Klog pragmatisme

Lars Løkke præsenterede søndag sin nye regering på Amalienborg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft

Regeringen Løkke II er dannet med 17 ministre. Fælles for alle 17 er, at de formentlig får travlt. Store resortområder er slået sammen; den (overraskende) udenrigsminister Kristian Jensen og fødevare- og miljøminister Eva Kjer Hansen er blot to af dem, der kommer til at mærke en smal etpartiregerings uundgåeligt brutale arbejdsregime.

Men den vigtigste grund til, at denne regering bliver en travl regering, er naturligvis den kendsgerning, at den aldrig kan gennemføre noget selv. Hvert eneste initiativ fra Venstre-regeringen kræver forhandlinger med ikke bare ét parti, men som oftest adskillige partier med vidt forskellige grundsynspunkter. Det bliver et studie i manøvredygtighed i konstant livsfare. Hvilket leder videre til bedømmelsen af det regeringsgrundlag, Lars Løkke Rasmussen i går middag fremlagde for offentligheden.

Det er et klogt grundlag, præget af den pragmatisme og ydmyghed, som en lille mindretalsregering må gå til arbejdet med. Der er mange sigtelinjer og hensigtserklæringer, men kun få detaljerede bud på præcise politiske initiativer. Sådan må det nødvendigvis være, men regeringsgrundlaget må også vurderes på, om de retninger, der sættes, er perspektivrige og rigtige. I den forstand har Løkke bestået den første, lille test blandt de mange, han vil blive stillet over for i de kommende år.

For der er klare, borgerlige værdipolitiske markeringer i regeringsgrundlaget. Blandt andet med hensyn til den økonomiske politik og velfærdspolitikken: Et genindført skattestop og en kommende skattereform med ambitioner om lempelser både i bund og top, reformer af kontanthjælp og erhvervsskatter, trepartsforhandlinger efter dagpengekommissionens konklusioner og mål for effektiviseringer kombineres med en ambition om at afsætte flere penge til f.eks. ældreområdet og sundhedsområdet. Hvormed Løkke-regeringen relativt præcist signalerer sine prioriteringer, hvad angår de offentlige udgifter.

Samtidig er der markante udspil i vente på asyl- og udlændingeområdet – meget hurtigt ventes en pakke med blandt andet lavere startydelser til flygtninge at blive fremlagt, ligesom regeringen ønsker at sænke ulandsbistanden. Pragmatismen føres igennem i andre af regeringsgrundlagets elementer. Herunder i serviceeftersynet af folkeskole- og fremdriftsreformerne. Begge dele virker klogt.

Alt i alt kan man derfor dårligt konkludere andet, end at Lars Løkke Rasmussens nye regering kommer til at virke på et grundlag, der er i god overensstemmelse med, hvad Løkke og Venstre stillede i udsigt før valget – også selv om Løkke i går desværre måtte erkende, at det offentlige forbrug kommer til at stige. I dén erkendelse ligger en stor del af den stilfærdige pragmatisme, man fornemmer, at Løkke har øvet sig grundigt på at signalere siden valgnatten.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen er ikke i en position, hvor han kan spille stor sejrherre eller hærfører for noget afgørende systemskifte. Det sidste er der knap brug for – Løkke var i går ikke for fin til at anerkende, at den afgåede Thorning Schmidt-regering også har medvirket til, at Danmark er rustet til at drage fordel af det økonomiske opsving, der venter i de kommende år.

Dansk politik synes dermed at tage endnu et skridt væk fra blokpolitikkens positioner i sikre havne til det samarbejdende folkestyres smukke, men aldrig helt rolige farvande. Andre end Løkke kommer til at bestemme graden af uro. Herunder den i går ganske lunkne DF-formand, Kristian Thulesen Dahl, og den nyvalgte socialdemokratiske formand, Mette Frederiksen, hvis første gerning ved sin tiltrædelsestale var at gå til angreb på netop Dansk Folkeparti. Det bliver en interessant og nervepirrende periode i dansk politik. Men lykkeligvis virker det, som om bevidstheden om dette er udtalt hos landets nye statsminister.