Gør sorgen synlig

I tidligere tider bar de sørgende et armbind, der tydeligt signalerede bærerens tilstand. I dag kunne signalet måske være en sløjfe a la AIDS-sløjfen. Under alle omstændigheder ville en synlig anerkendelse af sorgens eksistens iblandt os nedbryde barrierer og måske bygge broer mellem mennesker.

Foto: Tegning: Peter Lautrop

Lige nu, mens du læser dette, sidder familiemedlemmer bunket sammen i såkaldte pårørenderum på landets hospitaler. De har måske siddet der i flere døgn. De er trætte, nærmest udmattede af gråd, sult og søvnmangel. De er fortvivlede over deres magtesløshed, og de søger desperat at klynge sig til selv det mindste håb om, at netop deres elskede vil klare sig igennem krisen.
På bordet i pårørenderummet ligger måske en avis med en nyhed om mange hundrede døde efter en oversvømmelse i Asien. Et andet sted i avisen bringes en spalte med notitser om trafikdræbte på de danske veje og om dødsfald efter knivstikkeri i nattelivet. En stor artikel bringer en status over Afghanistan-krigens ofre, og på næste side søsætter Sundhedsstyrelsen en ny kampagne for at nedbringe mængden af livsstilsrelaterede dødsfald. Sidst i avisen bringes spalte efter spalte med dødsannoncer, hvor efterladte fortæller omverdenen om deres ubærlige tab. Men for de forsamlede i pårørenderummet er al denne død fuldstændig uden betydning. De har kun tanke for den konkrete trussel, som æder sig ind på livet af dem og ender med at fylde det hele.
Mens du læser dette, kaster en læge et sidste opgivende blik på en patient, udveksler indforståede blikke med sygeplejersken og begiver sig så hen imod pårørenderummet. Hans ansigtsudtryk er stift, da han åbner døren til rummet, går ind og påfaldende grundigt lukker døren bag sig. Derpå sætter han sig på hug for at komme i øjenhøjde med de pårørende, og så fortæller han det.
Præcis i det øjeblik begynder det. Den knugende usikkerhed, håbet, der skiftevis er blevet tændt og slukket, erstattes af en ny følelse, som skal vise sig at være en tålmodig og trofast følgesvend: sorgen.

I det tidlige efterår døde min elskede Mary »efter kort tids sygdom«, som det hedder i dødsannoncerne. Sygdomsforløbet, mit møde med hospitalsvæsenet og personalets yderst varierende talent for at kommunikere med patienter og pårørende kunne gøres til tema i en hel artikelserie. Manglen på »varme hænder« ville muligvis dukke op som forklaring på hyppigheden af »kolde hjerter« i hospitalsvæsenet, men det bringer desværre ingen lindring til de efterladte.
Hvis vi som pårørende har overskud til det, kan vi jo vælge at formulere vores konkrete frustrationer og klagepunkter og sende dem til Patientklagenævnet og måske endda til Patientforsikringen. Vi kan reagere og tage ansvar for vores krænkede følelser. Men tabet, savnet og fortvivlelsen kan højst sammenlignes med en adresseløs flaskepost, som kan skylle i land hvor som helst, når som helst.
At våge over en døende og følge hele processen frem til og med den elskedes sidste åndedrag er grænseoverskridende for de fleste moderne mennesker i vores kulturkreds. Vi slynger ganske vist omkring os med floskler om, at »én ting er i hvert fald sikker, og det er, at vi skal herfra« og andre kække mundheld, hvis formål i bund og grund er at holde angsten fra døren. Hulheden i vores daglige omgang med begreber som død, sorg og savn er virkelig rungende, når man først selv er ramt.
Set i det lys kan det faktisk være ganske trøsterigt, at der umiddelbart efter et dødsfald følger en masse praktiske gøremål for de efterladte. Afmagten afløses af en stribe meget konkrete beslutninger, som skal træffes, og lagt i hænderne på den rette bedemand kan planlægningen af det sidste farvel være en meget frugtbar proces, som bringer en tiltrængt følelse af at have indflydelse tilbage i den efterladtes liv.

