Klumme: Kan man skrive kritisk om læger?

Lisbeth Knudsen: Er vi blevet klogere på lægevagten? Det spurgte formand og næstformand for de praktiserende lægers organisation om i et debatindlæg her i avisen i torsdags på baggrund af Berlingske Tidendes kulegravning af vagtlægeordningen.

Klumme: Kan man skrive kritisk om læger? - 1

Selv om de praktiserende lægers formandskab, Michael Dupont og Henrik Dibbern, ikke har kunnet lide vores måde at behandle sagen på, så opfatter jeg trods alt debatindlægget som en anerkendelse af, at de mener, det er sundt at sætte kritisk søgelys også på en så etableret og følsom institution i det danske sundhedsvæsen som vagtlægeordningen og på lægernes arbejdsvilkår. I hvert fald kan man sige, at resultatet af artikelserien hidtil er blevet en konkret enighed mellem sundhedsministeren, lægerne og regionerne om at iværksætte en undersøgelse af kvaliteten i vagtlægeordningen. Lægerne har selv tidligere ønsket den undersøgelse. Nu kommer den, og det kan vi alle være tjent med.

Serien – I lægens hænder – har udløst en meget interessant debat med Berlingske Tidendes læsere – herunder også en del læger. Debatten handler dels om vores valg af journalistisk arbejdsmetode. Sensationsagtig har nogen kaldt den. Dels handler debatten om, at læger ganske enkelt har så respekteret og ansvarsfuldt et hverv, at mange slet ikke mener, man kan sætte spørgsmålstegn ved kvaliteten af deres arbejde. Det, i sig selv bare at rejse spørgsmålene, er for nogen en urimelig miskreditering af lægerne, og det har, mener andre, rejst en unødvendig bekymring hos patienterne. Med andre ord: Vi skal ikke røre ved en af de få autoriteter, vi stadig har respekt for her i samfundet. Vi skal ikke stille spørgsmål. Vi har brug for at kunne tro 100 pct. på lægernes autoritet som dem, der altid kan gøre os raske igen.

VI HAR PÅ Berlingske Tidende valgt at trykprøve den følsomme vagtlægeinstitution efter flere måneders intensivt forarbejde og forundersøgelse i vores mediepanel på 10.000 læsere. Når man sætter fokus på en så indarbejdet autoritet som vagtlægesystemet, så må man have nogle beviser og noget dokumentation i orden for at kunne rejse en seriøs debat. Det har andre, inklusive lægernes formandskab, så kaldt useriøst. Vi havde aldrig kunnet få hverken lægerne, politikerne eller læserne direkte i tale uden at fortælle de menneskelige historier. Vi driver ikke sensationsjournalistik, men vi driver gerne identifikationsjournalistik. Nemlig den form for journalistik, som ikke kun består af rapporter, statistikker og tørre tal, men som også tager mennesker af kød og blod med i fortællingen. Når Christian, Dennis og i dag Silke bliver tal i en statistik, så fatter vi ikke, hvad der ligger bagved. Det gør vi, når vi skridt for skridt læser og hører forældrenes samtaler med vagtlægen, og når sag for sag bliver rullet op. Vi har ikke haft til formål at drive hetz mod lægerne, som nogen skyder os i skoene. Vi vil lige som alle andre gerne tro på lægerne. Vi opfordrer PLO til selv at gennemgå de konkrete sager, som bringes frem i avisen, og de endnu flere konkrete sager, som ligger på vores website. Når man læser dem, har vi så det vagtlægesystem, vi fortjener, af høj kvalitet og med lav fejlrate? Det ser desværre ikke sådan ud. Vi har utvivlsomt en god vagtlægeordning i ni ud af ti tilfælde. Men er det nok, hvis det tiende har alvorlige konsekvenser for patienten? Vi jagter ikke lægerne. Vi jagter en afdækning af, om det system, lægerne arbejder under, er det rigtige, hvis vi skal undgå en Christian, Dennis og Silke næste gang.