Husk altid ledestjernen, Mærsk

Synspunkt.

Generalforsamling hos A.P. Møller. Mærsk Mc-Kinney Møller (th.) og reder Jess Søderberg (tv.) på A. P. Møllers generalforsamling i 2002. Arkivfoto: Liselotte Sabroe Fold sammen
Læs mere

Efter at have læst Lasse Friis’s artikel i Berlingske 30. april samt Niels Lunde i Børsen 4. maj, vedrørende Jess Søderbergs udtalelser i Kirsten Jacobsens nye bog om hans opgør med Mærsk Mc-Kinney Møller, kan jeg ikke undlade et par bemærkninger.

Hos min far, skibsreder Knud Lauritzen, der sammen med sin bror Ivar Lauritzen ledede rederiet J. Lauritzen, har jeg oplevet præcis den samme grundholdning til livsværdier, omsorg for medarbejderne og fædrelandet, som jeg nu kan læse, at Mærsk kritiseres for!

Jess Søderberg udtaler: »Han tog beslutninger, der var drevet af følelser«, og »det var styret af følelser, at vi beholdt Lindø-værftet så længe.«

Jamen, er det nu så galt at lade hensynet til medarbejderne veje tungere end hensynet til aktionærerne og ønsket om overskud? Og det gik da ikke så ringe endda i de to rederier! Min far søgte også, så længe det var økonomisk forsvarligt, at beholde Aalborg, Frederikshavn, og Helsingør værfter af hensyn til danske arbejdspladser, ligesom J. Lauritzen også søgte længst muligt at holde sine skibe under dansk flag og med danske besætninger.

Er det ikke netop prisværdigt at søge at fastholde danske arbejdspladser, fremfor at flytte ordrene til (langt billigere) asiatiske værfter, så længe det går ud over egen pengepung?

Tanken om at lade den mærskejede almenfond eje værftet og containerfabrikken i Sønderjylland af hensyn til småaktionærerne, skal jeg ikke gøre mig klog på. Der kører i øjeblikket en dokumentarudsendelse i DR 1 »Montricepigernes kamp«, hvor man kan følge de menneskelige omkostninger, når Oticon skal flytte deres fabrik fra Jylland til Polen!

Mærsk var en hædersmand, selv om han næppe kan have været nem at arbejde for. Han bliver af Jess Søderberg bebrejdet for at ændre holdning, og selvfølgelig må det have været utroligt svært for Jess Søderberg som med-skibsreder, hvis beslutninger blev ændret i forhold til forhandlinger og aftaler, som Mærsk efterfølgende ikke var enig i. F.eks. opkøbet af P&O Nedloy, der – som jeg har forstået det – først blev afvist i 2002 af Mærsk, som dog siden blev overtalt til at ændre beslutning i 2005.

Men hvis timingen da var uheldig og prisen gået op, kan man spørge sig selv, om man ikke netop dér skulle have undladt at bede ham om at ændre beslutning? Og var det kun forsinkelsen, der var skyld i en – ifølge pressen – »historisk nedtur« i 2005?

Man kan håbe, at den nuværende ledelse med hans datter og barnebarn i spidsen følger ledestjernen med stolthed.