Hvad mon VK har imod vedvarende energi

Hvorfra stammer VKO-modviljen mod vedvarende energi (VE)? For mig er det en kæmpegåde.

Mens jeg var miljø- og energiminister var der bred enighed om støtte til VE-udbygning, både vind, sol og biogas. Og Danmark skaffede sig en global førerposition på vindenergi. Det har givet titusindvis af nye job og en årlig eksport på over 30 mia. kr. Men på trods af, at statsministeren og klimaministeren lader sig hylde på tribuner hele verden over for denne bedrift, er holdningen hos regeringen en helt anden, når det drejer sig om en indsats for mere VE her i landet. Denne dobbelte indstilling gennemsyrer det forslag til ny VE lov, som Connie Hedegaard har udsendt til høring i juni. Med sine manglende krav til kommunerne og den ny bizarre erstatningsordning, vil forslaget virke som en bremseklods og ikke som den aftalte løftestang for VE i Danmark.

VK-regeringen aflyste tidligt - før Dronningen kunne fortryde sin udnævnelse - tre planlagte havvindmølleparker og satte en effektiv bremse for udbygning til lands. Ikke alt kunne man stoppe. Så endnu i 2002 og 2003 blev der opsat nye møller i Danmark. Men siden 2004 (hvor Connie Hedegaard afløste Hans Chr. Schmidt som miljøminister) er det slut. I alt blev der opsat netto ny vindkraft i alt i perioden 2004 – 2007 på 9 (ni) MW, hvor der de sidste fire år i den tidligere regering blev opsat 1374 MW. Hvorfor slagte hønen, der lægger guldæg? Hvorfor ødelægge Danmarks førerstilling på vindområdet? Hvorfor risikere, at vindindustrien opgiver Danmark som hjemland? Hvorfor som det eneste land i verden indfører man erstatningsordninger for vindmøller? Fordomme, ideologi eller uvidenhed? Svaret blafrer i vinden.

I vinteren 2004 blev der indgået en ny bred energiaftale med sigte på at få gang i opsætningen af VE- anlæg igen, men den energiaftales virkeliggørelse har været udsat for ekstraordinære forsinkelsesmanøvrer, og dens planmål er stadig ikke nået fire et halvt år senere. Alligevel prøvede oppositionen (trods tidligere løftebrud) lykken med en ny VE-aftale i februar i år. Men igen kniber det alvorligt med virkeliggørelsen. I det VE-lovforslag fra Connie Hedegaard, der er til høring, er der lagt mange snubletråde ud for den fremtidige udbygning. Med det nuværende flertal er al udbygning af vindkraft til lands stadig sat i stå – trods de smukke ord ved internationale konferencer.

Ifølge energiaftalen af 21. februar skulle der fastsættes nationale mål for udbygning med VE. Målene skulle forpligte kommunerne til at udlægge de nye arealer for udbygning. Der skal ikke flere møller op. De nye og mere effektive møller skal blot fordeles bedre og opstilles de »vindgode« steder, og det kræver en overordnet forpligtende planlægning. Denne aftale er imidlertid forvandlet til en ny hensigtserklæring for en aftale mellem regering og KL (som ikke har nogen myndighed overfor kommunerne på planområdet) om en beskeden forøgelse af plangrundlaget i 2010 og 2011, men ingen pligt til, at planerne skal være klar sådan, at der faktisk kan opføres nye møller i de to år. Selv lokalplanerne for den i 2004 aftalte ny vindmøllekapacitet er endnu ikke på plads fire et halvt år senere! Denne sendrægtighed bliver der ikke gjort op med lovforslaget. Men kan vi overhovedet rumme flere møller i Danmark? Pointen ved 2004 aftalen var netop, at der skulle nedrives langt flere møller end der skulle opsættes. Danmark har brug for færre, men mere effektive møller.

Men ikke nok med den slappe VE planlægning. Der indføres en erstatningsordning hvor kommende investorer får pålagt et »objektivt« erstatningsansvar for påståede værditab hos de nye møllers naboer uanset om investorerne har overholdt alle de skrappe myndighedskrav om passende afstand, støj, blink og naturbeskyttelse.

VKO flertallet har karakteristisk nok for ikke længe siden fjernet det objektive ansvar fra A.P. Møller og andre operatører i Nordsøen, men nu skal det objektive ansvar, altså indføres for fremtidige vindmølleejere. Lad den lille investor ifalde et ansvar der er for tungt for de store koncerner, synes at være VKO-filosofien.

