Her i huset kalder vi ham Jørn!

Kronikøren skriver fra Sikringsafdelingen Enggården, hvor han er under mentalobservation i forbindelse med et knivstik­drama på Nørrebro. Han er tidligere dømt for alvorlige forbrydelser, bl.a. drab på lederen af en rivaliserende rockerbande.

En halv time til at pakke, og jeg var på vej mod det, som jeg havde gået og ventet på siden februar, hvor anklagemyndigheden helt uventet havde begæret mig mentalundersøgt i forbindelse med en verserende straffesag – og i øvrigt tvangsindlagt som en følge af, at jeg ikke frivilligt ville medvirke. Iført sidste nye skrig – bælte med håndjern og fem politifolk i salatfad – manglede jeg bare masken for at kunne præstere en fuld Hannibal. Rette »påklædning« til rette sted, og fem kvarter senere blev jeg afleveret på idylliske Annebergparken 49. Nu skulle jeg observeres!

Sikringsafdelingen Enggården er en landsdækkende retspsykiatrisk afdeling, hvor nogle af Danmarks (angiveligt) farligste kriminelle og sindssyge sidder indespærret. Et sted hvor varetægtsfængslede og tiltalte i straffesager kan mentalundersøges – eller som i mit tilfælde – observeres. »Sikringen«, »psykopatforvaringen«, »Gøgereden«, eller slet og ret »Kukkukfabrikken« – kært barn har mange navne. Udefra ligner den snart 100-årige institution mest af alt en kirke eller et stort forsamlingshus med svømmehal, som de blev bygget i gule sten og rødt tegl i 80erne. Her er ingen svømmebassiner, men masser af »livreddere«, og jeg modtages med stor venlighed. Allerede kort tid efter min indsættelse kan jeg se, at »Sikringen« er langt fra det galehus, Jack Nicholson viste os i »Gøgereden«, og de forestillinger, almindelige danskere render rundt og har, men den lille køretur og systemskiftet har ændret min tilværelse radikalt.

De ofte utilnærmelige og antisociale fængselsbetjente er for en tid skiftet ud med imødekommende plejere, overvagtmesteren er en oversygeplejerske, og mine medindsatte er nu patienter. Gårdturen, som på Politigårdens Fængsel foregik i en »stenkiste«, og som jeg havde trasket tynd i otte måneder, betegnedes her som »havetid« og foregik nu i en gårdhave, hvor der er plads nok til, at jeg kan løbetræne.

Det første døgn skulle jeg opholde mig i en observationscelle; sengen havde både livrem og seler, og natbordet var lavet af »kastevenlige« flamingokasser. Det bedste var imidlertid det store vindue i panserglas, som vendte ud mod en gårdhave med træer, buske og fugle, og hvor jeg tidligt den første morgen kunne sætte mig op og nyde den første solopgang i lang tid. I fred og ro tænke over, at jeg nu befandt mig på det sted, som ultimativt blev betragtet som det værste inden for det danske straffesystem – endestationen!

De nye indtryk væltede i bogstaveligste forstand ned over mig; personalet bankede på døren, inden de trådte ind, udviste respekt over for dem, som de havde med at gøre, og allerede den første aften havde jeg fundet ud af, at maden også var bedre her. »Vi har besluttet os for at kalde dig Jørn, så hvis nogen bruger Jønke, irettesætter vi dem. Har du noget imod det?«. En stor plejer, som ude i byen sagtens kunne gå for at være en bisse, studerede indgående min reaktion. »Jeg er fuldstændig ligeglad, men I skal ikke forvente, at jeg retter på nogen, som bruger mit navn,« svarede jeg.

Det var naturligvis for at nedtone min tilstedeværelse på afdelingen, for uanset indespærring, den fuldstændig urimelige tvangsindlæggelse og kommende ugers mentalobservation, så fyldte jeg meget, var stadig »Jønke« og mere gæst end patient. Jeg havde allerede bemærket, at der under »fulde navn« på mine modtagelsespapirer stod Jørn Nielsen, og kunne derfor regne ud, at en eller anden på et møde forud for min ankomst havde foreslået at kalde mig Jørn. Om end forståeligt så virkede det komisk, og jeg sendte straks min mor en kærlig tanke. De af mine tidligere kærester, der havde været med hjemme og blive præsenteret for min mor, og som jeg ikke havde nået at advare, var nemlig hurtigt blevet irettesat med et »Her i huset kalder vi ham Jørn!«

Min mor så med blandede følelser på »Jønke«. I mange år havde hun opfattet navnet som en del af et mediefænomen, et kaldenavn som alle de, der ikke kendte mig rigtigt, brugte. Et kunstnernavn var det vel også, men for hende ligeledes et synonym med den vold, jeg havde begået eller var dømt for. Først efter at have erfaret, at det navn, som hun havde givet mig efter fødslen, havde givet anledning til kælenavnet »Jønke«, og at det var min storebror og fætter, der havde »døbt« mig i en alder af kun seks år, accepterede hun »Jønke«, om end jeg stadig er Jørn, når jeg besøger hende.

