørner har gjort det til en bevidst kunstnerisk strategi ikke at vide for meget faktuelt om krigen. Scenerierne er blodige, men spøgelsesagtige – både soldaten og billedets andre figurer er ansigtsløse og svæver undertiden vægtløse i rummet. Omstændighederne for deres død er tåget og ukonkret, nærmest metafysisk, og man ser aldrig krigshandlingerne, der har slået soldaterne ihjel. De er bare døde. Kørner maler her på et slags alment, umiddelbart indtryk af pludselig konfrontation med en voldelig død – og det er en ekstremt frugtbar taktik, der både anstøder og ægger til modspil. Den kunstneriske indstilling bliver samtidig billedernes akilleshæl, for de forbliver almene og fortæller os ikke noget, vi kan bruge til at relatere til den konkrete krig i Afghanistan. Hvorfor er vi der egentlig?
Modstillingen mellem Kørners patosfyldte umiddelbarhed og et mere køligt og faktuelt overblik illustreres på elegant vis af BBC-journalisten Becky Milligan, der har skrevet katalogteksten til den britiske udstilling af Kørners billeder, War Problems. Milligan var i år 2000 en af de første, der rapporterede om kvinders forfærdelige vilkår under det afghanske Taleban-regime – altså det regime af forbenede fundamentalister, som Krigen mod terror har væltet og som danske soldater den dag i dag bekæmper helt konkret og ikke spor metafysisk. Milligan føler sig dybt påvirket af Kørners billeder, men finder alligevel hans strategi påfaldende. For hvor langt kan man i grunden komme, hvis man kun bliver stående og vibrerer på den første forfærdelse over døden?
»Mikkel«, som et af Kørners bedste billeder hedder – hvor en såret ung mand nærmest druknes af det ellers livgivende vand fra en pumpe – hed jo i virkeligheden ikke bare Mikkel, men havde både mellemnavn og efternavn og døde i øvrigt under nogle ret tragiske og meget voldsomme omstændigheder i den såkaldte Green Zone i september 2007. Hvis Kørner havde kigget efter, kunne han faktisk i Mikkels død finde endnu mere ammunition til et billede på krigens meningsløshed – men han havde også fundet noget andet: At Mikkel døde som en del af en virkningsfuld offensiv, der drev Taleban fra Upper Gereshk Valley og dermed stillede militsen strategisk dårligt i hele Helmand. Offensiven gav blandt andet plads til, at en række opbygningsprojekter kunne nå landsbyer, der før helt var underlagt Talebans barbariske styre.
Hverken Mikkel eller hans kammerater ville bryde sig om at få deres indsats stemplet som meningsløs. De danske tab er forfærdelige – og hvad de pårørende i øvrigt tænker om Kørners brug af deres børns og mænds navne vil vi slet ikke komme ind på her – men det er jo ikke en meningsløs krig. Det er muligvis en tabt krig, eller en vundet krig, eller en forkert eller en rigtig eller slet ikke vores krig, men den er ikke meningsløs, den svæver ikke i luften. De danske soldater kæmper for konkrete mål og bliver slået ihjel af konkrete fjender.

Som et korrektiv og et supplement til Kørners nedslående vision kan man læse journalisten Kim Hundevadts glimrende bog I morgen angriber vi igen om Danmarks krig i Afghanistan. Bogen beskriver den omtalte offensiv og fortæller nøgternt om, hvorfor soldaterne frivilligt løber risikoen for at betale den højeste pris. Måske vil deres indsats vise sig at give varige forbedringer i Afghanistan, og måske vil den forsvinde i ørkensandet, fordi den afghanske regering er for inkompetent eller korrupt til at konsolidere sig – eller den afghanske befolkning for islamisk og konservativ til at gennemføre noget, der ligner vestligt demokrati. Men alt det er konkrete spørgsmål, som man kan undersøge nærmere og sætte sig til dommer over.
Problemet er måske, at vi som velnærede, overbeskyttede velfærdsdanskere, har svært ved at forstå det man kan kalde »voldens paradoks«. Det vil sige at vold – og krig – er ikke andet end organiseret vold – både opbygger og nedbryder. Vores samfund opretholdes i sidste ende på en trussel om vold overfor dem, der ikke makker ret, og uden den latente voldsanvendelse fra legitime myndigheder vil samfundet langsomt gå i opløsning, fordi de destruktive kræfter vil påtage sig mere og mere magt. Når politiet arresterer en morder, og domstolene sætter ham i fængsel, er det ganske vist vold, men det er legitim vold, der skal forhindre endnu mere vold. På lignende måde er danske tropper i princippet i Afghanistan for at forhindre, at Taleban kommer tilbage.

Men volden har altid en bagside, nemlig at den har tendens til at eskalere, fordi den i sidste ende trumfer alt. Vi løber en reel risiko for at være med til at styrte Afghanistan ned i endnu et voldeligt morads, landet ikke kan komme ud af , og vi løber en risiko for, at vores soldater bliver sårede eller dræbt eller kommer forkrøblede tilbage i sind og krop. Men der er tale om et reelt dilemma, som vi igen og igen må tage stilling til i vores globaliserede verden. For tiden diskuterer vi eksempelvis, hvad vi skal gøre ved piraterne ud for Somalias kyst. Er vi parate til, at danske søfolk slås ihjel i kampen for at beskytte olietankere fra Saudi-Arabien? Eller er prisen for høj?
Til det formål har vi brug for fortællinger og billeder, der kan gøre krigen forståelig og meningsfuld; vi har brug for kunstnere, der ligesom Kørner tør engagere sig i verden. Vi har brug for endnu flere film og samtidsromaner, der tør sætte krigen på spil – Susanne Biers melodrama Brødre er vellykket, men filmen behandler næsten udelukkende hjemmefronten. Indtil videre er Kørners malerier krigens mest direkte kunstneriske knytnæveslag, og han fortjener faktisk at blive taget alvorligt og på ordet. Men debatten og den kunstneriske fortolkning er kun lige begyndt.

John Kørners udstilling »War Problems« vises hos Victoria Miro Gallery i London fra 26. november til 24. Januar.