Men man skal ikke gøre sig nogen illusioner. Ikke nok så mange praktiske gøremål kan forhindre sorgen i at stå tålmodigt og afvente, at den efterladte får tid til vise den sin fulde opmærksomhed. Det kaldes »sorgarbejde«. Jeg forestiller mig, at ordet er opstået som en konsekvens af vores tidstypiske tilbøjelighed til at bilde os ind, at vi kan styre og kontrollere alting. Velsagtens også et resultat af, at vi dyrker lalleglæden som det vigtigste grundvilkår i vores tilværelse. Og det er så den næste fase. Samfundets beredskab sætter ind.
Den sørgende skal hurtigst muligt gøres lalleglad igen. Vi må sygemelde os, og lægen kan ved samme lejlighed henvise os til en psykolog – tilskudsberettiget naturligvis. Måske skal vi også forholde os til, om vi ønsker at dulme smerten eller sikre os nattesøvnen ved hjælp af medicin. Der findes på mange arbejdspladser ordninger med anonym, telefonisk krisehjælp til de ansatte, eller vi kan vælge at opsøge en sorggruppe, hvor vi kan dele vores følelser med andre sorgramte. Fjernt fra verdens vrimmel.
Den sorgramte forventes faktisk at gøre noget aktivt for at bringe sig selv ud af den ikke umiddelbart konstruktive tilstand. Er man lidt skeptisk i forhold til hele dette arsenal af behandlingstilbud, kan man blive stemplet som sær. Man må jo således ønske at dvæle ved sorgen, at værne om den og måske endda ønske at gøre den til omdrejningspunktet for resten af livet. Man signalerer et bevidst fravalg af lalleglæden og må derfor anses for at være en lille smule suspekt.

Sandheden er dog, at der ikke er nogen smutvej gennem sorgen og ingen afstukket rute for dens veje og vildveje. Sorgen er individuel som et fingeraftryk, og den er med hele tiden.
Den er med, når jeg passerer den blomsterhandler, som Mary altid måtte stoppe op ved. Den er med, når jeg går forbi Marys og min yndlingsrestaurant. Den dumper ind gennem brevsprækken, når der kommer et valgkort og ikke to. Den står ved siden af mig i supermarkedet, når jeg apatisk skal forholde mig til middagen, og når jeg senere skal dække bord til én. Endnu senere tager den også plads i sengen ved siden af mig. Den minder mig konstant om mit gode liv fra for et øjeblik siden.
Men jeg er jo ikke alene med den følelse, selv om min færden i det offentlige rum kunne efterlade det indtryk. Sorgen er komplet fraværende, usynlig, fortrængt. Mens vi nærmest falder over lykkesymboler overalt, så møder vi mærkeligt nok aldrig de sorgramte. Vi ved, at sorg rammer alle mennesker på et eller andet tidspunkt i deres liv uanset religion, status, seksualitet, alder osv. Alligevel er den usynlig.
Jeg forbeholder mig retten til at være skrøbelig, ked af det og momentvis fortvivlet. Jeg forbeholder mig retten til at være knap så funktionsdygtig og produktiv, som jeg ellers er. Jeg forbeholder mig retten til at være lidt mindre opmærksom over for mine omgivelser, men måske kræve lidt mere af dem. Og frem for alt ønsker jeg mig, at sorgen igen får plads i det offentlige rum. Den omsiggribende tendens til at fravælge fordybelsen, substansen og alvoren, som bl.a. kommer til udtryk i vores hang til kulørt dans og tilhørende lir, gør os kun endnu mere fremmede over for sorgen. Både over for sorgen, når den rammer os selv, og når den rammer andre.
Det er ikke underligt, at mange småbørnsforældre overraskes over de dramatiske gnidninger og frustrationer, der kan opstå i kølvandet på en fødsel. Nybagte forældre er som alle andre underlagt kravet om evig lalleglæde, og så meget større bliver chokket, når realiteterne viser sig. Og hvis det forholder sig sådan i forhold til glædelige begivenheder, hvordan kan vi så forventes at rumme og håndtere sorg og savn.

Første skridt på vejen kunne være synliggørelsen af sorgen i det offentlige rum. Kunne vi med et ordløst signal markere over for ekspedienten og taxachaufføren, at deres »ha’ en god dag« nærmest virker sårende, og kunne vi derved tage brodden af pinlige optrin, når naboer ønsker at sige og gøre det rigtige, så ville vi virkelig hjælpe den konstante minoritet af usynligt sørgende, som vi alle på et eller andet tidspunkt kommer til at tilhøre.
I tidligere tider bar de sørgende et armbind, der tydeligt signalerede bærerens tilstand. I dag kunne signalet måske være en sløjfe a la AIDS-sløjfen. Under alle omstændigheder ville en synlig anerkendelse af sorgens eksistens iblandt os nedbryde barrierer og måske bygge broer mellem mennesker. Og det er vel ret beset formålet med at være levende og i stand til at elske og sørge.