Fransk filosof: Det er »grotesk, ydmygende og uværdigt« at tage imod Kinas pandaer

Fransk filosof angriber Danmark for at tage imod pandaer fra Kina og mener, at det er et tegn på svaghed fra den danske regering. Venstre-ordfører er »dybt, dybt uenig«.

Pandaen Xing Er spiser bambus på Chengdu Research Base of Giant Panda Breeding i Chengdu i Kina. Xing er én af de to pandaer, som den 4. april 2019 ankommer til Danmark på et 15-årigt lån fra Kina. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Den franske filosof, Bernard-Henri Lévy, kritiserer i hårde vendinger Danmark for at tage imod de to kinesiske pandaer, som torsdag lander i København.

Udlånet af pandaerne er resultatet af flere års diplomatisk indsats fra dansk side for at få et nært forhold til Kina, men Bernard-Henri Lévy er langtfra imponeret. Han er generelt kritisk over for, at vestlige lande er for passive i forhold til Kinas knægtelse af menneskerettigheder, og han ser den danske deltagelse i pandadiplomatiet som en moralsk falliterklæring.

Lévy mener, at Danmark »lægger sig fladt ned« for Kinas præsident, Xi Jinping.

»Det er grotesk, ydmygende og uværdigt på den måde at tage imod gaver fra verdens førende imperialist og svare med barnlige smil. Det er et tegn på svaghed. Jeg har beundret Danmark så meget, og det knuser mit hjerte at se landet bøje sig med ærbødighed foran Xi,« siger den franske filosof i et interview med Berlingske.

Filosoffen rejser for øjeblikket rundt i Europa og opfører et teaterstykke til forsvar for Europas demokratiske værdier, og når han optræder i Skuespilhuset i København 28. april, vil han skrive de to pandaer ind i historien. Lévy opfordrer den danske regering til at »vågne op« og forstå, at Kina er et truende og udemokratisk styre.

»Kina er en totalitær stat, en kommunistisk stat. Kina står for en økonomisk imperialisme, som snart også vil blive kulturel og politisk. Vi vil se sociale medier og kunstig intelligens med algoritmer produceret i Kina. Vi vil se kinesiske overvågningssystemer, som vil få de amerikanske til at fremstå helt uskyldige. Vi er på tærsklen til at få en kinesisk Big Brother,« siger Bernard-Henri Lévy.

Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, er »dybt, dybt uenig« med Lévys fordømmelse af den danske regerings pandaaftale. Ifølge ordføreren har pandaer intet at gøre med at lægge sig fladt ned.

»At Danmark modtager to pandaer i gave fra Kina, ændrer ikke noget som helst i vores udenrigspolitik. Vi kan stadig kritisere Kina på menneskerettigheder, overvågning og alt muligt andet,« siger Venstre-ordføreren.

Aftalen om, at Danmark skulle modtage de to pelsede diplomater fra Kina, blev officielt indgået under et dansk statsbesøg i landet i 2014, og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) var tilmed i Kina for at se pandaerne i 2017.

Ifølge Michael Aastrup Jensen kan man slet ikke se pandaerne som udtryk for andet, end at Danmark og Kina har et sundt handelssamarbejde.

»Handelssamarbejde og udenrigspolitik er to helt adskilte ting. Hvis vi kun kunne handle med lande, der ligner os én til én, kunne vi ikke handle med mange lande. Pandaerne ser jeg som en mulighed for at styrke vores handelssamarbejde med Kina. De er toppen af kransekagen – intet andet,« siger Michael Aastrup Jensen.