Hej, må jeg købe noget af din CO2?

Det vil være et stærkt incitament til at skære ned for energiforbruget og langt mere effektivt end en energiskat, og erhvervslivet vil booste innovation og de grønne markeder. Det vil kræve politisk mod – men det vil det også kræve ikke at gøre det.

Foto: Tegning: Claus Bigum

Ved du, hvor meget CO2 du udleder? Nej vel? Det er de færreste af os, der har en præcis idé om, hvor meget vi personligt bidrager til den globale opvarmning. Og måske derfor tynger vores personlige CO2-aftryk os ikke særlig meget. Ude af øje, ude af sind.

Det har den engelske regering tænkt sig at gøre noget ved. Den engelske miljøstyrelse og det anerkendte forskningscenter Tyndall Center har de seneste tre år analyseret, hvordan man kan indføre CO2-kvoter for privatpersoner. Altså en slags »forureningstilladelser« til Hr. og Fr. Jones, som får tildelt en mængde CO2 pr. næse, som de har lov til at slippe ud i vores fælles atmosfære, når de kører bil, køber ind og varmer huset op. Hvis de overskrider loftet, så skal de ud og købe en større kvote, f.eks fra naboen, som sparer så meget på energien, at han kan sælge ud af sit CO2-overskud. Med andre ord: Frådseri med CO2 skal koste. Og markedsmekanismerne ordner resten. Prisen på en CO2-kvote vil afhænge af udbud og efterspørgsel.

Briterne er ikke alene om ideen. Lignende modeller er udviklet i USA. Men endnu har ingen lande ført ideen ud i livet, selvom konceptet ligger der, til fri afbenyttelse. I Danmark, landet med verdens højeste grønne afgifter, har snakken hidtil drejet sig om flere og højere traditionelle grønne afgifter, senest iscenesat af klimaminister Connie Hedegaard (Berlingske 29.6. 2008). Måske var det tid at overveje nye og mere dynamiske modeller op til klimatopmødet i 2009?

En realistisk løsning i Danmark kunne være, at vi næste år hver især fik tildelt en kvote på 5,7 ton CO2, som vi frit kunne udlede. Det er 5 procent mindre, end hvad vi i dag i gennemsnit udleder pr. person pr. år (nemlig 6 ton CO2) – vel at mærke hvis man kun indberegner den udledning, vi selv som individer har indflydelse på. Hvis man ikke kan holde sig under 5,7 ton, må man købe sig til resten. Samlet set vil det betyde, at der blev lagt et loft over danskernes samlede udledning og at det danske klimaregnskab ville blive forbedret med 1,6 mio ton CO2. Et markant skridt frem mod Danmarks klimamål. Og regeringen ville kunne sænke loftet gradvist år for år.

Det glade vanvid? På ingen måde: Der er hårdt brug for radikale tiltag for at bekæmpe klimakrisen.

I 2007 skabte FNs Klimapanel konsensus om at klimaforandringerne med over 90 procents sandsynlighed er menneskeskabte, at de om få årtier kan få katastrofale konsekvenser for naturen, verdensøkonomien og den sociale stabilitet, og at den vestlige verdens udledninger allerede om 12 år skal være reduceret med mindst 25 procent. Men alt tyder på, at klimapanelet undervurderede risikoen. Klimaændringerne ser ud til at accelerere langt hurtigere.

I løbet af de seneste måneder har tre af verdens mest fremtrædende videnskabsmænd – nobelprisvinder Steven Chu, NASA-­direktør James Hansen og førnævnte Sir Nicholas Stern – advaret om, at alle nye data siden Klimapanelets rapport tyder på, at tingene udvikler sig dramatisk i den gale retning. Når verdens statsledere samles i København i december 2009 for at enes om den næste Kyoto-protokol, så er udfordringen med andre ord gigantisk – og personlige CO2-kvoter er derfor absolut realistiske.

Kvote-ideen udspringer af det, som økonomer har kaldt »verdens største markedsfejl«, nemlig at det i verdensøkonomien i dag er stort set gratis at udlede CO2 – på trods af at det tærer på vores største, fælles værdi, jordkloden. Prisen på varer og tjenester afspejler arbejdskraft, transport, råmaterialer, forsikringer mod sygdom, død osv. – men ikke »forbruget« af naturen. Tænk på benzinprisen. Det kan godt være, at vi synes 11 kroner pr. liter er meget, men persontransport er en af de største CO2-syndere og den, der stiger hurtigst. Hvis prisen for de miljøskader var indregnet, ville vi få et chok, næste gang vi var nede at tanke.

