Kanon-slapt

To medlemmer af udvalget for en demokratikanon har som de eneste fået mulighed for at nedfælde deres private tanker, som var de en del af kanonens forståelsesramme.

Tegning: Lars Andersen Fold sammen
Læs mere

Det danske demokrati er udfordret. Ikke af aktivister på Nørrebro, der vil have, at kommunen giver dem et hus. Vi kan jo bare sige nej. Ikke af andengenerations indvandrere, der brænder containere i gader og stræder. Vi kan jo bare spærre dem inde. Ikke af Asmaa Abdol-Hamids tørklæde. Vi kan jo bare ignorere det.

Demokratiet er derimod udfordret af åndelig slaphed, en manglende forståelse for, hvad demokrati egentlig er: Nemlig frihedsrettigheder frem for flertalsdiktatur. Det har den nye demokratikanon forpasset chancen for at sætte på dagsordenen.

I demokratisk tradition har to principper konkurreret med hinanden.

Er demokrati ensbetydende med »liberalt demokrati«, det vil sige en begrænset statsmagt, som borgerne kan kontrollere? Er det at have nogle basale individuelle rettigheder, at kunne sikre sin mening, undgå vilkårlig fængsling, undgå beslaglæggelse af sine økonomiske ressourcer og så videre?

Eller er demokrati derimod ensbetydende med »folkedemokrati«, det vil sige, at flertallet bestemmer ubegrænset, om det så måtte være sharia eller ekspropriation eller en bestemt økonomisk fordeling?

Spørgsmålene har at gøre med hele grundlaget for demokratiet. Men i den henseende er den nye demokratikanon en dårlig hjælp og et ringe debatoplæg. Udvalget har fejet den vigtigste og mest besværlige demokratiske diskussion ind under et patchwork-tæppe, hvor den enkelte lap sådan set er meget smuk, men det samlede resultat er ringe.

De 35 konkrete kanonpunkter er hver for sig ganske udmærkede. Jeg er særlig glad for at se, at Galaterbrevet fra Det ny Testamente er taget med på grund af sin betoning af menneskers ligeværd, jøder som grækere, mænd som kvinder. Og jeg er tilfreds med, at det liberale demokratis store klassikere fylder meget, f.eks. Magna Carta, Jyske Lov, John Locke og Montesquieu. Det er ligefrem modigt, at udvalget sammenstiller nazisme og kommunisme, og at man har medtaget kontroversen om Salman Rushdies bog »De sataniske vers« som et særligt kanon-punkt. Godt gået.

Men den systematik, der hviler over projektet, er desværre en katastrofe. Nogle udvalgsmedlemmer har været »mere lige end andre«: Formanden, Knud J.V. Jespersen, og medlemmet Ole Thyssen har som de eneste fået mulighed for at nedfælde deres private tanker, som om de var en del af kanonens forståelsesramme.

Formand Jespersen har således fået plads til at polemisere i en indledning, hvor han definerer demokrati som socialdemokrati. Det er gemytligt hykleri, når han konkluderer, at udvalgsmedlemmerne »på god demokratisk vis endte med at bøje sig mod hinanden«. For hvad angår indledningens indhold gælder formandens linje, og han fastslår blandt andet, at »det moderne danske demokrati (er) tæt sammenknyttet med den danske velfærdsmodel, som i sit væsen er inklusiv i den forstand, at der er spændt et omfattende socialt sikkerhedsnet ud under samfundets svageste.«

Det er – for det første – en lemfældig omgang med historien. Det danske demokrati er ikke ensbetydende med socialdemokrati! Indtil slutningen af 1960erne var Danmark et lavskatteland uden en mastodontisk velfærdsstat, og alligevel havde vi et moderne demokrati! Danmark har desuden gennemført betydelige reformer væk fra den socialdemokratiske kollektivisme i løbet af de seneste 25 år, uden at vi er blevet mindre demokratiske, tværtimod.

For det andet er det sociale sikkerhedsnet i Danmark ikke bare for de svageste. Også de stærkeste er viklet ind i det. Fordelingen har et nærmest totalitært præg, når alle skal betale til alle.

Og for det tredje er modellen ikke mere inklusiv, end at utilpassede andengenerations indvandrere alligevel brænder ting af i gaderne. Politisk omfordeling af penge giver altså ikke i sig selv inklusivitet.

Formand Jespersens primære fejl består i, at han definerer Danmark som et »repræsentationsdemokrati«, hvor politikerne træffer beslutningerne, i modsætning til et »beskyttelsesdemokrati«, hvor statsmagten er indskrænket til at virke som en overordnet beskytter af borgernes rettigheder. Sagen er, at dansk demokrati har elementer af begge dele. Men politikernes repræsentation af os borgere er nok det mindst væsentlige træk ved det gode land, vi lever i. Det væsentligste er, at vi borgere har retten til at gå vore egne veje.

