Hvem er de værste skattehævere?

Erfaringerne viser, at der ikke er nogen grund til at tro, at danskerne efter den seneste skattereform skulle ende med et lavere skattetryk end før.

Erfaringen viser, at skattetrykket er øget mere under borgerlige regeringer end under socialistiske, skriver Peter Kurrild-Klitgaard, der har regnet på skatten siden 1966. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

Hvilke regeringer er de værste til at hæve skatterne? Spørgsmålet er aktualiseret af den skattereform, som VK-regeringen netop har gennemført. Ligesom en række andre reformer gennem tiderne, så piller den lidt hér, justerer lidt dér — som var det endnu en »forårspakke« eller »pinsepakke«, snarere end en mere gennemtænkt forbedring af systemet. Men slutresultatet kan vi være næsten sikre på: Den giver ikke egentlige skattelettelser, men lægger snarere grunden for, at statens skatteindtægter vil gå op, og at skattetrykket vil fortsætte med at stige.

Og svaret på, hvem der hæver skatterne mest, er — paradoksalt nok — at det er under borgerligt-liberale regeringer som den nuværende, at skatter og skattetryk har en tendens til at stige mest.

Tingene kan gøres op på mange måder, men ser man på perioden 1966-2007 og tager udgangspunkt i den ideologiske observans af den regering, der har haft regeringsmagten størstedelen af hvert enkelt år (borgerlig eller venstreorienteret), så kan man med data hentet i Skatteministeriet udregne, hvor meget skattetrykket er steget under de forskellige »regimer«. Anskuet totalt for perioden, er skattetrykket steget knap 50 pct., fra 32-33 pct. i 1966/67 til 48,8 pct. i 2007, og altså gennemsnitligt 0,4 pct.point pr. år.

Ser man på stigningstakter år til år, er skattetrykket i perioden som helhed steget gennemsnitligt knap en pct. pr. år, men med store »ideologiske« forskelle: Under venstreorienterede regeringer er skattetrykket steget gennemsnitligt sølle 0,05 pct. pr. år, mens det under borgerlige regeringer er steget hele 1,9 pct. pr. år.

Lidt problematisk her er bl.a. Poul Hartlings smalle Venstre-regering (1973-75), fordi den strakte sig over tre kalenderår, men reelt kun sad i lidt over ét år, og fordi skattetrykket steg markant i 1974 men til gengæld faldt endnu mere i 1975. Men »renser« man tallene for Hartling-regeringen, er der dog fortsat tale om, at borgerlige regeringer har realiseret en netto-stigning i skattetrykket på i gennemsnit 1,8 pct. pr. år.

Man kunne måske sige noget lignende om Hilmar Baunsgaards KVR-regering 1968-71, hvor skattetrykket steg med fem – seks pct., blandt andet fordi man havde indført den kildeskat, som efterfølgende var medvirkende til at Mogens Glistrups Fremskridtsparti kunne få vind i sejlene. Men selv uden at medtage denne regering, vinder de borgerlige regeringer let konkurrencen om stigninger i skattetrykket (et pct. pr. år).

Billedet fortsætter i øvrigt under Fogh-regeringerne siden 2001 — trods det skattestop, som regeringen nu selv er løbet fra i forbindelse med skattereformen. Selvom mange har tegnet et billede af, at regeringen skulle have sænket skatterne drastisk, og at dette skulle være finansieret ved offentlige besparelser, er sandheden reelt, at de offentlige udgifter er steget markant siden 2001 — og meget mere end det var planlagt af de foregående socialdemokratisk-ledede regeringer. Det er blevet finansieret af en højere økonomisk aktivitet, som har sendt milliarder af nye kroner i statskassen, og konsekvensen har så også været, at skattetrykket er steget under den nuværende regering (fra 48 pct. i 2002 til 48,8 pct. i 2007), og at det endda er under denne regering, at det har nået sit hidtil højeste niveau nogensinde (51 pct. i 2005).

Det kunne være oplagt at spørge, om skatterne ikke bare stiger mere under borgerlige regeringer, fordi socialdemokratisk-ledede regeringer hæver de offentlige udgifter men finansierer disse med budgetunderskud, hvorefter det er op til borgerlige regeringer at rydde op? Det kunne jo umiddelbart passe med erfaringerne fra 1970erne, hvor Anker Jørgensen kørte dansk økonomi på vej mod afgrunden, hvorefter Schlüter kom til og sanerede.

Måske, og sandt er det i hvert fald at Anker Jørgensen kun kunne øge de offentlige udgifter, som han gjorde, uden at hæve skatterne, fordi man gældsatte landet voldsomt. Men det er i givet fald ikke hele historien. At venstreorienterede regeringer sætter udgifterne mere op end borgerlige, ændrer jo som sådan ikke på, at det er de borgerlige regeringer, der sætter skatterne mest op. Hvis der er et budgetunderskud, står man jo fortsat — uanset partifarve — med et valg mellem så at reducere udgifterne, øge skatterne, eller fortsætte underskuddet – og her er erfaringen så altså, at også borgerlige hellere vil øge skatterne end f.eks. skære i udgifterne.

Men hvorfor? Der er mange mulige forklaringer — nogle gode, nogle dårlige. En åbenlys er, at bortset fra perioden efter 2001, har det i årtier været det samme parti, der har været »tungen på vægtskålen« — altså det parti, der ikke har kunnet dannes regeringer udenom. Dét parti har altså i tre fjerdedele af de seneste 40 år været Det Radikale Venstre — og hvis De Radikale ikke har villet holde igen på skattetrykket, så har ingen regeringer heller kunnet gøre det.

Eftersom De Radikale generelt godt kan lide højere offentlige udgifter, forklarer det måske meget godt, hvorfor skattetrykket aldrig falder i længden.

Men det kan i bedste fald kun være noget af forklaringen — for skattetrykket er jo heller ikke faldet under den nuværende regering, og det er næppe De Radikales skyld.

Dét forklarer heller ikke, hvorfor skattetrykket skulle stige mest under borgerlige regeringer. Måske fordi Socialdemokraterne er mere »borgerlige« og tilbageholdende, når de er ved magten, end når de er i opposition — hvor det er lettere at lægge sig ud på venstrefløjen og derfra prøve at presse en borgerlig regering, der så svarer igen med at hæve de offentlige udgifter for ikke at virke »asociale«. Måske fordi borgerlige regeringer helt automatisk gør dette af dem selv alligevel. Måske fordi borgerlige regeringer så gerne vil »effektivisere« og »udnytte ressourcerne bedre« — med den utilsigtede konsekvens at de kommer til at gøre skatteopkrævningen mere effektiv, og efterspørgslen på offentlige ydelser større.

Under alle omstændigheder gør erfaringerne, at der ikke er nogen grund til at tro, at danskerne efter denne skattereform skulle ende med et lavere skattetryk end før.