Hvad blev der af kredithåndværket?

I dag er der kun fokus på at gøre bankerne så sikre, at en bank (i hvert fald ikke de store) kan eller må gå ned. Men er det nu rigtigt, spørger erhvervskommentator Jens Chr. Hansen.

Jens Chr. Hansen, erhvervskommentator. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Indrømmet, det er lidt gammeldags at mene, at en banks væsentligste håndværk er kredithåndværket. Det at kunne give lån, men samtidig styre disse lån, så tabene er til at håndtere. Som bank skal man ikke have nul kroner i tab, der skal en vis risikovillighed til, men ikke så meget, at bankens overlevelse bringes i fare. Det hedder kredithåndværk.

I den til tider ophidsede debat om bankerne er kredithåndværket aldeles fraværende. Der er alene fokus på at gøre bankerne så sikre, at en bank (i hvert fald ikke de store) kan eller må gå ned. Solvensen, de finansielle buffere, skal markant op, og politikere og professorer står i kø for at presse den ansvarlige kapital så langt op som overhovedet muligt. Og – må man så forstå – så kan banken ikke gå ned.

Men er det nu rigtigt? Forestiller man sig, at Roskilde Bank, EBH og alle de andre krakkede banker havde været udstyret med dobbelt så vægtige finansielle buffere, var de så ikke krakket? Det korte svar er: jo. Dårlig ledelse og ekstremt dårligt kredithåndværk sænkede disse banker. Det er illusorisk at tro, at man kan sikre en bank mod at gå ned. Hvis banken skal være så sikret, at den ikke kan gå ned, ja, så er spørgsmålet, om det overhovedet er en bank.

I kølvandet på den værste finansielle krise siden 1930erne, skal bankerne selvfølgelig sikres bedre. Så vidt, så godt, men på et tidspunkt er det altså relevant at forholde sig til, hvor meget mere bankerne skal have på sidebenene. Risikoen for at køre fra den ene grøft helt over i den anden er så absolut til stede.

Tag et kig på Ringkjøbing Bank, Arbejdernes Landsbank, Jyske Bank, Nordea, Spar Nord med flere. Banker som hver især er kommet fint igennem krisen med dygtige ledelser, og – selvfølgelig – med det gammeldags kredithåndværk i højsædet. Pointen synes således at være, at ja, nok skal den ansvarlige kapital styrkes, men endnu vigtigere er det, at en bank dels har en ansvarlig ledelse, dels et ansvarligt kredithåndværk.

Set i det lys giver det mening at styrke Finanstilsynets tilsynsvirksomhed så tilpas, at de værste ulykker undgås. Bankerne selv har i disse år ingen ørenlyd, og det betyder, at de fremtidige rammer alene styres ud fra, hvad professorer og embedsmænd kommer frem til ud fra nogle teoretiske beregninger. Her gives kredithåndværket ingen vægt.