Eneste vej frem er derfor at indlemme CO2 i økonomien, siger blandt andre den anerkendte britiske økonom Sir Nicholas Stern, manden bag den epokegørende Stern-rapport. Stern er manden, der fastslog, at det kun vil koste ca. 1 procent af det globale BNP at bekæmpe klimaforandringerne. Hvis vi vel at mærke går i gang nu. Jo længere vi venter, jo dyrere bliver det.

Hvis det koster noget at udlede CO2 over en vis grænse, så vil det have to effekter: Det vil være et stærkt incitament for os alle til at købe de AAA-mærkede køleskabe, isolere huset, skære ned på flyrejserne og køre mere med tog. Og det vil være langt mere effektivt end en skat på energi. En skat vil ramme alle lige hårdt, rig som fattig, og den regulerer ikke landets samlede udledning. Samtidig viser al erfaring, at med mindre en skat er meget markant, så regulerer den ikke i tilstrækkelig grad folks adfærd. En bil er dobbelt så dyr i Danmark som i Sverige, men det har ikke just fået os til at køre mindre. Hvis vi overhovedet har råd, så tilpasser vi os skattetrykket.

Et kvotesystem med et loft vil aktivere markedskræfterne. De familier, der bruger mindre energi end deres kvote, belønnes, og de familier, der er storforbrugere, straffes. Hvis der er stigende efterspørgsel efter kvoter – f.eks. fordi loftet sænkes – vil belønningen til den energifornuftige familie blive gradvist større, ligesom storbrugerne rammes endnu hårdere. Dermed har man en dynamisk og retfærdig sammenhæng mellem miljøbelastningen og den enkeltes adfærd.

Ovenikøbet vender det den tunge ende opad. De laveste indkomstgrupper bruger typisk mindre energi, viser tallene. De bor f.eks oftere i lejlighed, på færre kvadratmeter og har »kun« har en bil.

Dertil kommer effekten på erhvervslivet. Systemet vil booste innovationen og de grønne markeder. Det bliver virkelig attraktivt at udvikle og sælge CO2-venlige produkter og ydelser. Grønne charterrejser, nul-energi-huse, årstidens grønsager, el-biler og fladskærme, der selv slukker, får en klar konkurrencefordel.

Der er selvfølgelig også en række vanskeligheder forbundet med et så radikalt, nyt tiltag. Eksperterne peger på det kræver en høj grad af politisk og folkelig accept. Hvis ikke befolkningen er enig i, at klimaforandringerne kræver handling af den enkelte – og ret drastisk handling – så vil systemet blive mødt af modstand både på gaden og i de lovgivende forsamlinger. Men de konkluderer alligevel, at systemet formentlig ikke vil være mere upopulært end f.eks roadpricing, hvor man opkræver afgifter, alt efter hvor meget folk kører i bil. Alt i alt vurderer Tyndall Center, at systemets logik og retfærdige fordeling af byrden vil gøre det lettere at acceptere end så mange andre markante tiltag. I Danmark ved vi jo også, at afgifter ikke altid er lige populære.

Dertil kommer alle praktikaliteterne og de åbne spørgsmål. Der skal udvikles et omfattende system til at sikre, at kvoterne fordeles, forbruges og handles på forsvarlig vis – formentlig i form af en slags CO2-plastickort, som man kører igennem, hver gang man køber ind. Men skal alle, inklusive børn, have en kvote? F.eks. en halv kvote pr. barn? Og hvad skal systemet omfatte – kun benzin- og varme/el-køb, eller også flyrejser og varekøb? I givet fald, hvordan opgøres CO2-forbruget af en pose frosne ærter?

Der er med andre ord rigeligt med ammunition til skeptikerne. Og det vil kræve betydeligt politisk mod og lederskab at indføre. Men omvendt: Ideen er besnærende logisk. Og alt tyder på, at CO2 langsomt, men sikkert vil snige sig ind i vores økonomi.

Og lige så langsomt, men sikkert vil det i de kommende år i højere og højere grad kræve politisk mod ikke at sætte hårdt mod hårdt i kampen mod klimaændringer.