Hver måned har sin egen forfatter

Denne kronik er ikke nogen kanon. Den er en litterær juleleg. Hver familie kan i højtiden sætte sig om juletræet og diskutere sig frem til sine tolv årstidsforfattere.

Foto: Tegning: Claus Bigum

Forleden eftermiddag spadserede jeg en tur gennem Fælledparken. Et større udvalg af Jysk Sengelagers dyner var hængt lavt ud over himlen og truede med at begrave byen i sit tågede tusmørke.

Hvilken forfatter trænger du nu til at læse, når du kommer hjem fra denne tur i lystmordernes foretrukne vejr, spurgte jeg. Og valgte hurtigt en af mine ældre kolleger. Den næste tanke var: jamen har hver måned ikke sin egen forfatter, der skal læses netop denne måned? Jo. Og her er de, disse tolv forfattere, der skal trækkes frem af reolen lige når deres tid er inde.

JANUAR. Det var så grueligt koldt; det sneede, og det begyndte at blive mørk aften. Sådan begynder »Den lille pige med svovlstikkerne«. H.C. Andersen, vor geniale første-digter, har skrevet dejligt om vores sommer. Men endnu bedre om der særlige vintervejr, snart grueligt gråt, snart prægtigt hvidt, som vores folkekarakter er dannet af. Det er i den nøjsomme, barske vinter, vi mest har brug for H.C. Andersens fortrøstning. Han er vores lyseste trøst i vores mørkeste måned.

FEBRUAR er måneden, hvor vi udholder barfrosten ved at slå gækken løs og katten af tønden. Den danske nationalgæk hedder jo selvironi. »Han syntes født til bagateller / og noget stort han blev ej heller.« Og trods den uærlighed, der hører til ironiens sandhed, må man give Johan Herman Wessel ret i hans selvbedømmelse. Når han kunne skrive et så funklende syngespil som »Kærlighed uden strømper«, var det for slapt ikke at skrive mindst et til, men i stedet nøjes med alle de der funklende rim-bagateller.

Så derfor får han kun en halv måned. Den anden halvdel af februar går til en anden varmhjertet spasmager, Halfdan Rasmussen.

MARTS er måneden, hvor vi ser verden klart i den bragende sol, men også hvor illusionen om forår går til grunde. Læs den illusionsløse Karen Blixen i marts. Rensende barsk. Men også med nogle kolde, kærlige solstriber lige ned i martsviolernes violette blomsterflor.

Det nemmeste ville være at give APRIL til Johan Skjoldborg – »Når vinteren rinder i grøft og i grav«. Eller til Poul Martin Møller – »Grøn er vårens hæk«. Husmandens og studentens aprilvise.Men jeg tror nu Jens August Schade skal have april. Schades jesuitisk konsekvente og dog lattermilde insisteren på, at København kun er rigtig sig selv i poesiens flakkende lys. I slentrende gang gennem aprils bygevejr lokker han syrlig vin, ustadige piger og andre søde lysglimt ud af fortovsflisernes vaneliv.

MAJ rækker jeg ærbødigt til Ludvig Holstein. Mest fordi han har skrevet det mest fuldendte fødselsdigt der er skrevet på dansk. Det hedder »Den hvide hyacint«. »Jeg stod og så det ske – / En fødsel uden fødslens ve.« Det er en betaget indlevelse i hyacintblomstens tilblivelse. Andægtigt følger han naturens under helt der ind i skønhedens inderste, hvor også evigheden viser sig. Digtet bliver lige så harmonisk til som hyacintens blomster. Og er som verskunst lige så vellugtende.

Kim Larsen har gjort et andet Holstein-digt om hyacinten berømt: »Det er i dag et vejr – et solskinsvejr! O, søde vår, så er du atter nær.«

Holstein har også skrevet uforlignelige vers om bøgen, kirsebærtræet, æbleblomsten, gravenstenen. Jo, maj er Holsteins måned.

I JUNI har rugen ranket sig, og solen går sent til ro med glød i bondegårdenes ruder. Børnene vil ikke ind om aftenen og bliver ved med at lege ude på vejen. »Stille, hjerte, sol går ned.« sang Jeppe Åkjær om disse smukke, tøvende aftenstunder. De fattige arbejderes og den rige naturs sanger, vor lyriks nationaldigter, tilegnes sommerens smukkeste måned, juni.

