Hvornår blev det okay at snage i potentielle medarbejderes privatliv?

Virksomheder bør ikke snuse rundt på sociale medier for at finde informationer om jobansøgere.

Hvornår blev det okay at snage i potentielle medarbejderes privatliv? Fold sammen
Læs mere
Foto: Dennis Lehmann

Det er blevet normal praksis, at headhuntere og virksomheder undersøger jobansøgeres baggrund og sociale profil, inden de beslutter, hvem der render med stillingen…

Denne rubrik kunne man læse i Berlingske i starten af året, og alt tyder på, at flertallet af virksomheder i dag finder det legitimt at granske i folks privatliv uden tilladelse, inden de ansætter nye medarbejdere.

Og ja jeg ved, at man som virksomhed ikke kommer på kanten af loven, men betyder det, at det er okay?

Etisk gråzone

For nyligt snakkede jeg med en bekendt, der sorterede en kandidat fra udelukkende på baggrund af et uheldigt billede på Facebook, der fangede vedkommende siddende i selskabelig overrislet tilstand iført en paryk af spaghetti.

Men hvordan kan et foto taget i privat sammenhæng alene diskvalificere personen som dygtig medarbejder? Og er det fair og etisk korrekt at gå ind og dømme en mulig kompetent medarbejder på baggrund af et billede på Facebook?

Jeg kan se pointen i at bruge det sociale medie LinkedIn, hvilket vi også benytter i stor skala hos Lokalebasen.dk til at rekruttere især internationale medarbejdere. Mediet har en professionel tilgang og egner sig fremragende til formålet. Jeg ser dog ingen grund til at snage i folks privatliv, hvilket man jo rent faktisk gør, når man tjekker folks private Facebook-profiler. Og da slet ikke, når LinkedIn allerede giver én de informationer, som man har brug for i sammenhængen.

Når man som virksomhed begynder at snuse rundt i potentielle medarbejderes liv på internettet, så bevæger man sig ind i, hvad jeg vil kalde en gråzone. Og ved at vise en kommende medarbejder mistillid fra start af, så bryder man med den robuste danske tillidskultur.

Desuden tvivler jeg stærkt på, at et nyt, konstruktivt og tillidsfuldt samarbejde får den bedste start, hvis man da allerede har luret rundt i medarbejderens privatsfære.

Digitale fodspor

Stort set alle har i dag et kamera lige ved hånden. Derimod er det bestemt ikke alle, der deler samme holdning til, hvad man bør og ikke bør dele på de sociale medier.

De fleste kan nok skrive under på at have stået i en situation, hvor nogen har taget et billede af én, hvor man ikke fremstår fra sin bedste side. Og derfra er der i dag ikke langt til, at billedet ender på et medie som Facebook.

Vi lever i en digital tidsalder, og overalt på internettet efterlader vi os digitale spor, der er svære at slette, og som kan spores langt tilbage. Så ja, man bør selvfølgelig tænke over, hvordan man fremstår i det offentlige rum – både når man er jobsøgende, men også i al almindelighed.

Hvis virksomheder bruger oceaner af tid på at lave online detektivarbejde, og det eneste de finder er et billede fra en fest, som eksemplet med spaghetti-manden, så er det efter min mening spild af tid. At gå til fest i weekenden er vel ikke lig med ikke at kunne passe sit arbejde? Derudover ser jeg det som at snage i folks privatliv. Og dét at snage er vel ikke alment acceptabelt? Eller er det virkelig gået hen og blevet det?

Hvad angår en ansættelsesproces, så handler det i bund og grund om at finde en ny kollega med den rette faglige profil, det rette mindset og de rette værdier.

Og hvis man er heldig, så viser det sig måske 10-12 minutter inde i samtalen, at vedkommende med spaghettiparykken er helt al dente…