Johannes Riis: Jeg savner ydmygheden, hvor man ikke synes, man er verdens centrum

I podcasten »Den smukke borgerlighed« kigger Johannes Riis, forlægger og tidligere litterær direktør for Gyldendal, sammen med den tidligere Venstre-minister Søren Pind tilbage på sin opvækst og fremhæver nogle af de helt store forskelle i samfundet dengang og samfundet i dag.

Johannes Riis, tidligere litterær direktør i Gyldendal, medvirker i podcasten »Den smukke borgerlighed«, der har Søren Pind som vært. Fold sammen
Læs mere
Foto: Erik Refner

Efter 24 år som litterær direktør for Danmarks mægtigste og ældst fungerende forlag, træder man ikke ved siden af ved at kalde Johannes Riis for et ikon inden for skønlitteraturen. Født i 1950 på en gård på Mors som den ældste af seks brødre, lå det dog ikke kortene, at han senere i livet ville optræde på lister over de mest magtfulde i dansk kulturliv. Tværtimod var der lagt op til, at han skulle overtage gården, der havde været i familien i generationer.

»Tingene var enklere dengang. Der var ikke så meget tid til at gå og gruble, tænke og teoretisere over tingene. Man stod op og gik i marken eller stalden, og så sled og slæbte man, indtil det var aften. Det er den livsform, jeg kendte, og jeg er absolut den sidste generation, der har prøvet det,« lyder det fra Johannes Riis i podcasten »Den smukke borgerlighed«.

 

Kom med på jagten efter den smukke borgerlighed og find podcasten på Berlingske.dk/podcast eller i 24syv app’en - enten via App Store eller Google Play.

 

Her husker han tilbage på en barndom, inden han drog mod litteraturstudierne på Århus Universitet, hvor landbruget var et førende erhverv og ord som miljøsvineri og dyreplageri ikke eksisterede.

»Vi er blevet vænnet til, at tingene kan være anderledes. Og Gud ske tak og lov for, at den drøft altid har været i mennesker. Men jeg kan ikke huske den utilfredshed, bitterhed og forurettelse, jeg synes, præger vores tid nu i al for høj grad,« fortæller han.

»Jeg har besluttet, at jeg ikke vil sidde og være en sur, gammel mand. Jeg gider heller ikke være forarget. Forargelse er en ynkelig og afmægtig følelse, som man ikke kan bruge til meget.«

En tendens, der også i den grad adskiller sig fra Johannes Riis’ nordjyske opvækst, er bevægelsen væk fra fællesskabet »vi« hen mod det selvfokuserede »mig«. Med egne ord savner han ydmygheden, hvor man ikke sætter sig selv som verdens centrum, og empatien, der giver plads til andres følelser og holdninger.

»Vi er blevet bevidste om, hvor fantastiske vi hver og især er, og at vi har krav på at få alle vores behov og ønsker opfyldt uden at tage hensyn til, at vi alle sammen skal kunne være her.«

 

»Jeg synes, det er grumt at opleve, hvordan ting eroderer i øjeblikket, og hvordan populismen får mere og mere fat fra begge sider. Der stilles nemme løsninger op, og der kommer bud på, at alting kan lade sig gøre på samme tid. Sådan er det jo ikke, der skal da for pokker prioriteres. Der er noget, der er vigtigere end andet.«


 

Autoriteternes fald

Født ind i en tid, hvor 2. Verdenskrig stadig spøgte, og Cubakrisen skabte frygt for russerne, som ung studerende under studenteroprøret, og som voksen tilskuer til Berlinmurens fald og Jordskredsvalget har Johannes Riis fra første række haft udsigt til autoriteternes fald. Det mener han, er årsagen til, at vi i dag står med en fornemmelse af, at der er sprækker alle steder, og vi bevæger os længere væk fra hinanden.

»Og nu begynder der at komme bud på, hvordan vi får etableret dem igen. Morten Messerschmidt har forslået, at man skal begynde at sige De og Hr., Fru. og frøken til lærerne, men man kan jo ikke skrue tiden tilbage,« siger han og understreger, at etableringen af autoriteter må ske på en ny måde.

»Jeg synes, det er grumt at opleve, hvordan ting eroderer i øjeblikket, og hvordan populismen får mere og mere fat fra begge sider. Der stilles nemme løsninger op, og der kommer bud på, at alting kan lade sig gøre på samme tid. Sådan er det jo ikke, der skal da for pokker prioriteres. Der er noget, der er vigtigere end andet.«

 

 

 

Ifølge Johannes Riis skal vi prioritere fællesskabet og huske, at vi har mere til fælles, end vi har af forskelligheder. Uanset hvilket parti, man tilhører, og uanset hvor stort behovet for selvrealisering er. Vi skal kunne stole på hinanden.

»Jeg bilder mig selv ind, at der stadigvæk er en folkelig fornuft, som, jeg håber, kan mobiliseres. Jeg håber bare ikke, den skrider ud til nogle af siderne, som billedet tegner sig i øjeblikket,« lyder det fra Johannes Riis, som mener, at vi kan lære empati og forståelse for andre mennesker gennem litteraturen.

Efter at have trukket i trådene hos Gyldendal siden 1994, valgte Johannes Riis sidste år at fratræde sin direktørstilling og er fortsat som forlægger for sin forfatterportefølje.

Kom med på jagten efter den smukke borgerlighed og find podcasten på Berlingske.dk/podcast eller i 24syv app’en - enten via App Store eller Google Play.