Gud og fanden Tidselgemytter og knuste hjerter

Der er en sanglinje, som hver december med ubønhørlig præcision melder sig i mit baghoved. Hvor andre går rundt og vipper med foden til »Skillemadinkadinkadu«, så er jeg så erhvervspåvirket, at mit omkvæd i al sin tyngde lyder sådan her: »Knuste hjerter føler bedst, hvad denne store frydefest for glæde har at bringe«.

Ikke ligefrem nogen one-liner. Jeg ved det. Men jeg kan forklare det. Sagen er, at det med de knuste hjerter begynder allerede i adventstiden. Adventsteksterne er ikke for sjov. De er faktisk let truende. Et er nærmest ondskabsfuldt. De handler alle om dom, får der skal skilles fra bukke, mørke og tænderskæren. Eller sagt med andre ord, hvis man ikke græder i forvejen, så skal man nok komme til det.
Og det er nu egentlig noget underligt noget, at sidde dér og krympe sig under kirkens adventskrans. Hvis det ikke lige var, fordi den evangeliske pointe indtræffer julenat. Men det er en pointe, som man kun fatter, hvis hjertet er knust, eller bare lidt i stykker. Og derfor skærper adventsevangelierne tonen. De hugger ind for at se, hvordan det står til med dit og mit lille hjerte.

Jeg synes selv, at jeg siger det på en pæn måde. Det har man ikke altid gjort i det kirkelige. Brorson hvæsede ad dem, der sad med intakte hjerter på kirkebænkene. Han kaldte dem »forhærdede tidselgemytter«. Tidselgemytter er sådan nogle, der har hele hjerter og forstanden solidt placeret forrest. Tidselgemytter er dig og mig, når vi forlanger logik og forklaringer på det, man ikke kan kræve forklaringer af. I »Den yndigste rose er funden«, råber Brorson:

Forhærdede tidsel gemytter,
så stive som torne og støtter,
hvi holder I eder så ranke,
i stoltheds fordærvede tanke.

Det er ret ubehageligt sagt. Men det er også vredt ment. For med logikkens stolte konsekvens-tanke kommer man ingen vegne, hvis man vil i nærheden af Gud. Og det kan være nødvendigt. Livsnødvendigt. Når man er ked af det, eksempelvis. I sorgen møder logikken sin overmand. I afmagten kan det logiske du-må-nok-forstå ikke hjælpe. Sorg lader sig ikke kalkulere på plads. Der skal trøst til. Og trøst giver sjældent logisk mening.
Men hvor finder man trøst? Brorson anviser stedet i verset efter de forhærdede tidselgemytter:

Ak, søger de ydmyge steder,
i støvet for Frelseren græder,
så får I vor Jesus i tale,
thi roserne vokser i dale.

Trøsten findes i dalen. Ikke når livet er på sit højdepunkt. Ikke når du står på toppen af kurven og har det fulde overblik. Dér er Guds trøst knap så nærværende, for du har ikke så meget brug for den. Men når kurven går i bund, når du ikke kan komme længere ned, kan det godt være, at det føles tomt og udsigtsløst, men det er altså dér på bunden, at trøsten findes. At Gud findes.
For Gud findes i livets skyggedale, når decembernætterne er mørke og julesorgen tynger dit knuste hjerte.
Glædelig jul!