Har Mærsk stadig touch’et?

Mærks Edmonton på storebælt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Jeg ser frem til fredag. Ikke på grund af weekenden, men fordi det er dagen, hvor A.P. Møller - Mærsk aflægger kvartals regnskab. For mig kommer dagen ikke så meget til at handle om økonomien her og nu, men mere om at lede efter svaret på, om A.P. Møller - Mærsk stadig har det særlige udefinerbare »touch«, der kendetegner virksomheder, hvis resultater er ekstraordinært gode? Touch er f.eks. evnen til at handle rigtigt i svære tider. Købe billigt, sælge dyrt, hyre de rigtige mennesker og vælge de rigtige partnere.

Lad os begynde med koncernens containerrederi, Maersk Line. Det er over de sidste måneder blevet kritiseret for at have betalt overpris for de nye verdensrekordsættende containerskibe, de såkaldte Triple-E-skibe. Hvis Maersk Line har betalt mere for sine nye skibe end konkurrenterne, er det mangel på touch.

Det samme er det, at man den første tid ikke kan fylde skibene, hvorfor en del af ideen med de store skibe, der timingsmæssigt sejler ud i markedet på et forfærdeligt tidspunkt, går fløjten. Også Maersk Lines samarbejde med to af hovedkonkurrenterne giver hovedbrud. Økonomisk giver samarbejdet mening, men det er samtidig udtryk for mangel på evne til at stå på egne ben – og må give praktiske kvaler internt, når tre vidt forskellige rederier skal arbejde tæt sammen.

Så er der det måske vigtigste forretningsområde, i hvert fald økonomisk, Maersk Oil. Her jagter selskabet indædt de nye oliefund, der skal få selskabets oliereserver til at vokse igen. Problemet – også kommunikationsmæssigt – er, at vi først får svaret på, om man har genfundet touch’et til at finde og begynde produktion af nye store oliefund om adskillige år.

Det er to af de hovedområder i regnskabet, jeg vil nærlæse. Jeg forventer ikke at få be- eller afkræftet min bekymring om et manglende touch. Mon ikke det ender med et nydeligt regnskab, bl.a. i nogle af de mindre kendte aktiviteter, men også et regnskab der ikke for alvor slukker bekymringen om en virksomhed, der sjældent tvivler på sine beslutninger, men som set udefra er blevet mindre skarp i timingen og måske også i eksekveringen.