Efter lovforslaget påhviler det investor selv at finde frem til, hvem hans erstatningspligtige naboer er, og selv beregne naboens formueværditab ved den ny mølle. Hvis »naboen« ikke er tilfreds med investors pligtige tilbud, skal der ske taksation med ministerudpeget taksator, og enhver uenighed kan selvsagt indbringes for domstolene. Selv tre måneder efter nettilslutningen af møllen (altså efter projektets færdiggørelse) kan nye »naboer« melde sig med erstatningskrav! Lignende ordninger for objektivt erstatningsansvar indføres ikke for landbruget (eller andre erhverv) selv om de fleste sikkert nok hellere vil bo på en egn med vindmøller end i nærheden af en kæmpe svinesti med tilhørende gylletanke! Som udtryk for regeringens modvilje mod VE kan det nævnes, at det i bemærkningerne til lovforslaget siges, at det »vurderes« at værditab ved naboskab til en vindmølle er mindre belastende end at få sin jord eksproprieret. Ja, mon ikke.

Erstatningsordningen vil i den foreslåede udgave være et absolut juridisk særsyn. Uanset om en borger overholder alle samfundets love og bestemmelser, kan han forpligtes til at betale erstatning til en nabo der føler sin formue forringet. Hvorfor skal en sådan bestemmelse kun gælde for vindmøller, men ikke for gylletanke, stalde, fabrikker, højhuse, servicestationer, butikscentre, værtshuse, biogasanlæg, privathospitaler, skydebaner eller idrætsanlæg? Og hvad med reglen om, at man lovligt må anmelde erstatningskrav efter at møllen er opført og nettilsluttet? Eller reglen om at det er investor, der skal finde frem til hvem der er naboer, og hvem og hvor meget »erstatning« han skal af med, og som derfor skal lave alt det dyre juridiske/tekniske/økonomiske forarbejde for derefter at skulle igennem en ministerudpeget taksator for så til sidst alligevel at ende i domstolene? Lovforslaget strider mod alle kendte retspolitiske principper og må være slæbt forbi Justitsministeriets lovafdeling af en angstindgydende minister.

Med kraftløs planlægning uden pligter for kommunerne til at udlægge de nødvendige arealer og med den dæmonisering af VE-investeringer som lovforslaget vil medføre, bliver der fortsat ingen møller i Danmark, frygter jeg. Hvorfor skulle investor påtage sig alt det smadder og underlægge sig al den mistænkeliggørelse, som Connie Hedegaards forslag er udtryk for? Det er jo langt nemmere at investere i vore nabolande, ikke mindst i Tyskland. Og der vil fortsat ikke blive opsat nye vindmøller i Danmark, selv om energiaftalen netop har til formål at stimulere udbygningen.

Denne situation er utålelig for vindmølleindustrien – som er en af Danmarks største. Hvordan kan man have et hjemland, hvor der dels ikke er blevet opstillet møller i mange år (som følge af regeringens politik), og hvor der nu skal betales erstatning, hvis man drister sig til at gøre det? Virksomhederne advarer med rette og må i givet fald være fristet til at flytte Danmark til mere VE positive lande.

Også for regeringen må VE-stoppet være et problem. Selv om dobbeltmoralen har holdt godt (smukke ord udenlands – manglende handlinger indenlands), er isen ved at blive tynd under statsministeren og klimaministeren. Glem ikke, at Danmark skal være vært for klimamødet i december 2009 i København, og at Danmark snart er længere væk fra at opfylde sine CO2 forpligtelser end noget andet EU-land.

Opgaven for de kommende forhandlinger må være at fjerne alle de ideologiske blokeringer i lovforslaget. Sørge for at den nationale planlægning bliver forpligtende for kommunerne. Lade Energinet Danmark overtage en evt. erstatningsforpligtelse (hvis VK virkelig vil please Dansk Folkeparti) efter faste tariffer som man kender det fra opstilling af elmaster så det er til at administrere hurtigt og effektivt og uden at diskriminere vindmølleinvestorerne. Og i fællesskab mellem regering og opposition lave et kæmpefremstød for igen at gøre Danmark til det førende VE-land i erden. Se det ville være et lykkeligt klimaeventyr.