Ideologisk kamp om folkeskolen

Synd hvis en tiltrængt opstramning af folkeskolen skal drukne i en diskussion om elevtest og klassestørrelser.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Aldrig så snart havde undervisningsminister Tina Nedergaard (V) i går fremlagt regeringens oplæg til en reform af folkeskolen, før Socialdemokraternes uddannelsesordfører Christine Antorini afviste det. Med den påstand at der var tale om et ideologisk udspil.

Nu kan man i høj grad diskutere, hvilken af de to sider i folketingssalen der står mest fast på ideologien i skolespørgsmål. Men det er trist, hvis den enighed, der hidtil har hersket om diverse skoleforlig, skal ofres som følge af – dybest set ikke større uenigheder – men den valgkamp, der forlængst er skudt i gang.

Skolepolitik er naturligvis ideologi i den forstand, at holdninger og værdier bestemmer, hvilken folkeskole vi skal have, og hvor mange ressourcer der skal ofres på den. Men den nyeste PISA-undersøgelse af skoleelevers færdigheder på internationalt plan viser med tragisk tydelighed, at den danske folkeskole sakker bagud.

Danske elever lærer simpelthen ikke nok; og det er katastrofalt. At der skal gøres noget ved det, burde ikke forårsage større uenighed. Ambitionerne i regeringsudspillet fejler ikke noget. I 2020 skal den danske folkeskole være i verdens Top 5. Man kan lidt ironisk konstatere, at den borgerlige regering stræber efter – hvis den ellers beholder magten – i løbet af de næste ti år at nå det, den ikke lykkedes med på skoleområdet de foregående ti.
Lykke til.

Men det kræver altså, at regering og Folketinget tager fat nu. Skolens problemer kan på baggrund af stribevis af artikler i Berlingske ridses op således: Eleverne bliver undervist for lidt og for dårligt. Skolerne mangler ordentlig ledelse. Læreruddannelsen er utilstrækkelig. Politikerne kæmper imod en forstenet fagforening, og over det hele svæver spørgsmålet: Bliver pengene til folkeskolen brugt fornuftigt?

Vi har en dyr folkeskole, som er blevet eksemplet, nærmest skræmmeeksemplet på, at verdens højeste skat ikke er lig med verdens bedste offentlige service.
Det vigtigste er, at eleverne får flere undervisningstimer med mere vægt på faglighed og indlæring. Regeringen vil give mere frihed til kommunerne til at udvide klassestørrelserne, gennemføre flere test og give eleverne karakterer fra 6. klasse. Det er udmærket, hvis fleksibiliteten i klasseværelserne udnyttes til mere individuel og niveaudelt undervisning og flere undervisere til eleverne.

Karakterer og test er midler til at skærpe opmærksomhed og motivation hos såvel elever som lærere og forældre. Men de forbedrer ikke skolen i sig selv. Socialdemokraterne vender sig mod de fleksible klassekvotienter, niveaudelingen og offentliggørelse af test i skolerne. Men hvorfor egentlig? Hvorfor må forældre ikke vide, hvordan den lokale skole klarer sig? Hvorfor må elever ikke undervises på det niveau, de befinder sig? Når nu den hidtidige skolemodel klart har vist, at den ikke evner at kvalificere eleverne til andet end en midterplacering i international sammenhæng. Smid nu ideologien over bord og følg ambitionerne.