Hurra for Handelsbanken: Ja, tak til pigebuffet og skomode

Læserbrev

Det var dagen før kampdagen, i tirsdags, og internettet kogte af forargelse. Mænd og kvinder rasede sammen. Over regeringen, verdens tilstand, klimaet, Syrien? Nej, over at Handelsbanken inviterede kvinder ind til en aften om deres økonomi – og bød på en bid mad og lidt gøgl. Det viste sig hurtigt, at det sidste var problemet. Banken bød på »en let pigebuffet« og »sæsonens skomode«.

Jeg forstår ikke harmen. Eller jo, men jeg synes, det er irrelevant, hvad banken bruger af lokkemad, hvis det virker. Hvis det kan få én kvinde til at tage hånd om egen økonomi, se faldgruberne og måske endda komme dertil, at hun får lyst til at være sådan en, der investerer.

Som avisen har skrevet igen og igen, halter kvinder bagud økonomisk. Vi er mindre risikovillige, får ofte økonomiske lussinger ved skilsmisser, død og andre livsbegivenheder. Vi får mindre i løn samlet set, og jeg kan sagtens forstå, at investering ikke tiltaler den, der ikke har penge til dét. Hvis vi har meget af ansvaret for hjemmefronten, så er det måske heller ikke børskurserne, der lokker før børn og selvrealisering.

Hvis bare én kvinde sidder efter en let pigebuffet og ser i øjnene, at hun selv må gøre noget, er jeg glad. De større strukturer tager vi sammen.

Deltag i Business-debatten: Send indlæg til business-opinion@berlingske.dk