Har du lige fem minutter ...

Sammenstødene i erhvervslivets øverste cirkler mellem formand og topchef er ikke altid lige kønne at se på. Som regel er det topchefen, der trækker det korteste strå. Men det nytter ikke at pive, det er livets vilkår i den del af erhvervslivet.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kernen i enhver virksomhed er styrken af forholdet mellem den administrerende direktør og bestyrelsesformanden. To ledere med forskellige opgaver, men set med virksomhedens øjne to sider af samme sag. Begge arbejder med ét sigte for øje, nemlig virksomhedens ve og vel, og jo stærkere forholdet er mellem topchef og formand, jo bedre er det for virksomheden. Jo større er værdiforøgelsen.

Men-men-men. På et tidspunkt begynder det at knirke lidt. Kemien er ikke, hvad den har været. Resultaterne skuffer, prioriteringerne er forskellige, og holdningerne begynder lige så langsomt at stritte i hver sin retning – et brud er uundgåeligt. Enten ved at topchefen bliver fyret eller ved at topchefen selv siger farvel og tak. Det er (næsten) aldrig formanden, der bliver skiftet ud.

I denne uge kom den overraskende melding, at PFAs topchef igennem 13 år, Henrik Heideby, forlader PFA med udgangen af 2014. Som vi skrev i Business, er det ikke over- raskende, at en 65-årig direktør takker af, men timingen er ganske overraskende. Noget er gået skævt i baglandet i PFA. Heideby har fyldt og fylder stadig rigtig meget i PFA, og et godt gæt er, at nogle i bestyrelsen har syntes, at Heideby fyldte lidt vel rigeligt. At Heideby har styret PFA enevældigt – med ganske stor succes i øvrigt – og bestyrelsen blot har været et gummistempel.

Det er gået godt i lang tid, men pludselig dukker der en eller flere sager op, følelsesmæssige sager, som spidser styrkeforholdet mellem topchef og bestyrelse til. En af de sager er det planlagte nye PFA-hovedkvarter i Nordhavn i København. Et Heideby-projekt og tænkt som et markant vartegn ved den københavnske havnefront. I første omgang er der enighed mellem direktion og bestyrelse, men hen ad vejen dukker der i bestyrelsen betænkeligheder op ved at bruge så mange penge på et nyt prestigeprojekt. En begyndende misstemning. Og jo dermed en begyndende mistillid til topchefen, som i værste fald ville kunne resultere i et brag.

Det endte ikke med et brag i PFA. Præcis hvad der er sket mellem Henrik Heideby og formanden Sven Askær, og hvad der konkret blev sagt, er ikke helt til at vide. Men set ude fra kunne man forestille sig, at Heideby, som er en handlingens mand og lidt utålmodig af natur, har konstateret/erkendt, at den efter hans mening noget fodslæbende bestyrelse ville begrænse topchefens handlemuligheder de næste par år.

Heideby har så bedt om et møde med sin formand, Sven Askær. »Sven, har du lige fem minutter ...« Et sandsynligvis ganske kort møde, hvor Heideby har meddelt sin beslutning om en hurtig exit fra PFA. Herefter er kommunikationsmaskinen blevet kørt i stilling, og en pressemeddelelse med gensidige taksigelser fra både formand og direktion er blevet skrevet ned, vendt og drejet og sendt ud til offentligheden. Noget lignende er foregået i DSB. Direktøren igennem blot to et halvt år, Jesper Lok, har bedt sin formand, Peter Schütze, om et »Peter, har du lige fem minutter ...«-møde for at meddele sin formand, at han har fundet sig et nyt job.

Så det sker altså ikke så sjældent, at det kommer til et brud mellem formanden og topchefen. Ofte med et ganske klinisk snit fra formandens side. Michael Pram Rasmussen har to gange med sin formandskasket på hovedet bedt sin koncernchef om de berømte »har du lige fem minutter.« Først med fyringen i juni 2007 af skibsreder Jess Søderberg i Mærsk, og i 2008, da Coloplasts topchef, Sten Scheibye, blev bedt om at rydde hjørnekontoret. Klinisk var også det snit, som Danske Bank-formanden Ole Andersen foretog, da han en tidlig morgen i september 2013 bad sin direktør Eivind Kolding om at pakke sine personlige ejendele og forlade Holmens Kanal nummer 12.

I andre tilfælde er der tale om en lidt længere proces. Som da NKT-topchefen Thomas Hofman-Bang efter en strukturændring i NKT-koncernen pludselig blev overflødiggjort og måtte forlade sin topchefstilling. På samme måde med koncernchefen i Vestas, Ditlev Engel. Efter en opslidende proces over et par år fik Ditlev Engel fyresedlen af sin nye formand, Bert Nordberg, i september 2013.

Det er sværere med et klinisk snit, når man skal have sig skilt af med formanden. Her er det ejeren, som skal gå i aktion. Og ved børsselskaber med spredt ejerskab, som eksempelvis i Vestas, er det en ganske langvarig og omfattende proces. Efter længere tids utilfredshed med Vestas-formanden Bent Erik Carlsen fra nogle af de toneangivende aktionærer, blandt andet ATP, blev Bent Erik Carlsen presset ud i foråret 2013. Men hvem der helt konkret har sagt, »Bent Erik, har du lige fem minutter ...« er ikke til at vide.

Mere klinisk var det, da storaktionæren i Parken, Erik Skjærbæk, skilte sig af med formanden Flemming Østergaard, og da Brøndby-ejeren Jan Bech Andersen mistede tilliden til sin formand Aldo Petersen og satte sig selv ind som formand i det »nye« Brøndby.

Så ja, der er ikke så mange følelser involveret, når det kommer til det endelige brud. Dog skal man ikke have ondt af hverken topchef eller formand, hvis eller når de pludselig bliver mødt af et »har du lige fem minutter ...« Det er den erhvervsrisiko, enhver topleder, og mange andre i øvrigt, må leve med. Forskellen på topchefer og mere »almindeligt« ansatte er, at betalingen i forbindelse med bruddet og det berømte »hold-kæft«-bolsje er meget stort, jo længere man kommer op i hierarkierne.

Det nye er, at man som topchef sagtens kan komme videre i sin karriere, både som administrerende direktør og som formand, selv om man har et »fyret« hængende på ryggen. Det er eksempelvis både Eivind Kolding, tidligere Danske Bank, og Sten Scheibye, tidligere Coloplast, gode eksempler på. Dog kræver det, at man har den rigtige alder.

Henrik Heideby har ikke lagt skjul på, at han nu lægger an til en bestyrelseskarriere. Heideby har et fantastisk netværk og et godt navn, men han er 65 år og har dermed blot fire-fem år tilbage som eventuel formand i et af de helt store danske selskaber. Det skal blive spændende at følge, hvor meget efterspørgsel, der er efter det grå guld.