Har autoritære populister sejret ad helvede til?

KRONIK. Da Margaret Thatcher og Ronald Reagan forlod den storpolitiske scene, forsvandt begrebet »autoritære populister«. Men det er vendt tilbage efter først Nigel Farages Brexit-sejr og siden Donald Trumps vej mod Det Hvide Hus i Washington.

Da Margaret Thatcher og Ronald Reagan forlod den storpolitiske scene, forsvandt begrebet »autoritære populister«. Men det er vendt tilbage efter først Nigel Farages Brexit-sejr og siden Donald Trumps vej mod Det Hvide Hus i Washington. Fold sammen
Læs mere

Lidt før jul var jeg et par dage i Cambridge til en konference, som vi (YouGov) havde arrangeret i samarbejde med universitetets politologiske institut, POLIS. Emnerne var globaliseringens udfordringer efter Brexit og Trump samt vores store fælleseuropæiske undersøgelse af de såkaldte »autoritære populister« (authoritarian populists).

Blandt talerne var Diane James, som sidste sommer afløste Nigel Farage som formand for britiske UKIP i 18 dage, inden hun igen trak sig fra posten med begrundelsen, at hun ikke havde den fornødne opbakning i den øvrige del af ledelsen til at gennemføre de i hendes øjne nødvendige forandringer af partiet. Siden har diskussionerne om UKIPs fremtidige rolle og organisation taget til både internt i partiet og i medierne.

Så imens jeg hørte Diane James tale om, hvordan valget af Trump blandt andet hang sammen med manges ønske om endelig at være en del af det vindende hold, så rungede den gamle LO-formand Thomas Nielsens afskedsreplik fra 1982 om at have sejret ad helvede til (godt) i mine ører – for hvad gør et parti, som har opnået sit ultimative politiske mål (britisk løsrivelse fra EU)?

I vores decembermåling for The Times står UKIP til 12 procent af stemmerne, hvilket er på niveau med valgresultatet fra 2015 (12,6 procent), så målt på dette parameter har partiet åbenbart stadig en rolle at spille i vælgernes øjne. Men potentialet er større, hvilket både de 27,5 procent af stemmerne ved EU-valget i 2014 og vores undersøgelse af, at de autoritære populister (AP) udgør 48 procent af de britiske vælgere (den tilsvarende andel i Danmark er 49 procent), viser.

For en lille måned siden advarede den tidligere chefredaktør for Jyllands-Posten Pierre Collignon i nærværende avis imod at forsimple diskussionen ved ukritisk at anvende betegnelsen populisme om mange af de strømninger, som vi i de seneste år har set i Europa og USA. Jeg forstår bekymringen, men her giver det bedst mening at fastholde AP-betegnelsen, da det er en genoplivning af et begreb fra 1980erne, som politologer anvendte i forståelsen af thatcherismen og opbakningen til Reagan. Da Thatcher og Reagan siden blev afløst af helt andre politikertyper som Tony Blair og Bill Clinton, gik begrebet lidt i glemme­bogen, men er nu igen blevet aktualiseret af partier og bevægelser som UKIP i England, AfD i Tyskland, Front National i Frankrig og naturligvis Donald Trump i USA.

Undersøgelsen af de autoritære populister er gennemført i samarbejde med den britiske Regius-professor i politisk videnskab, David Sanders, og det betegner en vælgergruppe, som overordnet set kan grupperes ved deres skepsis over for menneskerettigheder, deres modstand mod indvandring, deres modstand mod EU/globalisering og deres støtte til en hård udenrigspolitik.

De autoritære populister fordeler sig naturligvis over flere partier, men for et parti som UKIP (og Dansk Folkeparti) udgør de den altdominerende profil i vælgerbasen. Og da de lige nu udgør cirka halvdelen af den samlede europæiske vælgerbase, er der et stort potentiale for de bevægelser og partier, som formår at samle dem op – uanset om vi kalder dem populistiske eller noget andet. Og uanset om man allerede én gang har sejret ad helvede til!