»Hele overdrivelses- og begivenheds-kulturen er erstatningskultur, der dækker over geskæftig tomhed«

Læs mere
Fold sammen

Som et modspørgsmål til klassikeren »har vi de politikere, vi fortjener?« spurgte Liberal Alliances Mette Bock »har vi de medier, vi fortjener« i Berlingskes Opinion den 27.12. Hun kom med et eksempel, der klart indbød til svaret nej. Hun fortalte: »Jeg blev på et tidspunkt kontaktet af samtlige danske medier inden for få timer. Det var ikke, da Folketinget sendte soldater i krig mod Islamisk Stat. Nej, det var, da hunden Balder blev plaffet ned af en nabo, som var træt af dens strejfen. Forargede journalister spurgte inkvisitorisk, om ikke overgrebet kaldte på øjeblikkelig politisk handling?« Mette Bock svarede, at politiet skulle undersøge sagen først: »Med det forudsigelige resultat, at jeg naturligvis ikke blev citeret. Havde jeg derimod krævet en minister stillet til ansvar eller krævet højere straffe, var jeg strøget lige igennem.« Hun har ret. Sådan fungerer medierne i disse år.

Eller gør de? Mette Bock blev kontaktet af samtlige medier, skriver hun. Jeg har undersøgt sagen, så godt jeg kunne, dvs. jeg er gået ind på Infomedia, hvor man kan finde alle dansk presses artikler undtagen Børsens, som ikke vil give dem fra sig. Historien om hunden Balder begyndte i BT, marts 2012. Hverken Berlingske, Politiken, Jyllands-Posten, Kristeligt Dagblad, Information eller de store regionalaviser beskæftigede sig med den, førend daværende fødevareminister Mette Gjerskov (S) foranlediget af sagen planlagde en revision af den gamle lov, der gav grundejere ret til at aflive hunde, der strejfede om på deres jord. I øvrigt har loven haft god mening. Husdyr på marken blev skambidt af omstrejfende hunde. Men først da historien blev et lovanliggende, viede de store dagblade den opmærksomhed, og da kun kortfattet. Af materialet kan jeg selvfølgelig ikke se, om disse avisers journalister har ringet til Mette Bock i håb om en bombastisk udtalelse. Men jeg tvivler og gætter på, at Mette Bocks »samtlige medier« højst omfatter et par TV- og radiostationer samt BT og Ekstra Bladet. Og muligvis nogle net-journalister.

Både i videnskaben, i det politiske liv, i journalistikken og i dagliglivet generaliserer vi. Det er umuligt at tale sammen uden i en eller anden grad at generalisere. Man kan ikke begå sig i hverdagslivet uden at generalisere. Og generalisering er en af kulturens byggesten. Et retssamfund uden generalisering er en utænkelighed. Men det er også farligt at generalisere. Man bør generalisere med stor omtanke. Da jeg som ung universitetsstuderende underviste ved den prøveforberedende uddannelse på Københavns Kommunes Aftenskole, bemærkede jeg (med et stille smil), at der blandt de voksne kursister herskede den forestilling, at fattige mennesker altid var gode og følsomme, og rige mennesker altid var følelseskolde og ofte onde. Det er en ældgammel forestilling, nærmest arketypisk. Hvor den kommer fra, ved jeg ikke. Måske fra kristendommen. Den er en slags kompensationstænkning. Den spøger også i marxismen og i socialismen i det hele taget.

Skønt medierne er forskellige ligesom mennesker, generaliserer Mette Bock om dem. Det skulle hun ikke gøre. Det er hun for klog til, og for øvrigt har hun selv været ansat på et udmærket ét, nemlig JydskeVestkysten. Tidligere forbundskansler Helmut Schmidt – Bundeskanzler a. D. (ausser Dienst, ude af tjeneste) siger tyskerne, og det lyder smukkere – sagde engang, at politikkens og journalistikkens hus havde mange boliger, nogle lå i øverste etage, midt i huset, nogle i kælderen. Sådan er det.

I erkendelse af foretagendets håbløshed er nytårsforsætter og nytårsønsker ikke noget, jeg normalt befatter mig med. Jeg bruger heller ikke energi på at gruble over, hvad der skal forstås ved det evige liv, eller om Jesus virkelig er kommet til verden ved en jomfrufødsel. Men hvis det gav mening at ønske noget, så ville jeg ønske for Danmark, at vi i 2015 introducerede en epoke, der siden gik over i historien som »Kvalitetens renæssance«.

I det politiske liv, i den fælles samtale, sætter vi tærsklen for lavt. Jeg kunne ønske mig, at vi afskaffede hyperbolen som fænomen. Hyperbolen er egentlig et udtryk for den sproglige overdrivelse, men som jeg bruger i en videre betydning, om overdrivelsen i det hele taget. Når politikerne taler om, at målet for skolen er, at den skal være verdens bedste, når en eller anden afkrog skal sættes »på verdenskortet«, når DR laver verdens hidtil største melodigrandprix, når Danmark skal være »foregangsland« i et eller andet, som ingen andre end os selv bemærker, så er det hyperbolen, der praktiseres, så er dette, at noget er stort eller vækker stor opmærksomhed, blevet en kvalitet i sig selv. Men det er tomhed som kvalitet. Hele overdrivelses- og begivenhedskulturen er en erstatningskultur, der dækker over geskæftig tomhed. Den urimelige generalisering kunne vi godt afskaffe. Så ville Mette Bock, og også jeg, blive tvunget til at være mere præcis. Og landet ville heller ikke lide nød, hvis vi afskaffede overdrivelsen som politisk instrument og i stedet stillede krav til udtalelsens kvalitet. Det ville have den positive virkning, at en regering kunne koncentrere sig om at være en regering og ikke et reklamebureau for sig selv.