JULI går til Johs. V. Jensen. Han har digtet forførende om hvordan høduften med sin krydrede vind driver gennem Danmarks korn. Og hvordan sommernatten koger i krattet. Men han er også oldbondens og jægerens reinkarnation i vor tekniske tid. Han sidder i Tibirke Bakker i sin selvmurede skriverhytte, hylder Columbus og Thorvald Stauning og lader ånden følge håndens id.

Og så bliver det AUGUST. Nu glimter lynene, og kloderne hvirvler rundt på den sorte stjernehimmel. Thøger Larsen fra Lemvig springer i jublende overmod op på en klode og råber: »Og stjerners mulm og stjerners brand / i mig vil have mæle.«

Klodedigteren Thøger Larsen får august.

I SEPTEMBER, den sidste lyse måned heroppe nordpå, skal vi læse Herman Bang. Der er en afklaret, vemodig tone i septemberluften. Skyggerne er lange, solen er på sin vej ned. Træerne og blomsterne prøver (ligesom Herman Bangs personer) at holde modet og værdigheden oppe. Men det kan ikke skjules, at de er blevet brune i kanten. Glansen er gået af Sankt Gertrud. Ligesom den er gået af Herman Bangs kvinder, Tine, Irene Holm, Ida i »Ludvigsbakke« og Katinka Bay i »Ved Vejen«.

Men september er også en fin måned at lege og le i – og det gjorde Herman Bang også.

I OKTOBER kommer forfaldet, forgængelsen med sin storhed og sin nåde. Den måned er Steen Steensen Blichers. »Sig nærmer tiden, da jeg må væk«, synger han. Vemodet udsat for den jyske hedefloras cello.

I oktober går vestenvindens vilde storme over landet og river hvad der er udsat omkuld. Blichers Cecilie i »Hosekræmmeren« skærer halsen over på sin egen dybt elskede Esben. Præsten i Vejlby henrettes skændigt. Blichers tragiske melankoli set med digterens lange udsyn over heden er så dansk, at hans verdenskunst aldrig rigtig er nået uden for landets grænser.

I NOVEMBER har vi »Dette mørke! Som en langsomt sivende regn opløser det alle ting … vej, jord, træer, marker – det svinder alt sammen hen i et sort intet.«

Dette, hovedstadens mørkevejr, er Johannes Jørgensens speciale. Så han, den katolske dansker, en af vore helt store sprogmestre, æresborgeren fra Svendborg og Assisi, tildeler vi november.

Det var ham, der randt mig i hu i Fælledparkens suppe.

Her nu i DECEMBER vender lyset tilbage. Under de hængende og dryppende dyneskyer tænder menneskene selv lysene på gader og stræder, i juletræer og kirketårne. Fødslens lys, tilgivelsens lys, livsglædens lys. Det lys besynger B.S. Ingemann med en poesi, der er troskyldig som barnets og gigantisk som himmelrummet. »Lysets engel går med glans/ gennem himmelporte.« Livet er godt nok. Men der venter os et endnu bedre. »Dejlig er jorden«, men »Prægtig er Guds himmel«.

Man siger, at Ingemann døde uden bekymring og fuld af forventning til det paradisliv, han nu skulle ind til. Ligesom når børn står og venter på, at døren skal gå op og afsløre det tændte juletræ.

Så året slutter som det begyndte med det lys, der kommer indefra, fra store digtere som H.C. Andersen og B.S. Ingemann.

Vi er et lille land. Og dog har vi en stor digter til hver måned i året. Og vi har endda overskud. Der blev hverken plads til Oehlenschlæger, Christian Winther – eller november-kandidaten Henrik Nordbrandt.

Men denne kronik er ikke nogen kanon. Den er en litterær juleleg. Hver familie, samlet om juleglæden, kan efter risalamanden sætte sig om juletræet og diskutere sig frem til sine tolv årstidsforfattere. Thi »I denne søde juletid/ tør man sig ret fornøje.«

Forfatteren til disse linier fik jeg for resten heller ikke plads til. Hvem er det nu han er?