Kinas OL

Kineserne ved ikke, hvilket ben de skal stå på lige nu. Kina lider under store problemer internt og internationalt. Menneskerettighederne er blot et af problemerne. Men kineserne har også store udfordringer i forhold til deres egne mindretal. Dertil kommer så alle de rasende mennesker, der er blevet tvangsflyttet fra deres hjem for at give plads for OL-byens imponerende arkitektur.

Vi ser hver eneste dag billeder af mennesker, der protesterer over myndighedernes hårdhændede behandling af dem i forbindelse med, at de bliver tvangsforflyttet fra deres hjem for at skaffe hoteller til OL. Store dele af hovedstaden Beijing har været under forandringer. De klassiske bydele er hastigt ved at forsvinde, og Beijing er ved at blive en helt anden by.

Men Kina har foruden problemer med lokale og med systemkritikerne også et kludetæppe af mindretal, som hver især skaber problemer. Senest i Xinjiang-provinsen, hvor den muslimske Uighur-befolkning i disse dage holdes i meget kort snor af frygt for, at der kommer flere terroraktioner fra den kant.

16 politifolk er allerede blevet dræbt i en terror­aktion, som kritikere siger kommer meget belejligt for kineserne her tre dage før den storstilede åbning af OL. Belejligt fordi kineserne kan bruge episoden til at slå hårdt ned ikke alene på formodede terrorister, men også mod andre, som vil forsøge at gennemføre en eller anden form for aktion under De Olympiske Lege.

Det er ambitiøst at ville holde politik og sport adskilt. Og det kan selvfølgelig heller ikke lade sig gøre. Kineserne bruger imidlertid netop denne klassiske læresætning til at understrege, at OL ikke handler om politik, men om sport. OL har altid handlet om politik. Det er den største mulighed for folk, der har noget på hjerte, til at komme til orde til den interna­tionale medieverden. Og her tænker jeg på almindelige, fredelige protester og demonstrationer. Ikke terroraktioner som i München i 1972.

OL anvendes nemlig også politisk af magthaverne – i det her tilfælde kineserne. De bruger det udadtil til at vise, hvad Kina kan, og de bruger det indadtil til at legitimere det kommunistiske regime – »Se, verden accepterer vores styreform, vi er internationalt anerkendt, og ego har vi det rigtige regime«.

Derfor skal kineserne også tvinges til at holde de løfter, de har givet, om at folk kan lave lovlige demonstrationer, uanset om de ønsker regimeforandringer, eller de i virkeligheden blot ønsker at komme af med deres frustrationer over at blive tvangsforflyttet for at skaffe plads til olympiske paladser.

Derfor er det også beskæmmende, at en kritisk dialog med kineserne synes at være forstummet. Det har i hvert fald ikke været muligt at få hverken kulturminister Brian Mikkelsen eller andre til at love, at de konfronterer kineserne med deres brud på menneskerettighederne, når de om kort tid møder dem til åbningsreceptionerne. Der bliver det tilsyneladende til hyggesnak, hvor det var mere passende med en barsk dialog om det, der foregår ude på gaderne. Det eneste, vi dér åbenbart kan blive enige om, er at fordømme terror. Helt berettiget. Men også kun halvt.