»Hvis DR skal tøjles i fremtiden, skal de borgerlige partier sætte langt stærkere folk ind i bestyrelsen.«

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Om danskerne skrev Adam af Bremen i fjerde bind af sin krønike: »Tårer, klager eller andre tegn på anger, som vi anser for rigtigt, afskyr danskerne i den grad, at det ikke engang er tilladt for nogen at græde over sine synder.« Dette blev skrevet for næsten 1.000 år siden. Siden er der løbet meget sødsuppe i stranden. Først og fremmest i løbet af de sidste 20-30 år, hvor en ulykkelig blanding af rigdom, barnepigestat og behandlervælde har gjort os så blødsødne, at børn kan få traumer for livet, hvis det regner på deres fødselsdag. På den baggrund skulle jeg egentlig være glad for Marianne Jelveds uforsonlige hårdhed. »Jeg har ikke fortrudt noget,« erklærede hun i et interview med netavisen Altinget.dk i torsdags, efter at hun i tirsdags satte punktum for forhandlingerne om Danmarks Radios underholdningsorkester.

Men så radikal var hun alligevel i Altingets interview, at hun tog et forbehold. Efter at hun havde erklæret, at hun ingenting fortrød, tilføjede hun: »I hvert fald ikke noget, jeg vil delagtiggøre folk i. Det må I i givet fald læse om i mine erindringer.« Kender jeg Marianne Jelved ret, og det tror jeg faktisk, jeg gør – for så vidt som man overhovedet kan kende det menneskelige amfibium, som en politiker i det danske demokrati er – så vil hendes eventuelle fortrydelse, når hun engang om en snes år trækker sig ud af Folketinget for at skrive sine erindringer, dog ikke dreje sig om hendes egen stædighed. Den vil hun aldrig fortryde. Nej, hun vil skrive, at det, hun fortryder i forbindelse med den ulykkelige sag om underholdningsorkestret, er, at hun overhovedet stolede på Venstre. For er der noget, der står fast i Jelveds verden, så er det, at hun altid har haft det med Venstre, som bonden i H.C. Andersens eventyr »Lille Claus og store Claus« havde det med degne. Han »havde den forunderlige sygdom, at han aldrig kunne tåle at se degne;«.

Der er ikke noget positivt at sige om nedlæggelsen af underholdningsorkestret, ligesom der intet positivt var at sige om den spareplan, vi var nødt til at gennemføre, da jeg sad i Det Kongelige Teaters bestyrelse. Den betød 82 stillingsnedlæggelser. I fredags kunne man læse i avisen, at Det kongelige Teater i foråret 2012 stod »midt i sin værste krise i mange år med store økonomiske og ledelsesmæssige problemer, en traumatisk fyringsrunde og vedholdende klager over dårligt arbejdsmiljø«. Det eneste i den historieskrivning, der er i overensstemmelse med kendsgerningerne, er, at fyringsrunden var traumatisk. Det er den slags altid. Teatret gik fra den ene kunstneriske succes til den næste, og på de givne politiske vilkår havde Erik Jacobsen, teatrets direktør, opbygget en økonomisk effektiv institution.

Men der trives en kulturel smålighed i dansk politik, som betyder, at der aldrig er en rimelig balance mellem mål og midler, når det gælder Det Kongelige Teater. Det samme gælder i øvrigt Forsvaret og museumsverdenen. Altså tre af de fem søjler, den nationale bevidsthed står på. Den femte er uddannelse og forskning. Den fjerde er Danmarks Radio, og her er ingen smalle steder. I forhold til DRs enorme budget er de besparelser, kæmpeforetagendet er blevet pålagt, småpenge og kunne sagtens være gennemført uden nedlæggelse af underholdningsorkestret. Nedlæggelsen fortæller noget om både DRs direktion og DRs bestyrelse.

Samtidig med, at DRs direktion nedlægger underholdningsorkestret, opruster DR med ansættelse af dusinvis af medarbejdere til »Danmarks største indholdssite«. Det hedder i stillingsannoncerne: »Vores ambition er at sætte og erobre dagsordenen og være bedst til at bruge alle nettets virkemidler.« Der sker en systematisk bevægelse væk fra de egentlige public service-opgaver til fordel for konkurrencen med de privatdrevne medier. Det sker med bestyrelsens velsignelse. En af DR-bestyrelsens vigtige opgaver er at sørge for, at DR opfylder sine forpligtelser som public service-institution. Her svigter den.

Vi ved, at næstformanden Ole Hyltoft var imod at nedlægge underholdningsorkestret. Jeg antager, at Katrine Winkel Holm også var det. Men hvor var de andre, da slaget stod? Udviklingen på DR tyder på, at flertallet af bestyrelsesmedlemmer har deres naturlige plads som nikkedukker på juleudstillinger. De nikker ja og amen til alt, hvad DRs direktion og bestyrelsesformand Michael Christiansen, som Jelved netop har genudpeget, ønsker. Hvis DR skal tøjles i fremtiden, skal de borgerlige partier sætte langt stærkere folk ind i DR-bestyrelsen.

Sidste weekend var jeg i Berlin, hvor jeg er kommet siden 1971 og også har boet. Torsdag hørte jeg Bruno Ganz læse Botho Strauss i Brechts gamle teater. Stuvende fuldt af mennesker, unge og ældre. Fredag hørte jeg Daniel Harding dirigere Mahlers 6. symfoni i Berlinerfilharmonien. Stuvende fuldt hus af unge og ældre. Lørdag så jeg Gounods opera »Faust« på Staatsoper. Stuvende fuldt af unge og ældre. Tager man til mindre byer som München, Darmstadt, Dresden eller sågar Weimar med Deutsches Theater, vil man opleve det samme: en kulturel overdådighed, et kulturelt overskud. I Berlin er der tre store operaer, Staatsoper, Deutsche Oper, Komische Oper. I Danmark er vi ved at forgå. Lukningen af DRs underholdningsorkester er endnu en pind til ligkisten.