Griskhed i høreforsorgen

William Demants hovedsæde. Her høreapparater fra Oticon. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

Tre direktører gik for nylig ind for en ændring af strukturen i den danske hørehjælp ved at adoptere den model, som vi i årtier har kendt på et andet hjælpemiddelområde – briller.

Her var fortjenesten i detailleddet for år tilbage enorm. Man tog indkøbsprisen fra grossist, gangede den med 12, lagde momsen ovenpå, og man havde udsalgsprisen. En gængs tommelfingerregel, indtil Louis Nielsen holdt sit indtog på markedet og ødelagde det hele.

I dag kan man få et par moderne briller med glidende overgang i god kvalitet for 25 pct. af hvad de kostede i 1980erne og 1990erne.

Den udvikling vil de tre store danske høreproducenter for alt i verden undgå. Derfor har de investeret kraftigt i detail­leddet i håb om at holde profitten oppe. De skyer ingen midler for at nå deres mål. Da Høreforeningen ikke ville danse efter deres pibe indførtes omgående annonceboykot.

Indrømmet, der trænger til en oprydning i systemet, men ikke på de tre store leverandørers præmisser, for her er der kun en taber – forbrugeren.

Jeg er tilhænger af den foreslåede opdeling, da det udfra et økonomisk synspunkt er rigtigt. Det offentlige system er bureaukratisk og kræver fire undersøgelser, hvor kun en er nødvendig efter første gangs anskaffelse, og den moderne teknik derefter overflødig gør besøg hos øjenlægen.

Det bekymrer mig og får advarselslamperne til at blinke, når tre dominerende aktører på et marked finder sammen om at skrive en artikel. Hvad kan de så ellers finde på? Er hele manøvren et forsøg på at opretholde urimeligt høje priser?

Et lille eksempel. Jeg har et sæt høreapparater, som jeg er ganske godt tilfreds med. Jeg har et problem med ikke at forstå ord – såkaldt tab af skelneevne – og anskaffede derfor en lille streamingsenhed, som automatisk sender lyden i forstærket form fra min mobiltelefon til høreapparaterne. Det er en lille »stikkontakt«, som sættes i mobiltelefonen. Effekten er god, der er bare det, at den skal sidde på en ganske bestemt måde, for at der er kontakt. Og den forskubbes let, når telefonen ligger i en lomme. Selve den udvendige udformning er billig og slet ikke et kvalitetsprodukt værdigt.

Prisen er – hold fast – 1.500 kr. Man behøver ikke at være elektronikingeniør for at se, at mængden af elektronik er begrænset. Det er simpelt hen renlivet griskhed.

En fuldt funktionsdygtig smartphone, som enheden er beregnet til, kan fås for omkrig 1.000 kr. Med telefon, wi-fi og kamera. En trådløs enhed (med høretele­foner) kan fås for 324 kr. og en lækker B&O trådløs hovedtelefon for 1.990 kr.

Jeg er tilhænger af en forenkling på betingelse af, at et bureaukratisk system ikke afløses af et kartel, der har til formål at holde priserne oppe. Lad os begynde med en autorisation af audiologerne. En af betingelserne skal være, at de ikke må være økonomisk afhængige af leverandørerne.

Mon ikke Konkurrencestyrelsen og den ansvarlige minister burde kigge lidt mere på de forhold, de tre direktører foreslår. Målet er næppe brugerne, men snarere sikring af de kommende års bonus.