Iværksætter-udfordring fortjener mere end et politisk »bøh«

Synspunkt.

Foto: Thomas Lekfeldt. Erhvervs- og vækstminister Brian Mikkelsen (K). Arkivfoto: Thomas Lekfeldt / Ritzau Scanpix
Læs mere
Fold sammen

Iværksættere og etablerede danske virksomheder har i disse år behov for kvalificeret arbejdskraft og i stigende grad på det digitale og tekniske område. Som erhvervsminister har jeg besøgt adskillige virksomheder, der peger på udfordringen med at tiltrække talenter og medarbejdere med de rigtige kompetencer.

Men vi skaber ikke fremtidens vækstvirksomheder eller løser en problemstilling med manglende digitale og tekniske kompetencer med et politisk fingerknips eller et »bøh« til andre partier i Folketinget, som Berling­skes kommentator Jens Chr. Hansen foreslår i sin klumme 5. april.

Det kræver et stort arbejde, og det er en af mine hovedprioriteter at forbedre vilkårene for iværksættere og vækstvirksomheder i Danmark – ikke mindst for IT-startups.

Vi skal skabe flere store digitale frontløbere, som skal være med til skabe fremtidens arbejdspladser i Danmark. Derfor har regeringen, i øvrigt sammen med Dansk Folkeparti og Radikale Venstre, lavet en erhvervs- og iværksætteraftale, hvor der afsættes 14,7 milliarder kroner frem til 2025.

Erhvervs- og iværksætteraftalen fra 2017 indeholder en række initiativer, der gør det lettere for iværksættere at vokse sig større: for eksempel bedre adgang til kapital gennem aktiesparekonto og investorfradrag. Vi har også set på mulighederne for at tiltrække og fastholde dygtige medarbejdere, og vi giver bedre mulighed for at give medarbejderaktier, hvilket er en hjælp til mindre virksomheder, som ikke kan aflønne så tungt som etablerede virksomheder.

Vi også gjort forskerskatteordningen mere attraktiv. Det styrker også dansk erhvervslivs muligheder for i højere grad at tiltrække og fastholde højt kvalificerede medarbejdere fra udlandet.

Samtidig har vi lavet en aftale fra februar i år om initiativer for Danmarks digitale vækst. I den indgår også en teknologipagt, som skal være med til at sikre, at vi får 20 procent flere unge til at uddanne sig inden for de tekniske og digitale uddannelser.

Så alt i alt mange tiltag med masser af fornuft - og regeringen vil meget gerne gøre endnu mere for at lette virksomhedernes muligheder for at ansætte f.eks. IT-kyndige udlændinge.

Reglerne for hvem, der kan komme til Danmark og arbejde, er noget, som vi løbende forhandler med de øvrige partier. Personligt arbejder jeg hver dag for, at det bliver lettere for danske virksomheder at ansætte udlændinge med de rette kompetencer. Vi fjerner løbende unødigt bureaukrati, og jeg vil meget gerne sænke beløbsgrænsen for udlændinges løn. Alle kvalificerede udlændinge skal være velkomne i Danmark.