Hvor var medierne til årets fest for iværksættere?

Det er helt uforståeligt, at der har været musestille i medierne efter iværksættermessen Tech BBQ, skriver Lisbeth Wirgowitsch, der er Managing Partner i Kreab.

Lisbeth Wirgowitsch er Managing Partner i Kreab. Fold sammen
Læs mere

Ingen kan være uenig i, at iværksætteri er afgørende for Danmarks økonomiske fremtid. Politikere har i mange år fremsat det ene iværksætterinitiativ efter det andet, men effekten synes ikke at have materialiseret sig.

Antallet af nye virksomheder er på samme niveau i dag som for ti år siden, og antallet af højvækstvirksomheder er i samme periode halveret.

I sidste uge deltog jeg i årets iværksættermesse, Tech BBQ, hvor forretningsfolk, programmører og teknologinørder med og uden hestehale præsenterede deres ideer og resultater og hang ud med business angels og en hær af rådgivere, der stod på spring.

Flere end 3.500 mennesker, herunder repræsentanter fra amerikanske techgiganter som Amazon, Uber og Microsoft var samlet til en sand iværksætterfest.

Mange spændende ideer og gode historier fra messen havde jeg ventet skulle pryde erhvervsmediernes spalter i de følgende dage. Men sådan skulle det ikke gå. Der har været musestille.

Det er ærgerligt og ganske uforståeligt set ud fra et langsigtet væsentlighedskriterium, idet hele mediebranchen, herunder PR-branchen som jeg selv er en del af, har en vigtig funktion som løftestang for iværk­sætterbranchen.

Vi kan give morgendagens vindere bedre vækstmuligheder ved at bære dem frem i rampelyset, gøre opmærksom på deres ideer, kommunikere ønsker til bedre vækstvilkår og meget andet. Vi kan hjælpe med at føre den næste Just Eat, Momondo eller Skype ud i verden.

Hvis vi indser, hvor vigtig en rolle vi spiller i denne proces, kan det have en lang række positive konsekvenser.

Det kan give anledning til spændende artikler til glæde for erhvervsmediernes abonnenter. Og det kan facilitere kontakt mellem investorer og iværksættere, hvilket kan være nøglen til at skabe den næste »unicorn« – en tech-start­up med en værdi på over en milliard dollar.

Derfor vil jeg opfordre alle i mediebranchen til at tage ud og besøge iværksættere, høre deres historier og give endnu mere spalteplads til dem, der fortjener det.

Tilføjelse: Berlingske Business dækkede TechBBQ i forbindelse med iværksætterkonkurrencen Business Boost 2017. Læs mere her