Hvorfor Paula Deen, Novo?

Kunne Novo have undgået Paula Deen-skandalen? Det spørgsmål stillede Berlingskes korrespondent Poul Høi i en nyhedsanalyse i denne uge.

Paula Deen Fold sammen
Læs mere
Foto: HANDOUT
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

 Selv om der er åbenlyse indikationer på, at Novo aldrig skulle have hyret smørdronningen som talsmand, skal tvivlen komme Novo til gode.

Det, der til gengæld ikke tjener Novo til ære, er, at koncernen ikke har orket at forklare, hvorfor den overhovedet har hyret Paula Deen, og hvorfor koncernen »kun« har suspenderet aftalen med hende, mens en lang række andre store virksomheder har hældt hende ud.

Da Novo i januar 2012 hyrede Paula Deen som talskvinde for insulinpræparatet Victoza var hun kendt som TV-kokken, der fyldte retterne med smør, baconfedt og mayonnaise. Hun friturestegte lasagne og chokoladekager. Kritikerne mente, at hun var med til at fede seerne op og gøre dem til diabeteskandidater.

Der skete så det, at Deen selv blev ramt af sukkersyge. En diagnose, hun holdt skjult i flere år, mens hun væltede fede retter ud gennem de medier, hun havde til rådighed.

Novos figenblad var, at Deen gennem sine fedmeprogrammer ramte målgruppen, og sammen skulle de udvikle et program, som skulle vise, at det er muligt at ændre livsstil.

Det er muligt, at Novo gennemførte en velovervejet beslutning i januar 2012, men det ændrer ikke ved, at Novo i dag står med et forklaringsproblem af dimensioner. Deen er ikke alene beskyldt for at være en smørbombe, men hun slæber nu også rundt på racismeanklager ved at holde hånden over sin bror.

Paula Deens bror har styret en restaurant, som Deen ejer 51 procent af, med en sjælden grad af brutalitet. Han beskrives som en gammeldags og uforbederlig sydstatsracist med en al for voldsom trang til whiskey.

Alt dette vidste Novo måske ikke, da de hyrede Paula Deen, men det ændrer ikke ved, at Novo har gjort Deen til talsmand for et af dens vigtigste præparater på trods af, at hun var kendt for at være talsmand for fedtprocenter, der skaber den sygdom, som Novo Nordisk vil lindre ved salg af medicin.

Det kræver en forklaring, og den har vi stadig til gode.