Internetkulturen truer demokratiet

Internettet har vist sig ikke at være den kilde til udbredelse og udvikling af demokrati, som man engang havde forudset. Tværtimod bidrager internetkulturen til indsnævringen af den fælles informationsstrøm. På nettet søger vi meninger og informationer, som behager os og passer til vores individuelle behov.

Tegning: Peter Lautrop Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I dag er alle vestlige demokratier enige om, at demokratiet afhænger af, at borgerne nyder visse frihedsrettigheder, ikke mindst friheden til at danne og være med i organisationer og foreninger, friheden til at ytre sig og friheden til adgang til alternative informationskilder. Mens vi i disse år bruger meget krudt på at fastslå – over for Gud, Allah og hvermand – at »ytringsfriheden er ukrænkelig« og tilmed »ubøjelig«, så synes truslen mod den tredje frihedsrettighed, altså fri adgang til information, ikke at bekymre nær så mange. Kendsgerningen er dog, at selv om mængden af information stiger i øjeblikket, så sker der samtidig en begrænsning af den fælles informationsstrøm.

Det skyldes bl.a. de store dagblades faldende oplagstal i disse år, og at ejerskabet til dem bliver koncentreret på stadig færre hænder. Da ni ud af ti af de nyheder, som de elektroniske medier viderebringer, stammer fra den trykte presse, er dette naturligvis ikke kun dagbladenes eget problem, men også et problem for demokratiet. For det betyder jo, at vi i det offentlige rum vil møde færre konkurrerende perspektiver på virkeligheden.

Ret beset er borgernes ret til at blive udsat for »konkurrerende perspektiver« et lige så vigtigt aspekt ved ytringsfriheden som retten til at være fri for censur. Og selv om man ofte får det svar, at man da så »bare kan gå på nettet«, så er det demokratiske problem ved denne informationsbegrænsning ikke dermed løst. For demokratiet lever af, at vi som medborgere er i stand til at forstå og tage stilling til synspunkter, vi ikke selv deler eller sympatiserer med. Og på internettet har vi en tendens til kun at søge informationer, der bekræfter vore egne.

I de såkaldte omnibusaviser – altså de store landsdækkende dagblade – er det stadig muligt at møde modsigelse, fordi det er god skik på redaktionerne at åbne debatsiderne for alle slags stemmer og politiske opfattelser og dermed medvirke til at skabe et bredt offentligt debatforum. Tilmed kan den nye idé med at lade læserne debattere med bladenes skribenter på særlige blogge (som det vel må hedde på dansk), ses som en interessant fornyelse af den demokratiske debat i dagspressen.

Når omnibusaviserne har det hårdt i disse år, skyldes det, at de har svært ved at tiltrække unge læsere, eller at folk lader sig nøje med gratisaviser og de elektroniske medier. Men det skyldes også, at folk søger over mod den stigende mængde af informationskilder, der blot bekræfter dem i de overbevisninger, de allerede har i forvejen, i stedet for at udfordre dem. Og de er så rigeligt repræsenteret på internettet. Men dette er ikke til fordel for demokratiet. I det hele taget kan man konstatere, at nettet – eller måske snarere »internetkulturen« – paradoksalt nok bidrager til indsnævringen af den fælles informationsstrøm og også på andre måder ikke har været den kilde til udbredelse og udvikling af demokrati, som man engang havde forudset.

Jeg husker selv et akademisk seminar for amerikanister, jeg var med til i 1994. Her forudsagde en højt anerkendt amerikansk nutidshistoriker, at internettet ville medføre en global demokratisk revolution, idet alle den slags informationer, som autoritære styrer hidtil havde kunnet bortcensurere fra medierne, nu ville blive frit tilgængelige. Ayatollaerne i Teheran ville dermed blive bragt til fald, og i Kina ville det kun være et spørgsmål om tid, inden det kommunistiske regimes dage ville være talte.

Professoren kunne selvfølgelig ikke forudse muligheden for elektronisk blokering af internetsider, men han havde tilsyneladende heller ikke overvejet, om en computer nu også ville blive hvermandseje i Iran og Kina, eller om borgerne – selv i den såkaldt udviklede verden – nu også ville have de rette forudsætninger for at kunne behandle og udnytte den tilgængelige information.

