Ja, danske ledere er nogle tøsedrenge

Der er langt mellem de dage, hvor jeg er enig med Asger Aamund. I dag er jeg enig. I Business kritiserer han danske erhvervsledere, fordi de ikke blander sig i samfundsdebatten: "I er nogle tøsedrenge", siger han.

Foto: Claus Bech. Bylinefoto. Advokater til brevkasse. Allan Ohms
Læs mere
Fold sammen

Berlingske Business har bedt sit Toplederpanel – som er topchefer og ledere fra de 1.000 største virksomheder herhjemme – forholde sig til spørgsmålet, om man som samfund - ikke kan forvente, at topchefer blander sig i den offentlige debat. Hertil svarer 84 pct., at topchefer bør blande sig i den offentlige debat om emner, der ligger inden for virksomhedens interessesfære. Kun 51 pct. af toplederne svarer, at de har deltaget i den offentlige debat om emner, der ligger inden for virksomhedens interessesfære, og mere end en tredjedel har ikke blandet sig i den offentlige debat overhovedet. Kun tre pct. svarer ja til at en leder i forlængelse af lederjobbet har blandet sig i den offentlige debat.

Det er skandaløst lave tal, som kun kan forklares denne måde: dovenskab mikset med frygt og modvilje mod at vove og investere lidt af sig selv.

I guder, hvor jeg kender det fra min egen branche, advokatbranchen. Her er det ikke god latin at åbne munden, med mindre det altså drejer sig om at få et større salær. En advokat skal ikke være kontroversiel i samfundsdebatten. Det er bedre at holde tand for tunge.

Har flere gange i min karriere været kaldt til samtale med en chef, der af kolleger, som ikke selv turde åbne munden, har påtalt min deltagelse i samfundsdebatten og bedt mig holde lav profil. Hver gang har svaret været det samme: ”Min ytringsfrihed giver jeg aldrig køb på”.

Husker en gang, hvor Jyllands-Posten beærede mig med at bruge en hel leder på at omtale mig som en håbløs provinsadvokat, fordi jeg gik i rette med en grisk gartner, der ville tømme kommunekassen. JyllandsPosten og hans øvrige disciple mente, at kommunen gjorde sig skyldig i ulovlig ekspropriation. Da jeg kom fra frokost havde en kollega – har aldrig fundet ud af hvilken – lagt Jyllands-Posten på mit bord, slået op på lederen. Jeg fandt det lavt. Siden har Naturklagenævnet, Overtaksationskommissionen og tre dommere i byretten nået samme resultat som jeg til Jyllands-Postens forargelse forfægtede i debatten.

Mine kolleger har sagt, at jeg skræmmer kunderne væk. Måske. Men når jeg har en viden på områder af samfundsmæssig interesse, så har jeg både ret og pligt til at bidrage med input til samfundsdebatten. Længere er den ikke.

Det er beklageligt at tingene ikke bare i den støvede advokatverden, men i erhvervslivet generelt er sådan som vi kan læse i Berlingskes undersøgelse. Forklaringen er, at det er så let at stikke hovedet i busken. ”Jeg skal ikke have klinket noget”. Usselt. Og dovent.

Det tager tid og det kræver mod og offervilje at ville deltage i debatten. Det er efter min mening en pligt at de, der ved noget og kan formulere sig, har en moralsk pligt til at påvirke vores samfund. I stedet er tendensen hvisken og tisken i hjørnerne, Rotary og VL-grupperne. ”Ikke mine ord igen, men…”.

Kun en konklusion er mulig: ”I er nogle tøsedrenge”.