Alligevel lyder formand Jespersens lovsang til socialdemokratismen: »Dette (sikkerhedsnet) finansieres ved hjælp af et af verdens højeste skattetryk, hvilket accepteres, fordi borgerne generelt har tillid til statsmagtens evne og vilje til at sikre social retfærdighed og rimelig fordeling af goderne. Denne overordnede forståelse af det danske demokratis indretning og virkemåde har været vejledende for udvalgets udpegning af de »danske« kanonpunkter.«

Men hvad betyder dette højstemte pladder? Accepterer borgerne virkelig et højt skattetryk, selvom de samtidig har rekord i sort arbejde og ønsker en lav arbejdstid? Og hvad betyder »social retfærdighed«? Er den givne måde at opkræve kommuneskatter og uddele kontanthjælp anno 2008 virkelig et udtryk for befolkningens konsensus om »social retfærdighed«? Næppe. Den er resultat af tradition og tilfældighed. Ikke af nogen særlige demokratiske overvejelser.

Jespersens indledning til demokratikanonen giver indtryk af, at det er særligt dansk og særligt demokratisk at have verdens største velfærdsstat og verdens højeste skattetryk. Ak og ve. Hvad vil Jespersen mene, den dag udviklingen måtte gå i retning af lavere offentlige udgifter, lavere skatter, mere privat ansvar og så videre? Er det så et tilbageskridt for demokratiet?

Her indtræder et andet af problemerne. Kanonen er disponeret, så den fremstiller den historiske udvikling som én lang fremadskridende bevægelse i retning af »mere demokrati«, »mere politik« og navnlig mere »socialt demokrati«. Også dette er en lemfældig omgang med historien. Historien er fuld af store tilbageslag for demokratiet. Se bare på udviklingen i Europa i første halvdel af det tyvende århundrede og på udviklingen i Mellemøsten i disse år. Totalitære politiske bevægelser har undertrykt individets rettigheder gang på gang med udgangspunkt i et folkeligt mandat.

Demokratikanonens forfattere glider let hen over, at en række af problemerne netop skyldes de kræfter, der hævder at ville demokratisere og tjene folket. Filosoffer som Rousseau. Socialistiske og nationalistiske bevægelser. Og hver gang noget er gået galt i historiens løb, glider kanonforfatterne let hen over spørgsmålet: »Hvordan kunne det ske?«. De konstaterer, at »den franske revolution umiddelbart endte i fiasko«, men reflekterer ikke over hvorfor. Svaret er ellers oplagt: Undertrykkelsen lå i kortene, fordi folkemagten blev et mål i sig selv. Flertalsdiktatur er farligt, og derfor handler demokrati ikke bare om at have folkevalgte repræsentanter.

Demokratikanonens forfattere mangler i afgørende kapitler en sund politik-skepsis. I stedet falbyder de floskler om, at »man skulle overskride det liberale demokrati for at skabe det sociale demokrati«. De påstår, at krigen mod nazismen førte til en udvidelse af demokratibegrebet, fordi staten begyndte at styre mere. Javist! Den forbandede krigsøkonomi blev afløst af en lige så forbandet statsstyring i fredstid. Men forfatterne mener, at den demokratiske frihed fik »et socialt indhold«, da staten øgede sin forsørgelse af borgerne, navnlig i kraft af folkepensionen. Betyder det, at Danmark er blevet et mindre demokratisk land i dag, fordi en stadigt større del af vores pension kommer fra private kilder?

I professor Ole Thyssens afslutning lægger han vægt på, at demokratiet siger »farvel til Sandheden med stort S«, og at politik står »over både religion og ideologi«. Det må da afhænge af, hvilke religioner og hvilke ideologier, man taler om! Kristendommens frigørelse af mennesket fra religiøse love må til enhver tid stå over tilfældige politikeres og flertals forgodtbefindende. Det samme gælder det liberale demokratis krav om borgerens ukrænkelige frihedsrettigheder. For som Thyssen i øvrigt selv konstaterer, så er »en fælles demokratisk kultur ikke neutral (...) Alle kulturer underkastes en test for at se, om de lever op til kravet som frihedsrettigheder«. Ja, netop. Hér finder vi Sandheden med stort S i den politiske verden. Frihedsrettigheder betyder mere end flertalsvalg for et velfungerende demokrati. Men det er kun i begrænset omfang kommet frem i demokratikanonen.

Nu kan unge muslimer så læse om Danmarks og den vestlige verdens fundament. Hvis de tager formand Jespersens indledning for pålydende, vil de tro, at demokrati handler om, at politikerne fordeler kagen. Og hvis de tager Ole Thyssens afslutning for pålydende, risikerer de at tro, at alt er tilladt, bare et flertal har vedtaget det ved lov. Hvor er det ærgerligt.