Klude og penge på podiet

Erhvervsredaktør på Berlingske Business, Linda Overgaard. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

Så er det fra i morgen tidlig, at København kommer til at stå på den anden ende som modeby. I flere dage er byen blevet fyldt op af stadig flere chikke modefolk af mange nationaliteter, og nu går det rigtig løs.

Alle catwalks vil være gjort klar til modellerne, der vil præsentere sidste skrig fra modebranchen – klude og pynt, som skal varme modefirmaernes bundlinje mange måneder frem.

Heldigvis kan modemessen i Bella Center åbne til mere optimistiske toner end de foregående par år.

Ifølge brancheforeningen Dansk Mode & Textil tror mange modefirmaer på fremgang i år, og estimatet for den samlede omsætning er plus et par procent – som mest skal komme fra øget eksport og e-handel (læs mere om det på side 14).

Men tag ikke fejl. Der er kæmpemæssig spredning i branchen, hvor nogle er små og skrøbelige og lider voldsomt under det sløje forbrug herhjemme, mens andre virksomheder fungerer som de rene modelokomotiver, der sprøjter tøj ud til internationale kunder. Her på redaktionen svømmer mailboksen næsten over af kreative pressemeddelelser fra designstærke firmaer, oftest i størrelse ekstrasmall, der gerne vil have opmærksomhed, men som oftest er for umodne til at kunne kaldes rigtig businessaktivitet, og som vi derfor yderst sjældent skriver om i Business.

Men så er det jo herligt, at der findes store, stærke modefirmaer med global forretningsmæssig gennemslagskraft. Som nu Bestseller, som vi havde på forsiden forleden pga. koncernens enorme succes i Kina.

Da vi tidligere i år gennemgik 40 modefirmaer i en brancheanalyse (kan købes i Business Premium), repræsenterede Bestseller da også en markedsandel på 57 pct.

Måske er designet fra Only, Vero Moda og Jack & Jones ikke så agtet på første række til de kommende dages modeopvisninger i København, men de moderne hosekræmmere i Holch Povlsen-familien, som ejer Bestseller med hovedkontor i Brande, har i den grad sans for businessdetaljerne i mode, og hvor er det godt, at vi har sådan en modemastodont.