Kernefamilien er so last century

En trussel mod kernefamilien og en forfærdelig samfundsudvikling. Sådan lyder nogle af kommentarerne til den markante stigning i antallet af singlekvinder, der bliver insemineret og altså vælger at blive enlige mødre. Trussel, måske, forfærdeligt, egentlig ikke.

Foto: Maria Hedegaard

En trussel mod kernefamilien og en forfærdelig samfundsudvikling. Sådan lyder nogle af kommentarerne til den markante stigning i antallet af singlekvinder, der bliver insemineret og altså vælger at blive enlige mødre.

Trussel, måske, forfærdeligt, egentlig ikke.

Der var engang dem, der troede, at jorden var flad. Sådan er der også mennesker i dag, som mener, kernefamilien er den eneste sande samlivsform. Men i virkeligheden er den jo bare et levn fra en kristen kultur, som er på retur sammen med lørdagskyllingen og kassettebåndoptageren, og det er det, singlemødrene viser os.

Men i stedet for at beklage os over endnu et anslag mod samlivets svar på den beige sofa, nemlig kernefamilien, burde vi se nærmere på, hvorfor disse kvinder fravælger manden som far.

Selv siger kvinderne, at de er blevet trætte af at lede efter drømmeprinsen, og nu tager konsekvensen af et biologisk ur, der ikke kan stilles tilbage. Enkelt. Konsekvent. Selvfølgelig tror de på kærligheden, siger de, men egentlig fylder forestillingen om en mand ikke særligt meget. Han dukker nok op en dag og hvis ikke, ja, så kan man altid tage et par elskere.

Havde jeg ikke allerede selv fået barn, kunne jeg sagtens have været en af kvinderne på Copenhagen Fertility Center, for jeg har næsten mødt flere lyserøde elefanter end mænd, jeg havde lyst til at få børn med. Hvorfor?

Fordi det er svært at føle sig fristet til at videreføre arten, når vi ser mænd ”Jackasse” sig vej gennem tilværelsen iført hængerøv, hættetrøjer, fadbamser og et livssyn permanent stillet ind på Radio 100FM og 100 % Sjov. Tænk på Carlsbergs reklamer for ”Vores Øl”, tænk på tv-serien ”Klovn” og tænk på et klassisk studievært-spørgsmål som ”hva’ så, er der gang i den?” til alt fra Superliga-kampe over kulturtransmissioner fra Det Kongelige Teater til dækning af valgaftener, senest EP-valget her den 7. juli. Undskyld mig, men gang i den? For den moderne mand af typen BØV – BørneVoksen – er skæg og ballade livets sine qua non.

Men det er der jo ikke ret meget MAND over.

Heller ikke over den mand, der er ligestillingens tragiske triumf og snart mere feminin end kvinden selv med sit toiletskab fyldt med cremer og neglebåndsolie og kogebøger på natbordet. Sød, men usexet, en marcipankindet Bubber-mand altid klar på at give en krammer, selv om vi (også) vil have kontant sex.

At singlekvinder i dag vælger at få børn med sig selv er således en naturlig konsekvens af kvindefrigørelsen og en ligestilling, der har sejret sig selv ihjel og/eller en konsekvens af manderollens infantilisering: vi kan jo ikke få barn med et barn.

Det er også et opgør med den klassiske eventyrmodel, hvor kvinden sidder og venter i tårnkammeret, i moderne tid venter hun bare ikke på en modig bredskuldret prins med guld i håret, men på en fyr med ølmave og hængerøv. Mange tak, men nej tak, er hendes klare svar.

Lad mig bringe lidt statistik ind. Ifølge de seneste opgørelser fra Danmarks Statistik lever snart halvdelen af danske børn udenfor den klassiske kernefamilie. I stedet lever de i sammenbragte familier, med mors nye kæreste, en ekstra lesbisk ”mor”, alene med en forælder eller – som min egen søn – på skift mellem far og mor. Mulighederne er legio og udtryk for, at kernefamiliens lukkede sociale kasserolle-model for længst er blevet åbnet – i de fleste tilfælde til stor gavn for børnene, som ikke længere skal være vidne til forældre, der ikke elsker hinanden.

Så jeg kan ikke lade være med at tænke: Hvad er der egentlig nyt i det her med insemination af enlige? Kvinder har i årevis kunnet adoptere, også enlige kvinder, og det samme gør sig gældende for mænd. Hvad skyldes den forargelse, som i øjeblikket hagler ned over de singlekvinder, som bare gerne vil elske et barn?

En del af forargelsen kan adresseres til, at det foregår på statens regning. Ikke nok med at vi kan få betalt vores parterapi, hvis sexlivet er på vej mod afgrunden - nu hjælper staten også til, når forholdet er kørt ud over kanten, og den tilbyder at besvangre os som en særdeles sekulariseret udgave af Helligånden.

En anden del af forargelsen går på, at kvinder er blevet for kritiske og kræsne, for umilde, som sognepræst Kathrine Lilleør for få dage siden skrev i sin klumme her i Berlingske Tidende. Vi – og jeg er en af dem – er os blevet selv så meget nok, så selvforelskede og selvtilstrækkelige, at vi nu også får barn med os selv. En mere perfekt partner findes heller ikke.

Nemt at ironisere over, men av, der ramte hun noget i mig.

For hvad er det, vi kvinder vil have, hvis ikke bare vi vil have os selv? Vi beder ikke om ret meget. Bare en klonet udgave af Russell Crowe (i ”Gladiator”) møder dansk børnelæge møder Shakespeare, tak. Den kombination er der til enhver tid plads til.

Og hvis det er den mandetype, der afløser drengerøven, er vi med sikkerhed mange kvinder i 30erne, som er villige til at have sex for sjov og sex for alvor med andre end os selv, hvilket burde være incitament nok for manden i 30erne til at trække drengerøven op på sig selv. Men indtil da: Var det Copenhagen Fertility Center, det hed? Here we come.

Karrierekvindens bekendelser er Berlingske Tidendes nye klumme på nettet. Her skriver Anne Sophia Hermansen om livet efter de 30 – som single, som mor og som kvinde.