Klumme: Bogcensur et meget skidt valg af våben

Lisbeth Knudsen: Forsvarskommandoen har andet at tænke på i disse dage end operationerne i Afghanistan.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tilsyneladende kan en ny bog skrevet af en tidligere jægersoldat, Thomas Rathsack, om elitesoldatens liv og missioner i Afghanistan og Irak få en forsvarsledelse, der ellers hylder åbenhed, dygtigt dyrker strategisk kommunikation som et nutidigt våben og har landets formentlig største offentlige kommunikationsafdeling, til at gribe til brug af så ekstreme midler i en dansk kontekst som at true med fogedforbud imod en bogudgivelse. Er der tale om en kritisk, kulegravende, afslørende bog om Danmarks operationer i Irak og Afghanistan? Er der tale om en bog, der afslører, hvordan et centralt notat om overlevering af krigsfanger i Afghanistan til amerikanske soldater, der ikke er bundet af et forbud mod brug af tortur, kunne forsvinde i mange måneder i Forsvarsministeriet for så pludselig at dukke op på ny? Er der tale om en bog som i bund og grund vil undergrave befolkningens holdning til militærets professionalisme og kampdygtighed i Afghanistan? Svaret på alle tre spørgsmål er nej. Bogen »Jæger - i krig med eliten« er skrevet af en nu 42 årig soldat med en betydelig begejstring, loyalitet, respekt for og kærlighed til det Jægerkorps, som han har tjent. Her stilles ikke spørgsmålstegn ved de militære operationer, og der flæbes ikke over at livet som soldat kan være brutalt og ind i mellem med livet på spil. Her er ikke kritik af manglende udstyr. Her er en mand, der er citeret for at sige: »Intet er så stort som Jægerkorpset«. Det er en røver-og-soldater bog, hvor de gode vinder, og de onde dør. Det kan godt være, at vi ikke kan lide at vide, at danske soldater er involveret i hemmelige operationer og i beskyttelse af folk, der skal indsamle livsvigtige informationer om fjendens bevægelser og motiver. Det kan godt være, at nogen lider af den nostalgiske idé, at man i krig altid ved, hvem der er ven, og hvem der er fjende. Sådan er moderne krigsførelse ikke med terrorens indmarch for præcis otte år siden i disse dage.

FORSVARSKOMMANDOEN mener, at Thomas Rathsack med bogen overtræder sin tavshedspligt og kompromitterer rigets sikkerhed og forholdet til fremmede magter. Forhandlinger mellem Forsvarskommandoen og forlaget bag bogen, People’s Press, om at forhindre, at den bliver mødt af et fogedforbud er i gang, men Forsvaret vil tilsyneladende ikke oplyse, hvad der skal redigeres ud. Det peger på helhedsindtrykket. Det er simpelthen noget vrøvl. Bogen er desuden allerede i elektronisk omløb hos både politikere og mediefolk. Det afsnit af bogen, som Forsvaret mener er det mest bekymrende, ligger allerede ude på nettet. Det indeholder en beskrivelse fra en af de opgaver, som Thomas Ratsack og hans kolleger udfører »under cover«. Det kan ikke overraske nogen, at danske specialstyrker udfører den type opgaver. Det er realistisk, pragmatisk og dokumentarisk beskrevet. Hverken glorificerende eller det modsatte. Forsvaret har valgt den forkerte våbenbestykning til denne mission. Bogcensur er et meget, meget voldsomt skridt at true med i et land, der normalt priser sig af at kæmpe for ytringsfrihed. Der er ingen dramatiske afsløringer af hverken agenter eller hemmelige våben i bogen, der end ikke for Taleban vil indeholder sensationer. Forsvarets fejlskud har utvivlsomt givet bogen mere markedsføring, end forlaget kunne drømme om. Men det er dog næppe en ny »under cover« opskift på strategisk kommunikation fra Forsvaret.