Internationalt: Krig eller fred med Iran

Den amerikanske regering er kommet under pres, efter at USA’s efterretningstjenester har offentliggjort en rapport, hvor konklusionen er, at Iran ikke siden 2003 har forsøgt at udvikle deres civile atomprogram i en militær retning.

Der er ikke noget at sige til, at rapporten vækker opsigt i USA. Den er i direkte modstrid med, hvad den amerikanske regering og især Iran-høgene omkring præsident George Bush gang på gang har understreget: at Iran er tæt på at have udviklet en atombombe. Demokraterne vil her i præsidentvalgåret bruge det til at påvise, at den nuværende regering er upålidelig og blæser på, hvad der er fakta. Bush vil – ifølge demokraterne – have en konfrontation med Iran, indtil præstestyret helt opgiver tanken om at blive en regional atommagt på linje med Israel og Pakistan.

Til gengæld vil den amerikanske regering forsøge at dæmpe kritikken ved at fremhæve, at det er da godt, at Iran har forladt atomvåben-vejen for nærværende. Det skyldes presset fra det internationale samfund, lyder argumentationen. Presset skal derfor opretholdes, således at Iran ikke i fremtiden finder på at bevæge sig i en retning af at udvikle atomvåben. Og det er det, der vil blive argumenteret for over for EU, som støtter USA i konfrontationen med Iran.

Det store spørgsmål er, hvad man kan bruge denne rapport til. Kina og Rusland vil formentlig bruge det til at understrege, at sanktionerne over for Iran gradvist skal ophæves. Og internt i den amerikanske regering kan det hjælpe udenrigsminister Condoleeza Rice, som har været i direkte konfrontation med vicepræsident Dick Cheney om kursen over for Iran. Rice mener, at en dialogkurs kan fungere sideløbende med et internationalt pres.

Iran er nemlig ikke Irak. Det persiske Iran har sin helt egen opfattelse af sin egen rolle i Mellemøsten. Iranerne anser sig selv for at være alene i et arabisk ø-hav. De anser ikke sig selv for at være arabere, men persere, og de er vant til at indgå uhellige alliancer i Mellemøsten for at overleve.

Iran er en stat med voldsomt indre undertrykkelse af minoriteter og oppositionelle. Der er heller ingen tvivl om, at Iran står bag tvivlsomme terrororganisationer som Hezbollah i Libanon og Hamas i Gaza-striben, som begge ønsker Israel destrueret. Og Irans rolle i Irak er også med rette temmelig omstridt.

Men der findes rationelle personer i Iran, og det er dem, Rice mener kan nås med en blanding af direkte kontakt og internationalt pres. Iran er et diktatur, men ikke helt på samme niveau, som Irak var det. Iran kan tilsyneladende bevæges gennem pres, fordi der trods alt findes mennesker i Iran, der vil noget andet end deres præsident.

Så Rices linje har en chance for at overleve. Dialog med Iran kombineret med et fortsat pres er vejen frem. For Iran er samtidig også en nation, der anser sig for at være den førende regionale stormagt ofte i et modsætningsforhold til sine arabiske naboer. Det vil derfor være vanskeligt at tro, at Iran ikke vil gøre alt for at få atomvåben en dag. Hvis Vesten ønsker at forhindre det, så skal presset opretholde sammen med dialogen. Krig vil næppe være en løsning.