Københavnske ejerlejligheder får for meget opmærksomhed

Synspunkt

Københavnske ejerlejligheder fylder uforholdsmæssigt meget i medierne, når man tager i betragtning, hvor lille en del af den samlede boligmasse, de udgør. Løsningerne på boligmanglen skal findes andre steder. Arkivfoto: Niels Ahlmann Olesen Fold sammen
Læs mere

Hvis Københavns boliger skulle have mediedækning i forhold til den andel, de udgør af den samlede boligmasse, skulle andelslejlighederne have ca. en tredjedel af alle medieomtalerne, private udlejningsboliger en fjerdedel, de almene boliger og ejerlejligheder hver en femtedel, og stort set intet til de offentlige boliger.

Men sådan forholder det sig langtfra. Kun små to procent af de samlede bolignyheder om København handler nemlig om andelslejligheder. Til gengæld handler knap halvdelen af historierne på en eller anden måde om ejerlejligheder.

Hvorfor er ejerlejlighederne så interessante, at vi skal høre så uforholdsmæssigt meget om dem?

Mit bud er, at de er lettest at læse ind i en uligheds- og forargelsesdagsorden, hvor de konstante prisstigninger og forældrekøb er de mest anvendte prygelknaber. Det bliver åbenbart ved med at være så fascinerende, at noget, der er ekstremt stor knaphed og efterspørgsel på, stiger i værdi på et forholdsvist liberalt marked.

Jeg savner, at der i højere grad bliver fokuseret på det københavnske boligmarkeds virkelige problem. Og det er ikke, at tyve procent af boligerne kan faldbydes på et frit marked og stiger i pris, hvis der er mange købere. Det er derimod, at vores hovedstad oplever en historisk popularitet fra især unge mennesker med mindre indkomster, som, selv om der var lavere priser, ikke ville være i stand til at erhverve en ejerbolig med de aktuelle krav, der stilles til boligfinansiering.

Det er med andre ord næppe markedet for ejerlejligheder, der vil løse den åbenlyse mangel på mindre boliger i vores hovedstad.

Der skal tænkes nyt. Om det er flere statslige byggerier, nye kollegier, tilladelser til at bygge højere på eksisterende ejendomme, nemmere adgang til grunde for projektudviklere, krav til flere mindre boliger ved nybyggeri, flere containere eller noget syvende, så er det sagens kerne, at der savnes politiske visioner, som ikke kun forbliver gode intentioner, men med påtrængende hast realiseres.

Det er klart, at det altid vil være en historie med voldsom fascinationskraft, at nogle personer tjener nemme penge, mens andre holdes udenfor på det ubarmhjertige boligmarked. Det har bare ikke specielt meget at gøre med de virkelige udfordringer, København står over for i en tid, hvor byen skønnes at vokse med yderligere 100.000 indbyggere de næste ti år.