Forleden blev en studievært på et fast musikprogram på DR P1 lidt modvilligt nødt til at tillade, at lytterne også kunne indsende svar på hans daglige quiz-indslag via almindelig brevpost. Flere lyttere havde klaget over, at de enten ikke ejede en computer eller vidste, hvordan man brugte en sådan. Derfor kunne de ikke svare per elektronisk post, sådan som værten havde tilrettelagt sin konkurrence efter. Lidt ærgerlig bemærkede han noget i retning af, at »en computer har man jo i de fleste hjem i dag«. Men han gav sig dog, da han indså, at dette åbenbart ikke gjaldt for mange af de mange ældre lyttere, han havde dér midt på dagen.

Denne historie er ganske sigende som illustration af den kløft, der er mellem alle os »symbolstærke«, der til daglig ubesværet bruger nettet til alskens informationssøgning og kommunikation, og dem, der ikke har de samme forudsætninger, hvad enten det skyldes et utilstrækkeligt uddannelses­niveau, praktisk analfabetisme eller manglende evne til at forstå de informationer, som nettet giver adgang til. I en tid, hvor det i højere og højere grad bliver overladt til borgerne selv at skaffe sig oplysninger over nettet – ikke mindst af de offentlige myndigheder – kan internettet altså i virkeligheden føre til en yderligere marginalisering af de »symbolsvage« iblandt os.

Dette er helt klart ikke alene et socialt problem, men også et problem for demokratiet. For den demokratiske debat kommer derved til at foregå på baggrund af informationer, som er forbeholdt samfundets eliter. Tendensen styrkes i takt med, at mediebilledet bliver mere og mere præget af organer, som henvender sig til særlige grupper, ikke mindst netop de organisationer, tænketanke o.lign., hvor de store beslutninger af betydning for hele samfundet bliver forberedt eller taget. Jeg tænker på magasiner som Mandag Morgen, Altinget, A4 og mange andre.

Ganske vist har disse nye medier – som i stigende grad kun distribueres over internettet – givetvis betydet et løft for informationsniveauet blandt beslutningstagerne. Men da de informationer og nyheder, de videregiver, bliver formidlet af skrivende specialister med de samme uddannelser, synspunkter og interesser som modtagerne, tjener de blot til selvbekræftelse for den bestemte professionelle, politiske eller erhvervsmæssige gruppe. De undgår bekvemt at blive modsagt.

Dette træk ved nutidens nyheds- og informa­tionsformidling kalder den amerikanske samfundsdebattør Cass Sunstein for »filtrering«. Sunstein, der til daglig er professor i politik og jura ved University of Chicago, forklarer i sin nye bog, Republic.com 2.0, hvorfor internettet øger tendensen til filtrering af informationsstrømmen til skade for den offentlige debat. Filtreringen betyder nemlig, at vi i stigende grad kun læser, ser og lytter til de nyheder og synspunkter, vi selv er enige i, og nettet er et specielt »nyttigt« middel til at sortere divergerende opfattelser fra.

Google News er et godt eksempel. Selv siger Google: »Ingen er i stand til at læse alle de nyheder, som offentliggøres hver dag, så hvorfor ikke sætte din egen side op sådan, at den viser alle de nyheder, som bedst repræsenterer dine egne interesser?« Google er ikke alene med dette tilbud. Mange andre internetfirmaer tilbyder på samme måde »personaliserede« nyheder. Ja, borgerne kan nu ikke alene selv designe deres avis, de bliver samtidig henvist til videoer, lydfiler (podcasts) og blogge, som passer til deres »personlige profil«.

De fleste genkender tendensen hos os selv, og som sagt er den til skade for den offentlige debat og dermed for demokratiet. For demokratiet lever for det første af, at vi som borgere bliver udsat for nyheder og informationer, vi ikke selv har valgt på forhånd. For på den måde bliver vi i stand til at sætte os ind i de overbevisninger, som næres af mennesker, vi ikke til daglig færdes blandt, eller som vi ikke er enige med og af den grund let kan komme til at opfatte som »modstandere« eller ligefrem »fjender«. For det andet lever demokratiet af, at vi som borgere får fælles informationer og erfaringer, fordi vi ellers ikke har de samme referencerammer for vores indbyrdes debat.

For demokratiets skyld må vi derfor passe på, at vi ikke ender med at vi lukke os inde i rum, der blot genlyder af ekkoet fra vores egne stemmer.