Indvandrerelever dumper på stribe i matematik, men gymnasiedirektør afviser anklage: »Vi sørger for, at vores elever faktisk lærer noget«

Indvandrertunge gymnasier i københavnsområdet har langt større forskel på standpunkts- og eksamenskarakterer end i resten af landet, viser en gennemgang foretaget af Berlingske. CEPOS tror, at det skyldes konkurrencen om eleverne.

»Vores elever har rigtigt svært ved at læse og forstå opgaverne, når de er til skriftlig eksamen, på grund af sprogbarrieren,« forklarer rektor for Sydkysten Gymnasium i Ishøj, Camilla Kofod.  Asger Ladefoged

En række københavnske gymnasier giver for høje karakterer til elever med indvandrerbaggrund.

Sådan lød anklagen fra kritikere her i avisen i sidste uge. Ifølge kritikerne får de tosprogede elever alt for høje standpunktskarakterer ved årets afslutning sammenlignet med deres senere eksamenskarakterer. En kritik, som understøttes af tallene fra sommerens afsluttende studentereksamen.