»Hvis Sofie Carsten Nielsen nu tror, at jeg bare er sådan en arrogant overklassefyr, der har fået det hele forærende...«

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tidens ministre, en del af dem, udgør et vanskeligt adfærdsproblem. Ligesom visse usikre, men selvhævdende børn i skolegården har de så travlt med at vise, at de er nogen. Se nu den radikale uddannelses- og forskningsminister, Sofie Carsten Nielsen. Jeg har tidligere skrevet om hendes overdimensionerede trang til at fremhæve sig selv. Det var, da hun lancerede det reklameagtige initiativ om, at uddannelsesinstitutionerne skulle have til opgave at bekæmpe den sociale arv. Nu er hun der igen med sit selvilluminerende jeg. Denne gang i en kronik i Politiken, onsdag, hvor hun lancerer en regeringsbeslutning om at skære antallet af studiepladser ned på bl.a. universiteterne. En række studier har år efter år ført ud i arbejdsløshed, uden at nogen har gjort noget ved det, konstaterer hun og fortsætter: »Det gør jeg nu. En uddannelse skal føre til et job. Derfor vil jeg nu justere på antallet af studiepladser på de uddannelser, hvor der i længere perioder har været markante problemer med høj arbejdsløshed.« Sådan fortsætter hun. Jegjegjeg. Ville det ikke være klædeligt med lidt »vi«, en smule ydmyghed, lidt respekt for det embede, man besidder?

Hendes argumentation er også tidstypisk. Den er terapeutisk: nedskæringen sker af hensyn til de studerende selv, så de ikke risikerer at komme ud med en uddannelse, der ikke er brug for. Og tidstypisk kalder Thomas Larsen i Berlingske, torsdag, hendes intiativ for »et modigt livtag med stud.ubrugelig«. Han går altså også ind for, at det er politikernes opgave at sørge for, at folk uddanner sig til noget med beskæftigelsesmuligheder. Dette i Berlingske, der skulle være en bastion for ansvar for egne beslutninger, personligt initiativ, evner og vilje.

I øvrigt er opgøret med den tilstand, som de Radikale selv har et meget stort medansvar for, nødvendigt. Det er bare for lidt og for sent. Det er for lidt at skære ned med 4.000 studiepladser over tre år, når der ifølge hendes eget ministerium bliver optaget 15.000 studerende om året på uddannelser med ringe beskæftigelsesudsigter. Og det er for sent i den forstand, at universiteterne allerede er ødelagt som følge af, at man i årevis har optaget mængder af mennesker, som hverken har begavelse, basale kundskabsforudsætninger eller selvdisciplin til at gennemføre et universitetsstudium. Det har på grund af det såkaldte taxameterprincip medført, at de højere læreanstalter, især på de humanistiske og samfundsfaglige områder, har måttet ændre sig fra at være institutioner, der krævede selvstændighed, grundighed og fordybelse, til at blive skoler, der giver »lektier« for, og som tager de studerende, »eleverne«, i hånden, for man kan ikke forlange af de små velfærdspus, at de selv skal finde vej.

På længere sigt har nationen overhovedet ingen glæde af den udvikling. Den har fundet sted i en bevidstløs efterligning af amerikanske uddannelsesstrukturer, men de egentlig skyldige er de politikere, der har brugt dette uddannelsessystem til social udligning og haft kvantitet som værdikriterium i stedet for kvalitet. Men det eneste, de højere læreanstalter kan bruges til uden at lide skade med langtrækkende og dybtgående konsekvenser, er at være rammen om den ypperste forskning og give den bedst mulige uddannelse til de bedst egnede. Det vil sige dem, der både kan og vil.

Og hvis Sofie Carsten Nielsen, hvis hjerte politisk set ret belejligt banker så heftigt for dem, der er belastet med social arv, nu tror, at jeg bare er sådan en arrogant overklassefyr, der har fået det hele forærende, så vil jeg blot røbe, at jeg gik ud af skolen som 15-årig. Når jeg siden kunne bruge elleve år på Københavns Universitet som studerende, lærer og stipendiat, skyldes det, at jeg arbejdede mig til en studentereksamen som voksen og siden til en kandidateksamen med – omsat til nugældende karakterskala – 12 i gennemsnit, og aldrig har modtaget en krone i SU eller hjælp fra andre. Sådan har mange ved helt egen indsats brudt med den såkaldte sociale arv, fordi de havde evner og vilje. Det gælder eksempelvis også min ven Steffen Jacobsen, der er kendt som thrillerforfatter på internationalt niveau, desuden overlæge, dr.med.

I hans nye bog, »Gengældelsen«, som har kostet mig en hel nats søvn, fordi den ikke er til at slippe, og som udkommer den 10. oktober, funderer en plaget departementschef over sin nye minister: »Kvinden var simpelt hen håbløs. Kvalifikationerne bestod i hendes køn, hendes unge alder, et relativt fotogent ansigt og nedstamningen fra et kulturradikalt dynasti, der havde leveret medlemmer til Danmarks Folketing i mange generationer og faktisk ikke længere kunne andet; som en slægt af cirkusakrobater. Ministerens eneste berøring med en professionel virkelighed var tiden som elevrådsformand på et provinsgymnasium og tre semestre på statskundskab.« Beskrivelsen er en satirisk præcis karakteristik af en politikertype, der alt for længe har præget Folketing og regering. Det er et problem, at man kan blive minister uden nævneværdig virkelighedserfaring og hukommelse. Alt for længe har det været en hemmelighed for de Radikale, at der også er brug for andre i denne verden end mennesker, der har siddet med en bog.