Rasmus er en fraskilt mand sidst i 40erne, hvis ekskone var ham utro forud for deres skilsmisse. Han søger nu et nyt fundament sammen med sin nye kæreste, Rikke. Et forhold, hvor det ikke går galt igen. Rikke har været skilt længere tid end Rasmus, og hun har forud for deres møde haft flere kærester. Hun er udadvendt og elsker selskab, fest og middage, men længtes efter et forhold, hun kan være tryg i. Et forhold, der holder, og hvor hun kan være sig selv. Og den kærlighed, stabilitet og ro udstråler Rasmus.
De fascineres af hinandens forskellighed, men efter seks-syv måneder begynder Rasmus at kritisere Rikkes livsstil. Han synes, hun bruger for mange penge. Han synes, hendes børn er uopdragne. Han syntes, hun drikker for meget, og at hendes venner er overfladiske og materialistiske. Rikke bliver vred og forsvarer sig, hvilket fører til lange og opslidende skænderier mellem dem. Hun begynder at gå på listefødder omkring Rasmus, hun undlader at fortælle ham, når hun har købt ting, eller har været i byen med sine venner. Hun gør det for at undgå skænderierne og for ikke at gøre Rasmus vred. Af frygt for at miste ham.