Hvorfor er Thyra Frank den eneste minister med faglig kompetence?

OPINION. Skal Danmark ledes ud fra politiske kompromiser, strategiske spil og underhåndsaftaler? Eller skal vi sammensætte Danmarks ledelse ud fra faglige kompetencer og evnen til at samle og repræsentere danskerne?

Danmark nye ældreminister, Thyra Frank, er en af de eneste af de i alt 22 ministre, der rent faktisk har arbejdet i den virkelige verden med det faglige område, hun er blevet minister for. Vores nye finansminister, Kristian Jensen, er et andet eksempel på undtagelsen med sin erfaring i bankverdenen, ligesom han har tjent som statsrevisor. Men generelt er praktisk erhvervserfaring med sit ministerområde undtagelsen og ikke reglen.

Bedre ledelse i det offentlige er et af hovedpunkterne i det nye regeringsgrundlag - afbureaukratisering og forenkling, fokus på kerneopgaver, klare mål og større fokus på resultater er blot nogle af de punkter, som de fleste af os vil nikke anerkendende til. Det kræver ifølge regeringsgrundlaget større fokus på rekruttering af dygtige ledere - men hvad så med lige at tage et kig indad til at starte med?

For hvorfor skal Ellen Trane Nørby, der er cand.mag i kunsthistorie uden erfaring fra virkelighedens verden være sundhedsminister? Hvorfor skal den tidligere speditør og folkeskolelærer Søren Pape Poulsen være justitsminister, når juristen Claus Hjort Frederiksen bliver udnævnt til forsvarsminister?

Det skal de åbenbart, fordi vi i Danmark sammensætter ledelsen af forretningen Danmark ud fra politiske kompetencer i stedet for stærke ledelsesmæssige og faglige kompetencer - og det er en skam.

For lad os forestille os, at den samme procedure foregik i resten af landets ledelser. Hvis man hos Novo Nordisk, Danfoss eller Carlsberg besluttede, hvem der skulle have hvilke poster ud fra en give-and-take-filosofi - med en tankegang om, at hvis jeg nu sikrer dig en plads i direktionen, vil du så sige god for mine idéer på det næste møde?

Nej vel? I resten af landet vælger vi, hvem der skal lede ud fra deres kapacitet til at samle og evne til at skabe tillid - men vigtigst af alt - fordi de er fagligt kompetente til netop denne stilling, til ledelse i praksis og til at skabe konkrete resultater.

Dét kan man langt fra sige om vores nye regering - og de sidste mange regeringer før denne - for den sags skyld. Blå som rød. Her er det politiske kompromiser og underhåndsaftaler, der bestemmer, hvem der skal lede Danmark.

Hvis man i stedet bruger argumentet, at de faglige kompetencer ikke er de væsentligste for at skabe Danmarks politiske ledelse - men derimod deres evne til at skabe sammenhold for danskerne og repræsentere os alle - så møder vi et nyt problem med vores nye borgerlige regering.

For hvordan kan en regerings centrale udvalg bestående af 100 pct. mænd repræsentere og samle en befolkning bestående af 50 pct. mænd og 50 pct. kvinder? Og hvordan kan en regering bestående af 100 pct. pæredanskere repræsentere en befolkning bestående af knap 88 pct. etniske danskere og over 12 pct. danskere af anden etnisk baggrund?

Danskere af anden etnisk baggrund har ingen repræsentanter i vores nye regering, og halvdelen af Danmarks befolkning, kvinderne, har kun repræsentanter, når det gælder de bløde værdipolitiske poster. Når det gælder de tunge poster såsom statsministerposten, udenrigs-, justits-, finans-, økonomi og indenrigs- og erhvervsministerposten, så sidder de hvide midaldrende mænd stadig tungt i ministerierne og troner i mørke habitter.

Vi bliver nødt til som minimum at stille de samme krav til ledelsen af forretningen Danmark, som vi hver dag gør i resten af Danmarks ledelser, når vi hyrer og fyrer ledere ud fra faglighed og kvalifikationer. Og endda med en endnu højere moral, når det gælder regeringen - som skal repræsentere og samle hele vores lille land - med alle de forskellige individer, det indeholder.

Regeringen skal gå forrest og sætte holdet ud fra køn som en kompetence, ud fra etnicitet som en kompetence, ud fra minoritet som en kompetence og vigtigst af alt ud fra faglighed som en kompetence - men aldrig ud fra politisk kompromis som en kompetence. Først der har vi for alvor tabt.