Karrierekvinden: Vi elsker religion

Mænd på selvudviklings-speed er lidt ligesom mænd, der ikke spiser kød, usexet.

Foto: Allan Lundgren, Scanpix.

Østens mystik, hvor lækkert. Vi chanter og flirter med buddhismen, har Shiva stående i vindueskarmen og tager til indiske refugier for at komme tættere på os selv.

Samtidig går vi i kirke, før vi spiser andesteg, og vi døber vores børn Lukas og Anna. Og Anakin – ham fra Star Wars.

Danmark anno 2009 er et religiøst supermarked, og selv er jeg en af dem, der shopper lystigt rundt i mit ansigts protestantiske sved.

Som et par millioner andre har jeg læst Rhonda Byrnes ”The Secret”, jeg har en gipsfigur af Jomfru Maria til at velsigne min madlavning, og da min søn blev født, fik jeg såmænd også lagt hans horoskop – for sjov (men jeg skulle da lige se, hvad han var for en løve).

Min religiøse identitet er kort sagt noget diffus, og da jeg ikke er for fin til smutveje til Det Lykkelige Liv, har jeg også gået med et kinesisk lykkearmbånd. For to år siden købte jeg et til flere tusinde kroner, for skal man være ægte lykkelig, skal man jo ikke købe discount.

Dumt? Tja. Men til gengæld er den papirfolder eller åndelige deklaration, som ledsager mit kinesiske lykkearmbånd, priceless underholdning og siger tæt på alt om tomheden i den pseudo-religiøsitet, der er så populær i disse år. Jeg bringer her et udpluk fra folderen:

”Tillykke med dit nye La Chance lykkearmbånd. Den kinesiske kultur er en af de ældste i verden, og den kender hemmeligheden.” Øh, hemmeligheden?

”Lykkearmbåndet skal bæres hele tiden, og det skal være en del af dig. Tro på armbåndets styrke og tænk altid positivt og du vil indse, at der pludselig vil ske en masse positive ting i dit liv, drømme vil blive til virkelighed, og livet vil blive lysere.” Lyder sgu godt.

Det er nok overflødigt at skrive, at der ikke skete noget i de måneder, jeg bar det til møder, middage, morgen og aften. Det er også for nemt at skrive, at hvis armbåndet virkelig kan så meget, burde det komme på Finansloven, så alle syge kan tænke sig raske og derigennem spare samfundet for imponerende summer. Men det er næppe forkert at skrive, at vi ikke tager vores liv alvorligt nok, hvis vi tror på sådan en gang junk og derangeret doven-liberalisme.

Klædt helt i sort siger min orientalske Flanør til mig, at han kender mange, som bekender sig til østlig mystik og religion, heriblandt flere fremtrædende erhvervsmænd. Men at de interessant nok ikke forekommer ham at være blevet lykkeligere og slet ikke bedre mennesker af det grund. Jeg bemærker, at han selv har et lykkearmbånd på, og da jeg spørger ham hvorfor, åler han sig udenom ved at spørge, om jeg kan lide det? Det kan jeg sådan set godt, fordi det sidder på ham.

Han siger dernæst, at vi i vores generation ikke stræber efter det gode liv, men efter det liv, der føles godt. At vi ikke søger efter det, der ER rigtigt som efter det, der FØLES rigtigt. Og følelser kan som bekendt være flygtige. De har det også med at være forankret alene i os selv, ikke i en oplevelse af ansvar for andre, filosoferer han og aftegner et billede af en absurd selvudviklings- og egoisme-kultur, behængt med religiøs kitsch og drevet af mistænkelige charterholdninger til etik og moral.

Jeg drikker hans vin og kommer i tanke om en coach i intuitiv fitness (whatever that is), som for kort tid siden udtalte til Erhvervsbladet, at hun oplever stor tilgang til sine kurser fra særligt mænd. De lærer, siger hun, at finde ind til sig selv via tarotkort eller meditation. Mens de for ti år siden tog ud i skovene på overlevelseskurser, bed hovedet af en høne og skreg RANGER, trækker de sig nu ind i svedehytter, hvor de får et indianernavn og kalder på deres sjæl.

Ikke et ondt ord herfra, jeg har også engang fået et hemmeligt indianernavn. Jeg, indehaveren af et overpriced lykkearmbånd, en Shiva og en søn med horoskop. Men som kvinde kan jeg ikke lade være med at tænke, at udviklingen er kultursejr til puddelmanden. Og at mænd på selvudviklings-speed er lidt ligesom mænd, der ikke spiser kød, usexet.

Da vi tager afsked med hinanden, når jeg lige at dreje hovedet, så han kun kysser mig på kinden. Det har sine årsager. Og jeg cykler hjem for at pakke, til Sydfyn, hvor jeg dagen efter skal besøge min veninde, der bor med mand og børn på en kæmpe præstegård.

Jeg ankommer med Roberto Cavelli-solbriller og i stiletter, der borer sig ned i perlegruset, så jeg nær er ved at snuble. Asfalt, tak. Hun har bagt brød, og det rører mig, at hun har gjort sig den umage, fordi jeg kom.

Og dér i grænselandet mellem storbyens selvfedme og provinsens duft af hjemmebagt brød mærker jeg, hvad det er, der er galt med hele lykkearmbånds-kulturen, selvudviklingsbølgen, refugierne, hele skidtet. Det er fint nok, at vi leger med vores åndelighed og forsøger at blive bedre mennesker, men for hvis skyld i grunden? Da jeg daskede rundt med mit lykkearmbånd, drømte jeg ikke om fred i verden, jeg ønskede mig kærlighed, og at min lejlighed ville blive solgt. Mig, mig. Og da det ikke virkede, kastede jeg mig over et andet quick fix på lige så useriøse præmisser.

Næ, så hellere komme langt ud på landet og mærke lidt solid kristen brødbagning. Her koster lykkearmbåndene også kun 25 kr. I kopi. ”Mere gider vi ikke betale for det lort,” som min veninde siger. Og hun har jo ret. Det religiøse supermarked skal ikke regne med hende som fast kunde, og jeg holder mig også væk - lige indtil noget nyt og smart dukker op.