Klar ledelse er vejen til mindre bureaukrati og færre fejl

Alle kræver mindre bureaukrati i bureaukratiet – politikere, fagfolk, patienter. Men er det djøffernes skyld? Eller det i virkeligheden ledelserne i bureaukratierne, som kæmper for lidt og mangler mod? Eller er det bare sådan, at når vidensmængden vokser så vokser, bureaukratiet også?

Vi bør alle bruge tid på det væsentlige – ikke at læse om opgaverne, ikke at skrive om opgaverne, men at udføre dem, mener hospitalsdirektør Eva Zeuthen Bentsen.
Læs mere
Fold sammen

Der er snart valg til regionerne – der som den største opgave har hele sygehusområdet. Det er underligt, for selvom danskerne generelt synes, at sundhed og sygdom er rigtig vigtige emner, og et af de områder de gerne støtter, så er regionsrådene fjerne og stemmedeltagelsen lav. Det er faktisk ærgerligt, for vi har brug for gode politikere, vi har brug for god politikudvikling, og vi har brug for, at befolkningen kender til og forholder sig til den overordnede styring og ressourcefordeling, der foregår. Det er i regionsrådene, man bestemmer, hvor sygehuse skal placeres, hvor store de skal være, hvilke opgaver de skal løse, hvordan man får adgang til hvilke akutmodtagelser, og hvor man ringer til, når man føler sig virkelig syg.

Det er også i regionsrådene, at selve organiseringen af patientens behandling diskuteres og prioriteres. Og noget der fylder i tiltagende grad – og som der faktisk er bred politisk enighed om – er en afbureaukratisering.

At vi bruger mindre tid på at udfylde formularer, at vi laver færre vejledninger, at vi skaber mere enkelhed og gennemskue-lighed i det som vi laver.

At vi alle bruger tid på det væsentlige – ikke at læse om opgaverne, ikke at skrive om opgaverne, men at udføre dem.

At vi sikrer, at patienterne kan forstå, hvad der foregår, at personalet oplever det, der omgiver deres arbejde, som meningsfuldt og kvalitetsorienteret, og at politikere har mulighed for at orientere sig og træffe beslutninger i et enkelt og overskueligt system.

Et sted, hvor afbureaukratiseringen har virket, er uniformsområdet. Om ikke så længe får samtlige ansatte i Region Hovedstaden med patientkontakt nye uniformer. Det er fantastisk. Professionelt design. Moderne med et tvist. Enkelt. Ens i hele regionen. Frit valg for personalet blandt flere modeller. Rent i sit udtryk og sin funktion. Og med tydelig stor skiltning hvor alle patienter kan se, om de møder en læge, en sygeplejerske, en administrator eller en anden faggruppe.

Det lyder simpelt og let, og som noget man bare gør, men det er det ikke. Det kræver politisk prioritering og bevilling. Det kræver kvalificeret projektstyring af leverandører og aftagere. Det kræver faglig sparring – hvordan sidder en »god uniform«?

Og det kræver ledelse. Ledelse som f.eks. – i trit med det politiske mandat om enkelhed – beslutter, at samtlige læger får et »lægeskilt«, at der ikke er forskel på overlæger eller yngre læger, at alt personale med patientkontakt skal bære uniform, og som forstår at kommunikere at det afgørende her er, hvad der betyder noget for patienten, og hvad patienten har brug for af viden.

Et sted, hvor afbureaukratiseringen ikke har virket, er vores faglige vejledninger. Vi drukner i dem. Der bliver flere og flere. Men vi står med det problem, at vi begår for mange fejl, og for hver fejl vi laver, synes vi, at der må en ny vejledning til. Vi ved, at fejl bl.a. skyldes for lidt væske, forkert medicin, for lidt ernæring, for mange patienter der falder, og derfor screener vi for alle disse ting og håber, at vi kan forebygge. Men mængden af disse vejledninger og screeningsdokumenter vokser, der er stadig flere ting, vi bliver opmærksomme på, flere ting der kan diagnosticeres, mere man kan fejle.

Problemet er, at det sundhedsfagligt rigtige og enkle – nemlig at se patienten som det hele menneske, det er, og vurdere dets behov derudfra – fortaber sig i mængden af vejledninger, man skal igennem for at sikre, at man har været hele vejen rundt.

Når vi er havnet her, er det, fordi vi ledelsesmæssigt har svigtet at gøre det svære. Først at tage de samtaler hvor det gøres tydeligt, at opgavevaretagelsen er mangelfuld ud fra et fagligt perspektiv. Hvor medarbejdere, både som individer og i grupper, konfronteres med faglige mangler – og hvor man ikke vælger den nemme løsning – nemlig at udarbejde endnu en vejledning, og forvente at implementeringen sker af sig selv. Dernæst at lave den ledelsesfaglige vurdering af, hvad der fylder mest i fejlbilledet, om manglende væske er mere sundhedstruende end antallet af fald, om sund fornuft kan erstatte en faglig vejledning. Og endelig at foretage analysen af, hvordan ændringer indføres mest omkostningseffektivt, om vejledninger kan forkortes eller helt afskaffes.

Kort sagt; en afbureaukratisering kræver ledere, der tør lede også i modstand, gøre det svære også når det bliver fagligt udfordrende, og som ikke har behov for at gemme sig bag vejledninger, andre har udarbejdet.

Politik er afgørende. Også på sundhedsområdet. Som leder er det afgørende både at lytte og handle. Når der bliver sagt mindre bureaukrati og færre regler, ligger bolden i høj grad på ledelsernes bord – hvor det enkle er virkelig svært. I sidste ende kan vi udbrede den fantastiske følelse af råderum, man har, når man kører væk fra genbrugsstationen – befriet for alt mulig overflødigt.