Halime Oguz: Vi bliver nødt til at tale om nogle brune mænds had til majoritetsbefolkningen

SF-politiker Halime Oguz er efter et voldeligt overfald på en 58-årig mand på Nørrebro forundret. Hun ser et tydeligt mønster i grove voldelige overfald, men det ignoreres i alt for høj grad af offentligheden, mener hun.

Et voldeligt overfald på Blågårds Plads har fået SFeren Halime Oguz til at angribe et skævt fokus på hadforbrydelser. Der er en »elefant i rummet,« lyder det. Thomas Lekfeldt

Tidligere i denne måned blev en 58-årig mand brutalt overfaldet af en gruppe unge mænd på Blågårds Plads på Nørrebro i København.

Nu mener SF-politiker Halime Oguz, at det, hun ser som en meget lille offentlig forargelse over sagen, er afslørende. Det skriver hun i et debatindlæg til mediet KøbenhavnLIV, hvor hun også skriver: »hvordan skal denne handling kunne forstås andet end racistisk, når der er tale om umotiveret og uprovokeret vold?« Hun uddyber til Berlingske, at hun ser et klart mønster i sager om grove umotiverede overfald. Et mønster, som hun kalder »elefanten i rummet.«