For ligesom at prøve min teori af om, hvorfor jeg absolut skulle »være« Jørn, gjorde jeg min midlertidige mor, husets ledende overlæge, opmærksom på at mit fulde navn skam var Jørn Jønke Nielsen. »Vil du da gerne kaldes noget andet?«. Og jeg følte igen, at der var én, som prøvede at kigge langt ind under pandebrasken på mig. »Nej, nej. Jørn er fint,« skyndte jeg mig at svare. Min familie brugte jo Jørn, mine venner kaldte mig for lidt af hvert, og mine brødre ligeså, så hvorfor ikke Jørn. Det var dog bedre end »Grisekaj«, eller hvad mine eventuelle fjender kunne finde på. Uanset hvad så er det utroligt, hvad det kaldenavn havde givet mig af oplevelser gennem tiderne. Det mest pudsige lige nu er selvfølgelig: at havde jeg kun heddet Jørn den aften i december sidste år, da jeg var blevet overfaldet, så havde jeg været en »47-årig familiefar forsvarede sig imod 2g’er med kniv«, jeg var næppe blevet fængslet og i hvert fald ikke begæret mentalundersøgt. Og det var Jønke, som var blevet sendt hertil, men Jørn som skulle være her!

Med kun et par uger på Sikringen er det naturligvis begrænset, hvad man lærer om forholdene, men rent fysisk havde jeg svært ved at få armene ned. De ansatte kom i alle aldre, køn og størrelser, de var civilklædte ligesom patienterne og yderst behagelige at tale med – også selv om enhver kontakt kunne bruges imod mig i forbindelse med den pågående mentalobservation.

De tre sikrede afdelinger på psykiatrihospitalet huser hver især ti patienter/fanger, og der er næsten altid fuldt hus. En bred gang hvor enestuerne er placeret på den ene side; køkken, spisestue, opholdsstue, toiletter og bad på den anden. For enden af gangen: telefonværelse, rekreationsrum og besøgslokale. Personalets kontor er placeret, så kun de kan skue ud over »haven« med den alt for høje mur. Her er til gengæld masser af græs, en klynge frugttræer og fritgående høns. Stort for én, hvis eneste naturoplevelser de sidste mange måneder har været fliser med ukrudt, lyseblå ståltrådshimmel og en enkelt forstyrret hveps.

Mine medfanger var patienter, ikke indsatte, men snarere udsatte, og for deres skyld gjorde (og gør) jeg mit bedste for at dæmpe min tilstedeværelse. Jeg er Jørn, hvilket ikke er nogen let opgave, for flere af dem er selvfølgelig begejstrede over mit besøg. De er slet ikke så tossede, selv om de fleste, hvis ikke alle, er medicineret. De er søde og rare og bærer alle på deres egne drømme om en eller anden form for frihed ude i fremtiden – selv ham, som har været her i snart tyve år og gerne vil blive her for evigt. Nogle har opholdt sig her i kortere perioder – fra et til seks år – og håber på at komme videre i systemet, så de kan løslades og få et rigtigt liv. En ung spøjs fyr, som elsker computere og DVD-film og bærer på et grin, som kan høres over hele afdelingen, og som måske kan være ham et problem; den stille og forsagte pige, som med et »jeg kender jer ikke« fortsætter forbi os, selv om jeg tilbyder hende en plads på bænken. Stedet rummer også de store og farlige »Maskernes Nat-typer«, som hr. og fru Danmark bestemt ikke vil møde på deres stille villavej, men her er de i mindretal og under professionel behandling og kontrol.

Jeg kan ringe til min familie, og de kan ringe til mig; her er computer, så jeg kan skrive mine artikler, og i aftes var der hjemmebag til aftenkaffen – det er lige før, jeg glemmer, hvor jeg er, og hvorfor jeg er her. Forholdene på Sikringen ligger langt fra min virkelighed, og selv om patienter og personale gør alt for, at jeg skal føle mig »hjemme«, så er jeg en fremmed på gennemrejse, for her bor nemlig de, som har det sværest i samfundet. Som menneske og forfatter er jeg glad for at have mødt dem og lært dem lidt at kende. Livet på Sikringen er ikke bare i nærheden af den dagligdag, de fleste oplever udenfor, men det er for mig bedre end det, som findes på Politigårdens Fængsel, og gudskelov for det! Det er ikke let at være psykisk syg og indespærret, og personalet må løbe stærkt. Men selv om alarmerne lyder med jævne mellemrum, og alt er pakket ind i vat og regler, så er stedet ikke i nærheden af noget, som bare minder om hvide kitler, brutale plejere og gøgerede.