Kære finansminister … en hilsen fra en finansdirektør

Novo Nordisk efterlyser stærkere politisk indsats på forskning. Ros for at øge fradragssats, men indfasningen begynder for sent og fradraget er for lille, hvis Danmark vil forbedre investeringerne i fremtiden.

Hvis Novo Nordisks forskning ikke hovedsageligt lå i Danmark, så ville selskabet højst sandsynligt ikke producere halvdelen af verdens insulin i Kalundborg, skriver insulinkæmpens finansdirektør i dagens kronik. Foto: Novo Nordisk
Læs mere
Fold sammen

Finansministerens og mit job som finansdirektør minder lidt om hinanden, tror jeg. Specielt på denne tid af året. Ministerens ansvar er naturligvis af en helt anden kaliber end mit job som finans­direktør for Novo Nordisk. Finansministeren har ansvaret for hele butikken Danmark. I den sammenligning er Novo Nordisk jo blot en mindre husholdning.

Men vi har begge et ansvar for at estimere, hvad der kan forventes af indtægter det kommende år – uanset om de kommer fra salg af innovative lægemidler eller fra skatteindtægter. Hos os spiller vores globale salg og valutakurser, men også skatteregler, en vigtig rolle – specielt i Danmark, hvor vi betaler størstedelen af vores skat.

Derefter skal det fastlægges, hvor mange penge det er fornuftigt at bruge og på hvad. Hvor mange penge skal prioriteres til forskning, til investering i nye fabrikker eller til uddannelse af medarbejdere? Bølgerne blandt ministre kan måske kan gå lidt højere end blandt mine kolleger i direktionen. På den anden side kan en forskningsdirektør givetvis være lige så insisterende som en forskningsminister, når videnskabens sag skal kæmpes.

En udfordring for både finansministeren og finansdirektøren er at balancere indtægter og udgifter på den korte bane og stadig investere i fremtiden. På samme måde som Novo Nordisk nu og i fremtiden skal være en attraktiv virksomhed for både patienter, investorer og medarbejdere, så skal Danmark blive ved med at være et land, hvor virksomheder gerne investerer, vokser og skaber job. Danmark skal være med helt i top, når en kinesisk, amerikansk eller japansk virksomhed diskuterer, hvor den næste europæiske investering skal ske.

Og her kommer vi til sidste uges vækst­udspil. Det inkluderede flere gode takter, men det mest interessante i min optik var et forslag om i højere grad at belønne virksomheder, der bruger penge på forskning og udvikling i Danmark.

I Europa er det faktisk kun lande som Bulgarien, Malta og Cypern, der ikke har en eller anden form for ekstra fradrag for investeringer i viden – altså ud over Danmark. Dermed risikerer Danmark at stå ringere, når virksomheder skal beslutte adressen på de næste forskningslaboratorier. Jeg er derfor meget enig med både regeringen - og Socialdemokratiet, der også har været på banen med et højere fradrag for forskning – det er et godt redskab til at skabe endnu flere job i Danmark.

Men hvad er der specielt med den der forskning? Hvorfor skal den separat belønnes – hvorfor vil vi som land særligt gerne tiltrække lige den slags investeringer?

For det første fordi vi har et stærkt fundament. Vi har offentlig forskning af international klasse, en veluddannet arbejdsstyrke og en infrastruktur i verdensklasse. Det tæller, når en international virksomhed skal afveje fordele og ulemper ved forskellige lande. Det er en god idé at give dem endnu et argument for at vælge Danmark – en konkurrencedygtig beskatning på forskningsaktiviteter.

Måske endnu vigtigere er, at forskning fører mere med sig. Lad mig vende tilbage til Novo Nordisk som eksempel. Hvis Novo Nordisks forskning ikke hovedsageligt lå i Danmark, ville vi højst sandsynligt ikke producere halvdelen af verdens insulin i Kalundborg. Havde vi ikke vores udvikling af nye insulinpenne i Hillerød, er jeg ikke sikker på, at nålefabrikken i Hjørring lå naturligt dér.

Forskning og produktion hænger meget tæt sammen, fordi der er tale om højteknologiske produkter. Allerede når forskerne i Måløv arbejder med nye teknologier og ideer, så er ingeniørerne fra produktionen inde over. For hvis produktionen i Kalundborg ikke kan forvandle den nye teknologi til lægemidler af høj kvalitet og med realistiske omkostninger, skal forskerne gå en anden vej.

Der er dermed ikke kun tale om at belønne medarbejdere i hvide kitler og højtuddannede forskere. Det handler endnu mere om at sikre den kæde af ganske almindelige arbejdspladser i hele Danmark, som følger med, når innovationen sker i Danmark. Operatører i Kalundborg, ingeniører i Køge, sygeplejersker i Søborg, kontorelever i Bagsværd. Novo Nordisks medarbejdere bidrager hvert år med ca. fem mia. kr. i indkomstskat. Dertil kommer de ca. fem mia. kr., som Novo Nordisk hvert år betaler i selskabsskat.

Stærke virksomheder, der investerer mere i Danmark, skaber også job som ringe i vandet omkring sig. Novo Nordisk – for nu bare at blive på egen banehalvdel – bruger hvert år mere end 11 mia. kr. hos danske virksomheder over hele landet: råvarer, kontormøbler, rengøring, håndværkere, osv. Med andre ord – flere og stærkere virksomheder i Danmark vil på den lange bane finansiere, hvad et ekstrafradrag for forskning vil koste i form af reducerede skatteindtægter på den korte bane.

Regeringen har med sin erhvervspakke foreslået en fradragssats på 110 pct. i 2026. Ros til regeringen for initiativet! Men der er jo unægtelig lidt tid til 2026. Vi skal også vente nogle år, før indfasningen sættes i gang – der foreslås at begynde i 2020 med tre procentpoint ekstra fradragsværdi for forsknings- og udviklingsomkostninger.

Finansministeren ville formentlig påpege – og have ret i – at det er det muliges kunst og et udgangspunkt for de politiske forhandlinger. I modsætning til en finansdirektør i en virksomhed skal en minister jo også finde et politisk flertal for sit forslag. Dermed er der alligevel en forskel mellem finansministeren og finansdirektøren, og jeg skal ikke forsøge at gøre mig klog på politiske forhandlinger.

Men jeg vil dog gerne give en ydmyg opfordring til parterne om finansministerens bord: Tag i fællesskab forslaget og gør det endnu bedre. Begynd indfasningen allerede i 2018, og lad virksomhederne begynde at planlægge efter det nu. Vi bør også have en ambition om på sigt at hæve procentsatsen til 125-130 pct. Dermed vil vi ligge godt i midterfeltet blandt de 16 europæiske lande, som allerede har et fradrag.

I sidste ende er finansministerens og finansdirektørens ønske jo det samme – at styrke virksomheder i Danmark og at tiltrække investeringer til Danmark.

Held og lykke med forhandlingerne.