Jeg er kvinde, og jeg ønsker mig en snarlig maskulin modreaktion mod #metoo-hønsene

Ja, jeg krænker med garanti nogen med denne holdning: Men jeg savner at se nogle dygtige, ordentlige mænd sige »stop« – vi orker ikke flere #metoo-høns – vi ønsker modne og stærke kvinder, der kan stå ved sig selv.

Foto: Bertrand GUAY

For nylig hørte jeg i Radio24Syv et indslag, hvor repræsentanter for de studerende på Københavns Universitet gav udtryk for deres meninger om behovet for adfærdskodeks, der forbyder krænkende adfærd. Det var ikke overraskende to kvinder, der udtalte sig, for det er efter #metoo blevet moderne at være en krænket kvinde.

Hvad der i udsendelsen overraskede og til dels også rystede mig var, at ingen af de to kvindelige studerende selv havde oplevet noget forkert, og dermed var de ikke selv »ofre«. De havde stærke meninger, fordi de havde et indtryk af, at nogen blev krænket. Disse »nogen« må antages at være for svage til selv at kunne sige fra, derfor måtte disse emsige unge mennesker kræve regler.

Fillippa Gottlieb Fold sammen
Læs mere

Adspurgt kom det frem, at de ikke havde ment det nødvendigt at foretage nogen undersøgelser, der kunne be- eller afkræfte deres påstande om krænkende adfærd. Læseren kan derefter konkludere, at alt om »sagen« og behov for regler er baseret på følelser.

Tænk, at det akademiske niveau på Københavns Universitet er sunket så dybt. Vores statsminister taler om Danmark som foregangsland - foregangsland for hvad? Tænker han mon, at et foregangsland bygger på kvinders følelser, frem for forskningsbaseret videnskab? Følelser - i det akademiske miljø? Er højere læreanstalter, herunder universiteter, ikke steder, der bygger på viden og forskning på empiriske data og fakta? Tilsyneladende ikke længere - det hører til i gamle dage med begrænsede pladser, hvor man skulle være dygtig for at komme ind på et studium.

I dag handler det om følelser - primært sarte kvinders følelser, må vi alle forstå. Vi kan således også konkludere, at når det kommer til kvinders følelser, forsvinder kravet om sagligt funderet argumentation. Alle mænd er under anklage, og må offentligt »jagtes« helt som i tidligere tiders heksejagt. Moderne ligestilling, eller hvad?

At vi er kommet dertil, ser jeg som udtryk for en overforkælet overbeskyttet generation, som er svigtet af deres forældre. De unge har så tydeligt ikke lært, hvordan man begår sig, hvordan man klarer livets op- og nedture, hvordan man tager ansvar for sig selv, herunder opbygger en selvtillid, der gør en i stand til selv at sige fra. De unge kan ikke klare sig alene, de skal have en »lærer« eller »tillidsmand« med.

Den slags unge er ikke egnet til det akademiske miljø. De burde i stedet få en »gammeldags« læreplads, hvor de uddannes menneskeligt såvel som fagligt. Så kunne de lave noget fornuftigt og bidrage til samfundet fremfor at nasse på det. Samfundet og fællesskabet kan spare SU og reducere omkostningerne til universiteterne.

Og ja - jeg har med garanti krænket nogen med denne holdning. Jeg er kvinde, og jeg ønsker mig en snarlig maskulin modreaktion. Jeg savner at se nogle dygtige, ordentlige mænd sige »stop« – vi orker ikke flere #metoo-høns – vi ønsker modne og stærke kvinder, der kan stå ved sig selv, og som ikke ser en karriere i at gøre sig selv til ofre. Jeg går gerne forrest som fanebærer i #nuerdetnok.